_uploads_content_images_5_5738_full

Powersolo, Spleen United og Lampshade giver koncert i Paris

Powersolo, Spleen United og Lampshade giver koncert i Paris
Henrik Friis

Koncerten torsdag 27. oktober er resultatet af franske musikjournalisters besøg på SPOT Festivalen – og deres interesse i dansk musik.

– – –
På de to seneste SPOT Festivaler har et større hold franske journalister besøgt den danske festival, og ved begge lejligheder er journalisterne bagefter blevet bedt om at lave en TOP 10-liste over deres bedste oplevelser.

Det resulterer nu i at tre danske grupper Powersolo, Spleen United og Lampshade drager til Paris i næste uge for at spille på Pariser-klubben Le Point Ephémère torsdag 27. oktober.

Powersolo endte på en klar 1. plads blandt journalisterne efter sidste års afstemning efter SPOT, og har allerede godt gang i den franske karriere. Ikke blot med mange koncerter (gruppen er netop hjemvendt fra endnu en mini-turné), men også i fransk tv , hvor ”Juanito” står for lydsiden til SNFCs (De franske jernbaner) nuværende reklame, og i radioen hvor nummeret netop er kommet ind på France Inter’s playliste en måned frem. Desuden danner nummeret ”Baby, You Ain’t Looking Right” lydside for den nye reklame-kampagne for bilmærket Renaults Clio-udgave – worldwide selvfølgelig. Jo, franskmændene ér glade for de tre…

Spleen United endte i Top 5 i dette års afstemning og er derfor også med på plakaten. I modsætning til Powersolo har gruppen ingen aftaler i Frankrig i det hele taget, og skal derfor bruge koncerten til at åbne op for det marked i det hele taget. Mens Lampshade (også tidligere SPOT-band) allerede har single og album udgivet i det franske. Med pæn pressekritik til følge. Det gør jobbet i Paris helt selvfølgeligt, for de forbindelser det har skabt, skal selvfølgelig udbygges.

ROSA/MXD samarbejder med det franske bureau Coup Franc! omkring koncerten i Paris. Coup Franc! har sendt invitationer ud til relevant presse/medier (magasiner, aviser radio/tv), og branche (publishing, pladeselskaber, management, musikere m.m.) op til koncerten. Det er også Coup Franc! som ROSA samarbejder med omkring de franske mediers og den franske musikbranches deltagelse i og interesse for SPOT Festivalen.

Derudover arbejder Den Danske Ambassade i Paris også på at vække dens kultur-kontakters interesse for koncerten.