_uploads_content_images_2_2338_full

Powersolo turnerer i Tyskland

Powersolo turnerer i Tyskland
Erik Barkman Petersen

Når Powersolo indtager SPOT 10s Ridehus-scene fredag den 4. juni, bliver det samtidig startskuddet til en større Tysklandsturné. 19 koncerter vil de gale jyder spille syd for grænsen – med start i Greifsburg og stop undervejs i både Berlin, Frankfurt og Hamburg.

Turnéen er blevet til i et samarbejde mellem det tyske bookingbureau Polar Zoo – der specialiserer sig i Skandinaviske bands – og SPOT-arrangøren ROSA, der støtter Powersolos tur i forlængelse af trioens koncert på festivalen.

Kontakten mellem ROSA og Polar Zoo opstod i forbindelse med ROSAs Skand-All initiativ, hvor danske upcoming-bands sendes rundt i Tyskland til koncerter, in-stores m.m. Her har Powersolo i øvrigt også været med. ROSA håber på at kunne samarbejde mere med Polar Zoo i fremtiden.

Powersolo har udover Skand-All koncerterne været på enkelte turnéer i Tyskland. Deres andet album, ”It’s Raceday … And Your Pussy Is GUT!!!”, udkom herhjemme i starten af marts og rammer Tyskland i efteråret.