52664_435822962321_7499108_o

Quadron fyrede den af i Femmøller

Med præcis en måned til juleaften lå årets første sne allerede tykt på vejen til Femmøller Efterskole på Syddjurs, da Quadron i onsdags gæstede skolen for at give koncert.

Vejret bragte den velkendte indendørs vinterhygge med sig, og allerede da koncerten startede kl. 20.30 var kemien mellem bandet og eleverne helt afslappet – og tydede på, at dette nok skulle blive en intens og dejlig koncert.

Quadrons soulede musik lagde en afdæmpet og utrolig stemningsfuld følelse hen over lydbilledet. Det forhindrede dog ikke eleverne i at danse løs, selvom bandet på forhånd havde informeret om, at musikken nok mere var til et siddende publikum.

Anton Shorell Steinø (t.v.) og Ida Stoustrup:
– En superfed koncert:

Quadrons musik har dog en tendens til at vække den indre dansemuskel, med svedige beats, Cocos utroligt smukke stemme og de melodiske og ørefængende melodier. De tre musikere Anders Stig Møller (bas), August Rosenbaum (keyboards) og Hans Hvidberg-Hansen (trommer) spillede suverænt. Efter sidste nummer blev der da også råbt på ekstranummer. Det have bandet også klar – men det skulle dog  spilles med slukket lys, for at skabe ekstra hygge og intensitet, imens alle elever sad tæt sammen på gulvet og lyttede.
Følelsesladet og fed koncert
Flere af eleverne følte sig efterfølgende berørt af koncerten, som de mente var rigtig fed og stemningsfuld:

Nicklas Sørensen (t.v.) og Cecilie Enggaard
Nielsen: glade for Cocos stemme.

Kæresteparret Ida Stoustrup og Anton Thorell Steinø mente hver især, at det var en superfed koncert og at musikken var meget afslappet og følelsesladet – noget man ville kunne sidde på sit værelse med høretelefoner på og nyde. Samtidig syntes de, at sammenspillet mellem det soulede og det elektroniske var en superfed kombination.

Vennerne Cecilie Enggaard Nielsen og Nicklas Sørensen syntes, at Cocos stemme var rigtig god og smuk, og helt speciel. De var hellere ikke i tvivl om, at de tre musikere i bandet var “Danmarks bedste”, som Coco havde pointeret som en afsluttende og præsenterende bemærkning. Cecilie havde blandt andet danset meget til musikken, hvilken hun ikke så som nogen forhindring at danse til trods forhåndsnakken om en “siddende koncert”.