Resultat af SPOT: Wangel til stor spansk festival

Spanien kalder igen: Wangel til sommerfestival i Murcia.

Wangel er tilsyneladende ved at slå et lille hul igennem til det spanske marked. Ikke blot blev han udvalgt til og spillede i aftes på Espacio Fundacion Telefonica i hjertet af Madrid som del af Días Nórdicos, festivalen med fokus på nordisk kunst: I slutningen af juni skal han igen til den iberiske halvø og spille på La Mar de Músicas Festivalen i sydøst-spanske Murcia, der er kendt som en world-orienteret festival, men som er ved at udvide de musikalske grænser:

– Le Mar de Músicas så os på SPOT, og som resultat af det, vil de gerne have os ned på næste års festival. Aftalen med dem er faktisk lige gået i orden, inden vi tog afsted til Madrid, fortalte Peter Wangel i forbindelse med sit solo-show fredag i Madrid. Når han skal til Murcia næste år, bliver det i den mere elektronisk baserede trio-udgave.