RockCruise med pop i øjenhøjde

Noah leverede mildest talt varen, da han en sen og stormfuld novemberaften spillede for udsolgte pladser til en intim koncert ombord på København-Oslo færgen i forbindelse med årets sidste RockCruise.

Tekst. Mikkel Wenzel Andreasen

Backstage-snak efter koncerten med en glad Troels Gustavsen. Foto: Kio Jørgensen Ng

– Det gik godt – folk var glade, ekstra glade.

Sådan fortæller en lidt mat, men tydeligt tilfreds, Troels Gustavsen, sangeren bag navnet NOAH, da jeg taler med ham efter koncerten.

Og han har god grund til at være tilfreds med den netop afsluttede, og i øvrigt årets sidste, RockCruise-koncert, der som altid er programsat af ROSA.

Professionel, indlevende, flirtende og intim var bare få af de ord jeg opfangede efter koncerten fra nogle af de 250 gæster, som havde sikret sig billet til denne intim-koncert på havet.

Erfaren, men ydmyg NOAH
Når man tænker rock-musik, så er NOAH måske ikke den første artist,  der springer frem på tavlen. Alligevel indtog den danske stjerne hjemmevant scenen og spillede en koncert, der bød på små anekdoter og dybfølt pop. Men selvom scenen ikke var helt uprøvet, så kunne den stadig være lunefuld.

Allerede tilbage i 2012 spillede NOAH som support for et andet dansk band, Alphabeat, under det års RockCruise, og selvom nogle ting har ændret sig, så har målet ikke:

– Jeg er blevet mere mig selv siden dengang og har lært en masse, men selvom det selvfølgelig er rart at se ens eget navn som headliner i dag, så synes jeg ikke, der er nogen stor forskel på at være hovednavn eller support. Det handler bare om at spille noget god musik for folk.

Den tidligere erfaring med at spille ombord på skibet kommer måske også NOAH til gode under koncerten, for at spille på havet har sine udfordringer:

Til trods for et hårdt vejr med en vind på 23 M/S, så var NOAH klippeprofessionel og leverede varen hele vejen. Foto: Mikkel Wenzel Andreasen

– Det er lidt anderledes i forhold til at spille på eksempelvis Store Vega; både i forhold til hvor tæt jeg kommer på publikum, men jeg har også lige hørt, at det bliver storm i aften, så jeg er spændt på, om vi kan stå stille på scenen.

Men om scenen står i vater eller ej, så er Troels Gustavsen i hvert fald sikker på én ting:

– De eneste forventninger jeg har til publikum er, at de er glade – og så forventer jeg fra mig selv, at de får en god aften.

En rigtig hyggelig aften
Spillestedet hedder Sky Club, og er skibet Crown Seaways natklub, hvilket understreges af den allerede dæmpede belysning, da jeg træder ind af de tunge dobbeltdøre, som skal forsøge at holde aftenens toner på afstand af skibets øvrige gæster.

Hævet et niveau over scenen og dansegulvet hænger et glasbur med en dj, som har sat den gamle klassiker ”Afrika” på. Musikken er dog knap hørbar over den forventningsfulde mumlen, som det ventende publikum allerede har gang i.

– Det her er faktisk min første koncert nogensinde, så jeg ved slet ikke hvad jeg skal have af forventninger, men vi stod og lyttede udenfor en lydprøve lidt tidligere, og det var meget lovende, siger Tina Rosendal Jensen, en af de gæster, som skal høre NOAH i aften. Og da hun og veninden bliver spurgt, om de er fans, er svaret et rungende: Jaerh!

Der går dog ikke længe inden klokken slår 21:00 og konferencieren træder op på scenen:

– Godaften og velkommen til årets sidste RockCruise. Mine damer og herrer tag godt i mod og giv en stor hånd til NOAH.

Og fra bag en skærm på scenen dukker den kække kunstner ud med et stort smil på læben, og sætter sig til rette på en høj barstol midt på scenen, inden han blødt og oprigtigt spørger publikum:

Stemningen var god, musikken dansabel og humøret højt under koncerten. Foto: Kio Jørgensen Ng

– Godaften, har I det godt; er I søstærke? For hvis jeg går lige pludselig, så er det fordi, at jeg ikke er, fortæller NOAH nærmest fortroligt, men med sit allerede kendetegnende smil, som afvæbner enhver tro på, at han kunne finde på at forlade koncerten. Publikum kvitterer da også med grin og god stemning, inden aftenens første nummer går i gang med et af hans største hits: ”Det’ okay”.

RockCruise med en pop-sjæl
Under koncerten lykkes det for NOAH at indtage hele scenen, til trods for han sidder ned, med bare sin guitar og sin stemme.

Og som aftenen skrider frem, nummer for nummer, kommer der også mere og mere liv i publikum. Hvad der startede som forsigtige svaj fra hoften og lidt syngen med på omkvædet, når NOAH opfordrede til det, skulle ende med, at der blev danset tættere på det lille gulv foran scenen.

Det store klimaks nås, mod slutningen af koncerten, da NOAH mellem numre tager en alvorlig mine på, og beder publikum om, at den næste sang, der har han brug for, at de skal synge med. Stemningen bliver næsten elektrisk, inden han siger – det er ”Uperfekt”, og særligt det yngre publikum bryder ud i et genkendelsens jubelskrig.

To store NOAH-fans, som bestemt ikke vil afvise, at dette var det sidste RockCruise, hvis bare det er ligeså godt som NOAH. TV: Tina Rosendal Jensen, TH: Julie Sølvberg Poulsen, Foto: Kio Jørgensen Ng

//Hun er der når jeg vågner // hun er der selv når jeg er væk // hun kender mine morgner // for hun ved at jeg er… her mimer NOAH blot det sidste ord, og så er publikum helt med på, at selvom der skal synges “uperfekt”, så har aftenen været alt andet end netop det.

Flirt begge veje
– Han fungerede bare fedt som en intimkoncert, og han gjorde det virkelig godt. Det her var min første koncert, og selvom jeg ikke rigtig havde nogen forventninger, så overgik det her selv de forventninger jeg ikke havde, fortæller Tina Rosendal Jensen efter koncerten mens veninden stemmer i:

– Han lyder fuldstændig som på sine cd’er. Og så havde han bare en fed energi; han var virkelig tilstede sammen med bandet og sammen med os. Der blev flirtet begge veje, tror jeg, siger en glad Julie Sølvberg Poulsen

Tilbage efter koncerten er der kun at tage en dyb indånding. De seneste 70 minutter i selskab med en af Danmarks store stemmer har været intense, men meget behagelige. Og heldigvis for alle de, som ikke kunne få billetter til årets koncert er der gode nyheder. For da jeg spørger Troels Gustavsen, om han kunne finde på at spille et RockCruise igen, er svaret:

– Jada, det vil jeg rigtig gerne gøre!

Selvom NOAH er solist, så spiller han med et fast orkester. En flok med et lille ritual, der består af et skud rom inden koncerten. Foto: Kio Jørgensen Ng.

Foto i top: Mikkel Wenzel Andreasen