Palace_of_Westminster_from_Abingdon_Street_2 (1)

ROSA-tale i Westminster…

ROSA’s leder Gunnar Madsen er en af fem talere i Westminster Palace’s Jubilee Room mandag aften, når The All-Party Parlimentary Group for Folk Arts samt branchefestivalen English Folk Expo (EFEx) afvikler møde.

Af Henrik Friis
Engelske parlamentsmedlemmer, repræsentanter for byrådet i Bury (hjembyen for English Folk Expo), folk fra musikindustrien samt diverse fonde er de tilstedeværende på en aften, hvor EFEx’s nationale/internationale målsætninger på folk- og rootsmusikkens område er i højsædet.

Ud over Gunnar Madsen er der indlæg fra parlamentsmedlemmet og formanden for parlamentets udvalg for Folk Arts, Kevin Brennan, lederen af EFEx Terry O’Brien, direktøren for English Folk Dance and Song Society, Katy Spicer – plus diverse musikalske indslag og networking.

Tre danske grupper til English Folk Expo
ROSA Folk er i år indgået i et samarbejde med EFEx, som bl.a. betyder at Habadekuk, Rannok og Basco medvirker ved showcase- og branchefestivalen i Bury til oktober.

ROSAs leder Gunnar Madsen siger i den forbindelse: – Med dette nye eksportinitiativ udnytter ROSA sit brede internationale netværk og skaber en mulighed for at præsentere dansk folkemusik i Storbritannien. Med udgangspunkt i samarbejdet med EFEx får orkestrene mulighed for at møde stærke engelske arrangører, kolleger og musikoperatører.