uploads_gallery_2_6382_full-pop-14

Ti stærke instruktører er klar til at modtage musikinteresserede piger

Så er Pop-Pilot igen klar til at lade en flok musikinteresserede piger spille, skabe, føle og tænke musik døgnet rundt. Det sker i efterårsferien i Næstved og Odense, hvor Pop-Pilots 10 super-engagerede instruktører sætter rammerne for årets to musik-camps for piger i alderen 13-16 år.

Pop-Pilot så dagens lys i 2012 som den første musiklejr af sin slags i Danmark nogensinde – en lejr, der i al sin enkelthed ønsker at skabe et frirum, hvor deltagernes musikglæde kan blomstre og vokse, og hvor man kan få lov at eksperimentere og prøve kræfter med musikken på egne præmisser – uanset musikalsk forhåndsniveau!. Og så skal man have det sjovt!

Derfor bliver pigerne fra ugens start inddelt i bands, som får til opgave at skabe og spille deres helt egen musik – og opføre det hele til en svingende koncert ved ugens afslutning.

Musikalske rollemodeller og inspirationskilder
For at give deltagerne den absolut bedste musikalske oplevelse, vil anerkendte kvindelige musikere, der selv er en del af den etablerede danske musikbranche, fungere som rollemodeller og instruktører, der vejleder, engagerer, støtter og inspirerer pigerne til at skrive og spille fængende, funky numre. Og derudover er der til hver lejr knyttet tre særdeles underholdende og hyggelige ”storesøstre”, der, ligesom instruktørerne, vil være til stede hele ugen.
Desuden kan pigerne se frem til forskellige aktiviteter i ugens løb – herunder forskellige workshops og gæstemusikerbesøg.
Instruktørerne
Pop-Pilot er meget stolt af igen i år at kunne sammensætte et forrygende instruktørhold af nogle af Danmarks dygtigste kvindelige musikere, der alle ikke bare lever og ånder for musikken, men som også har musikbranchen helt inde under huden. Og fælles for dem alle er, at de glæder sig helt umanerligt til at lade deres musikalske begejstring, engagement og erfaring smitte af på årets Pop-Piloter!
I år er instruktørerne:
Sang: Kamilia Amélie og Pernille Gunvad
Keyboard / klaver: Siri Skamby Madsen og Kristina Holgersen
Guitar: Tikki Hasselriis og Ida Wenøe
Bas: Una Skott og Maria Timm
Trommer: Ihan Haydar og Sara Gacic

Læs meget mere om instruktørerne her.

Praktisk info

Tidspunkt: Uge 42 (11. – 18. oktober) 2014

Sted: Næstved Musik- og Kulturskole

– eller Odense Musikskole

Pris: 1500 kr.

Ansøgningsfrist: 15. august 2014

Ansøgning og tilmelding
For at deltage i Pop-Pilot skal du indsende en ansøgning. Da der er et begrænset antal pladser, sker udvælgelsen ved hjælp af lodtrækning blandt de indsendte ansøgninger. Du skal være fra 13-16 år.

Ansøgningsskemaet findes her:

Øvrig info
Prisen omfatter lån af musikinstrumenter samt kost og logi i den uge, lejren varer. Deltagerne overnatter i tilknytning til undervisningsstedet. Deltagerne sørger selv for transport til/fra lejren.

Udover et væld af spændende oplevelser får du:

• Mulighed for at lege og eksperimentere med musikkens univers – uanset hvilket niveau du har

• Undervisning af dygtige og inspirerende danske kvindelige musikere hele ugen

• Vurdering af dine evner og hvordan du kan videreudvikle dem

• Hyggelige og sjove stunder med 19 andre piger på din egen alder

• Lejlighed til at underholde din familie og venner ved en lille fælles afslutningskoncert, arrangeret af Pop-Pilot

 

Ting du skal medbringe på Pop-Pilot:

• Dyne, hovedpude samt sengelinned eller sovepose

• Liggeunderlag eller luftmadras

• Afslappet tøj du kan bevæge dig i

• Toiletsager og håndklæde

Program: Under udarbejdelse. Følg med på www.rosa.orgs Pop-Pilot-side og på Pop-pilots facebookside.

Har du yderligere spørgsmål til Pop-Pilot-projektet, kontakt venligst Cecilie Cramer på cecilie@rosa.org

eller Conny Jørgensen på conny@rosa.org