Sangskrivere under pres

Skarpe tidsfrister, karriere-coaching og sangskriver-redskaber på programmet under workshop i Köln

Af Henrik Friis. Foto: MC Hansen

Sangskrivercamp’en i Köln med danske og tyske sangskrivere har ikke bare til hensigt at lave nye sange og musikalske kombinationer, men også at give sangskriverne nye erfaringer, som de kan bruge i deres fortsatte karrierer.

For et er at sidde derhjemme og nørkle i dage/ugevis med et nummer for sig selv og i eget tempo – et andet er at skrive sammen med andre. Eller skrive til en deadline. Endda en kort skarp deadline. Eksempelvis seks timer!

Ida Kudo bag computeren og i kamp med tidsfristen.

Det er den slags sangskriverne udsættes for i disse dage, fortæller ROSAs projektleder af sangskriver-camp’en MC Hansen fra den tyske domkirkeby:

– I den virkelige verden kan man sagtens få bundne opgaver med meget kort frist: Fordi indspilningerne starter dagen efter. Eller fordi musikere og solister flyves ind fra udlandet til optagelser en dag og returnerer dagen efter.

– Det er ordrer som vitterligt forekommer og det er de vilkår, vi prøver at udsætte deltagerne for. Det har været en øjenåbner for de fleste, for det er de slet ikke vant til, fortæller MC Hansen, der også fortæller, at det er meget unge deltagere med meget forskelige baggrunde, der medvirker. Og det gør kun processen yderligere krævende – men også udfordrende og spændende.

Ida Kudo og Aya – i sangskriver-mode.

Fra kl. 13 til midnat arbejder håbefulde gennem de i alt fire workshop-dage, der også har fået opgaver om ”musikalske kontraster” og forskellige sangskriver- og producer-opgaver – så der er ikke meget tid til turisme, selv om Kölner Dom blev besøgt onsdag formiddag. Ellers er det sangskrivning i studiet – og karrierecoaching af Tommy Gee eller f.eks. tips fra Kendrick Dean om hvad der der er vigtigt og gode redskaber, når man skal skrive til en superkort frist..

– Og så minder vi deltagerne om, at det er NU de skal skabte kontakter med hinanden. Med henblik på fremtiden, siger MC Hansen, der regner med at flere af samarbejderne faktisk fortsætter, når workshoppen er ovre.

– – –
Sangskriver-workshoppen arrangeres af ROSA og c/o Pop Festivalen i Köln, som løber af stablen i denne uge.

Foto i top: Paul Brenning og Nicklas Sahl – noget ser ud til at lykkes for den tyske og danske sangskriver.