Skand-All udvider og fører Strumm til både Tyskland og Tjekkiet

Skand-All udvider og fører Strumm til både Tyskland og Tjekkiet
Henrik Friis

Da ROSA startede sit Skand-All projekt sidste efterår, var intentionen i første omgang at skabe et brohoved for dansk musik til det store tyske marked via forlængede musikalske weekend-ophold i Hamborg og nærliggende byer i det nordtyske. Men projektet er gradvist blevet udvidet, og når Strumm onsdag drager på femdages-turné syd på, er Tjekkiets hovedstad Prag også indlemmet programmet.
– – –
Strumm – århusiansk gruppe med trang til støjende rock – drager onsdag på en fire koncerter lang turné syd for grænsen. Med job i både Hamburg, Berlin og Potzdam, men også med en afstikker til den tjekkiske hovedstad Prag, hvor gruppen spiller i Det Skandinaviske Hus fredag.

Og dermed udvider ROSA sit Skand-All projekt til det tjekkiske, men som projektleder Kristian Riis siger:

– Skand-All kan åbnes – også østover til Prag, hvor vi i forvejen ved, at der er en stor efterspørgsel på vesteuropæisk musik, og hvor vi faktisk tror det vil være lettere af skabe opmærksomhed omkring dansk musik end i f.eks. München og det sydtyske, hvor konkurrencen er enorm. Så udvidelsen østover er egentlig ganske naturlig – specielt når man husker på den positive reaktion Under Byen var udsat for, da de senest spillede i Prag, siger Kristian Riis.

At der er interesse for Strumms musik sydpå ved gruppen allerede inden afrejsen: Trommeslageren hos den tyske gruppe Kajak oplevede Strumm under sommerens Klub Sanz-Festival i Århus, og da han samtidig er booker på Hamburg-spillestedet Hafenklang, har han siden spurgt på århusianerne – han mener de passer glimrende til det tyske marked. Desuden skal fremhæves at Strumm søndag spiller sammen med et at tidens meget varme navne i det tyske, nemlig Die Sterne på Waschhaus i Potsdam.

Næste udspil i Skand-All projektet bliver med gruppen Tiger Tunes, der første hele weekend i november drager til koncerter i – foreløbig – Hamburg og Berlin.

Strumms Skand-All turné:
Onsdag 22. oktober, Pladeforretningen Rekord, Hamburg (instore-job, eftermiddag), Hafenklang, Hamburg.
Fredag 24. oktober, Det Skandinaviske Hus, Prag.
Lørdag 25. oktober, Schokoladen, Berlin (support for Lillit).
Søndag 26. oktober, Waschhaus, Potsdam (support for Die Sterne).