_uploads_gallery_1_1309_full

Skinnende danske nåle i høstakken

Austins 6th Street og nærliggende gader torsdag aften: Fra noget nær hvért eneste tætliggende husnummer i gaderne fyldt med klubber og beverdinger, strømmer livemusikken ud gennem åbne vinduer og døre og prøver hver især at lokke tilhørere til.

Med ca. 1.400 bands/solister  – officielt – er den igangværende South By South West-festival i Austin, Texas én kæmpemæssig musikalsk høstak. Og med meget begrænset mulighed for at blive fundet – hvis man altså ikke har gjort sit hjemmearbejde ordentligt og på forhånd har opfordret alle kendte udenlandske forbindelser med til koncerten. Og derudover har inviteret i læssevis af andre muligheder og mere ”usikre” emner. Det er nemlig betingelsen, bare for at have et lille håb om fremmøde og eventuelt ”afkast”, er holdningen i enstemmig erkendtlighed.

sxsw06

Tilskuerne blev kaldt ned fra
balkonen – og adlød.

Epo med forhindringer
Tag nu Epo-555, som indledte det danske torsdags-kapitel, og gjorde det med en vis bæven, fordi tidspunktet – kl. 20.00 – altså ikke er det bedste starttidspunkt nogetsteds. Heller ikke i Austin. Slet ikke, når man  får opgivet en scene (Pecan St. Ale House) og faktisk får at vide af personalet dér, at koncerten ikke foregår i baren på 6th Street,  men at man ”da gerne må gå hele vejen gennem Pecan til barens bagudgang for at komme frem til den rigtige scene, som egentlig hører til en helt anden lokalitet på 7th Street. For slet ikke at tale om, når man finder ud af at den ene højtaler-stack er ude af funktion, og derfor bliver nødt til at balancere koncerten igennem på den anden.

Men alt det er odds, der sluges råt for usødet, her i Austin, hvor lydprøver er sjældnere end solformørkelser, og hvor det bare gælder om at gribe chancen og rette ind bedst muligt. Programmet hernede tillades nemlig ikke at blive forsinket.

Og der var plads nok fra koncertstart. Vi var vel 20 i lokalet ved første sang, men Epo-555 kastede sig alligevel opslugt ud i deres drømmende og melankolske pop – krydret med støj og et rigtigt stærkt drive, hvor sanger/guitarist Mikkel Max Hansen er det sammenbøjede indpiskende omdrejningspunkt med den totale modsætning i keyboardspiller/sanger Camilla Florenz, der står så roligt som en gudinde-statue.

sxsw06

David Fricke til Epo-koncert – og
specielt glad for de to sidste
numre

Epo-555 var også med i det fællesnordiske fremstød her i Austin sidste år, så de kendte alt til den gamle læresætning om, at man skal give alt hvad man har, om der så kun er fem i lokalet. Det viste sig også at  være rigtigt denne gang. F.eks. var Rolling Stone Magazine-redatøren David Fricke med fra start, og i takt med at lokalet gradvist blev fyldt op, kom også de forskellige pladeselskabsfolk til, som Epos selskab Crunchy Frog havde håbet og satset på. Den gode drejning kunne også mærkes på scenen hvor en selvtillidsfuld Mikkel Max Hansen midtvejs ”beordrede” alle på balkonen ned på gulvet foran scenen, for at være med i festen. Og de fleste ”adlød. Alt imens musik fik stadig mere rock og tyngde som kontrast til poppen.

– Jeg synes specielt om de to sidste numre  (”Harry Mämboorg” og ”Sophia”, red.), lød David Frickes umiddelbare kommentar efter koncerten: – Dér fungerede det virkeligt godt, hvor poppen skabte en slags friktion med støjen og pulsen, som gav musikken modsætning og karakter. Og så har de en stærk trommeslager (Ebbe Frej, red.) med et virkeligt godt drive, var den umiddelbare kommentar fra amerikaneren, der havde valgt denne koncert ud af dagens ca. 400 muligheder, ”fordi jeg så dem sidste år til SXSW og syntes, de havde noget, jeg godt ville tjekke ud igen – og fordi jeg kender Crunchy, som plejer at have nogen gode bands at byde på”.

Det var også en tilfreds pladeselskabsboss, Yebo, der efter koncerten kunne konstatere, at noget nær alle de pladeselskaber han havde håbet på, var dukket op:

– Man er altid nervøs her. Man ved aldrig om de, man håber på og som viser interesse, dukker op – fordi der er så stort et udbud. Men uden at ville gå i detaljer kan jeg sige, at der kom tre amerikanske labels, australske og japanske publishers, to australske pladeselskaber m.v. Så det tegner rigtigt godt. De eneste vi havde håbet på, som ikke dukkede op, var fra et stort multinationalt selskab, som ville se Epo forleden i New York, men ikke kunne komme ind, fordi klubben var udsolgt. I dag blev de væk. Men sådan er gamet…

sxsw 06

Tina Dickows psyke er rigeligt
stærk til lidt teknisk modgang
nu om dage.

Dickow på 18. etage
Tilbage på 6th Street og et par blokkes skridtgang hen til Capitol Place, hvor Tina Dickow skulle spille solo i ballroom’et på 18. etage kl. 22.00.

Det her var en stole-koncert. Til gengæld var der ingen til de, der først dukkede op ved koncert-start. De måtte stå op og se Tina Dickow køre meget professionelt hen over en masse skingert-hylende lydproblemer, og hvor ”morsomme” publikums-tilråb som ”der endte den karriere”, i dag blev overhørt, hvor det for blot få måneder siden ville have rystet og naget hovedpersonen.

Midt i hendes gennemgang af numrene fra ”In The Red” bad hun konsekvent om at få slukket scenemonitoren, så hun ikke kunne høre sig selv  – eller om guitar stemte resten af koncerten. Men det tager Tina Dickow nu om dage i stiv arm.

– Jeg har fået så meget selvtillid det sidste halve års tid, at den slags ikke går mig så meget på mere. Det er bare noget der sker. Og jeg tror det skyldes den medvind, jeg har fået i Danmark, som har gjort mig selvsikker. Min plade er gået rigtigt godt derhjemme, og nu er der både kommet P3 pris og senest Danish Music Awards (i sidste uge, red.) til. Det giver mig helt sikkert en god fornemmelse i maven. Ligesom jeg heller ikke er spor nervøs for pressen mere. Alt det har jeg fået lært nu, og det giver ekstra ballast, sagde Dickow, der også bruger Austin for at pleje de forretningeforbindelser m.m. der skal til for at få karrieren til at køre.

Kobalt Publishing - sxsw 06

Benjamin Groff – imponeret over
Dickows solo-formåen.

Blandt dem var Benjamin Groff, senior vice president for west coast-udgaven af publishingfirmaet Kobalt, som Tina har aftale med:

– Det var første gang jeg så Tina, men hun er en fantasktisk singersongwriter, en intim historiefortæller, der fortæller fængslende om personlige oplevelser, og så har en fremragende stemme. Jeg kendte lidt til hende i forvejen fra Zero 7, men det var første gang, jeg fik fornemmelse af, hvad hun kan på egen hånd. Jeg var helt opslugt af sangen ”Room with a View”, og efter mine mening bør hun ikke bare få en stor pladekontrakt snart, men hendes musik bør også kunne afsættes når det gælder det store filmmarked, lød den meget positive bedømmelse.

Det med pladekontrakten har Tinas engelske manager Jonathan Morley dog ikke så travlt med:
– Tina kører rigtigt godt og selvtillidsfuldt lige nu. Så lad os sige, at vi kan sælge 20.000 eksemplarer af pladen i USA eller England som det kører nu – vi sælger 500 om ugen pt – så vil det give os en meget bedre udgangsposition i forhandlingerne med de store selskaber. Vi skal ikke halse efter dem – det skal nok udvikle sig i vores retning i kraft med at Tina turnerer. Det er jeg helt overbevist om.

sxsw06

The Royal Highness’ vandt med deres
konsekvente stoner-agtige stil.

Tysk storfan af Royal Highness
Kommentaren kom lige oven på Jonathan Morleys andet danske act denne aften, The Royal Highness havde givet koncert som del af ”Nordic Nights”-arrangementet på The Drink som ligger tilbage i den mest hektiske del af 6th Street.

De bedst placerede klubber på 6th Street (som The Drink hører til) er præget af, at en masse musikfans, branche-folk m.m. dukker op, hører to sange – og skrider igen hvis musikken ikke bider. That’s the game her, hvor så meget andet byder sig til.

Men når man tænker på, at de kongelige højheder med deres punk/metal/rock’n’roll befinder sig i en mere niche-præget afdeling, var fremmødet flot. Der er ren opofrelse, som specielt sanger/guitarist  Dennis Kastem ”tåger” rundt på scenen iført skovmandsskjorte, brøl og powerchords. Og det fungerer.

Popkomm booker/manager sxsw06

Dirk Schade: The Royal Highness
skal bare til Popkomm

Den tyske Popkomm-festivals booker og eventmnager Dirk Schade var blandt de uforbeholdent positive gæster:
– The Royal Highness skal bare med på næste Popkomm (til september, red.), de skal have budet med det samme, for det band er bare en speciel ting. Den rigtige form for musik er ikke den perfekt udførte – men den hvor du bare ikke kan undgå at mærke sjælen. Og det her band har sjælen i den grad. Der er ca. 1500 bands på den her festival, og der skal meget til for at skille sig ud. Men en gang imellem møder du en ting, du kan mærke er helt speciel – og det er den her gruppe, mente en helt uforbeholden Dirk Schade.

De kommentarer kunne selvfølgelig kun lune hos gruppen og Dennis Kastem, der havde været lidt bange for at drukne i det store SXSW-hav, men som nu håber på at gruppens kommende cd også kan blive udgivet i starterne. Og den optimisme deler manager Morley, der tror gruppen kan blive store i det amerikanske: ”Det har jeg troet lige fra start, og det var en del af ideen med at lave aftalen med dem”. Jeg tror SXSW vil eksponere gruppen efter en aften som den vi lige har oplevet, mente Morley.

South By SouthWest

Christian Hjelm – noget af et show-stykke på
scenen nu om dage.

Få men vigtige gæster til Figurines
Så snart man går lidt væk fra alfarvej og 6th Street, kan det med publikums-tilstrømningen begynde at knibe – specielt kl. 01.00 Og det var netop den skæbne, der overgik Figurines, der spillede i hotal-agtige Karma Lounge to blokke væk fra Zenith. Fremmødet var skuffende – antalsmæssigt.

– Til gengæld har vi skudt med spredehagl, og spiller fire andre jobs her i Austin ved diverse fester – den vi var til i eftermiddag et stykke uden for byen havde f.eks. besøg af hele områdets mest indflydelsesrige DJ, mente gruppens manager Jesper Majdall.

Det var lige efter en Figurines-koncert, der endnu en gang understregede, hvilken enorm udvikling gruppen har gennemgået i det seneste år. Selvtillids-fulde, stærke melodier, koncentreret stram udførelse og med en sanger/guitarist Christian Hjelm på toppen med tyggegummismaskende mimik samt hop og fagter, som også gav noget at se på. Der er ikke noget at sige til, at både canadiere og amerikanere er hoppet på vognen gennem de seneste uger.

Og netop da deres udsendte var nået tilbage på hotellet for at skrive om den lange danske aftens udskejelser, ringede manager Majdall igen:

– Jeg har lige fået at vide, at der undervejs i koncerten havde været journalister fra både New York Times og Pitchforkmedia – (henholdsvis den væsentligste amerikanske avis og den kræsne og vigtigste af alle amerikanske indiesites, som netop har rost gruppen for dens mange gode popsange og uden omsvøb har konstateret at ”de kunne blive kæmpestore”.!!!).

Som manager Majdall sagde: – Det hører ligesom med til en god afslutning på artiklen, ikke?