_uploads_gallery_1_1320_full

South By SouthWest – vanvid blandet med et par stænk stærk realisme

6th Street og nærliggende gader i det centrale Austin er den største musikalske myriade på denne klode. Intet mindre. Ud af hver en døråbning og vindue fra barer og klubber, lyder tonerne fra  håbefulde musikere, der er kommet til sydstaten fra rent ud sagt alle verdenshjørner.

For hver fem-ti-femten meter hen ad 6th Street  kan man høre en ny gruppe eller solist, som inde i baren/klubben har en halv time til at overbevise om sin formåen – inden der skal gøres klar til næste indslag. Og sådan kører det bar for bar, klub for klub hundreder og atter hundreder af meter fire dage i træk – kun afbrudt af pizzabarerne, der er klemt ind mellem klubberne i ny og næ, og sælger slices, når de tusindvis af rocksulte tilhørere også får appetit på decideret føde. Hvis de da ikke forstyrres af de adsillige streetbuskers, som også prøver at tilkalde sig opmærksomhed på fortovene.

alternativ pr

Alternativ pr – her er heldet med
gruppen som for tv-dækning.

Lige så snart musikken virker spændende, eller der er mere kendte navne på scenen, er der køer ude foran. Massevis af køer. Og modsat de to ekstra rum og storskærme til Neil Youngs optræden som keynote-speaker i anledning af festivalens 20 års jubilæum, er der ingen redning, for dem der kommer for sent til musikken. Køerne springer man ikke bare lige over, om man så er nok så vigtigt branche-person eller ej. Er man ikke steget på toget i tide, misser man chancen:

Som Stuart B. Murdoch fra skotske Belle & Sebastian præcist formulerede det  i gruppens onsdags-koncert på den store udendørs-scene Stubbs: ”So Many People. So Little Time. So Many Qeues”.

Det er i denne myriade af køer og tusindtallig musikalsk massefaldbyden, at seks danske grupper satser på at gøre sig bemærkede – og gerne med henblik på yderligere karriere i det amerikanske.

Hvor er realismen i det projekt –  og hvorfor er det nu, at SXSW er så god en idé at drage til år efter år set med danske briller?

tromme-trompetspiller

Tronmme-trompetspiller.

Alle vi har spurgt kalder gerne festivalen et galehus – men lige så klart er der ingen af dem, der vil melde festivalen ned.

Tag Kristian Riis, daglig leder af Music Export Denmark og for andet år i træk tovholderen i de to ”Nordic Nights” på den centrale klub The Drink, hvor 12 nordiske navne præsenteres – af dem tre danske, nemlig Veto, Sarah Hepburn og The Royal Highness:

– Det er vanvittigt, jo, men det er også en festival, der betyder noget. SXSW er kendt for, at branche-folkene flakker rundt, og dem gør man selvfølgelig alt for at tiltrække i god tid inden festivalen. Både ved at udnytte vores eget kontaktnet, det kontaktnet de øvrige nordiske lande tiltrækker – og så ved at lave PR-aftale som vi har gjort gennem de seneste år. I år med bureauet addVice som  sender promo-cd’er, PR-materiale m.m. ud i god tid inden festivalen til ”de rigtige” personer.

rock'n'beer

Rock’n’beer – en gemmelkendt cocktail

Kaos – men med mening
– Der ér kaos her. Men man skal ikke være blind for, at der også er nysgerrige folk nok ude på gaden til alle bands. Lokalerne er ikke tomme. Så der ér bands, der kan blive opdaget. Og dertil kommer så, at dette i høj grad er er en festival, hvor man træffer branche-folk, som man ellers aldrig kommer i kontakt med. Så vi leverer en vare – og der er indhold i de bands vi sender af sted. Men det næste vigtige er, at de her showcases aldrig gør det alene. Ingen bands gør det alene via SXSW – de skal selv ud og følge muligheden op og udnytte de kontakter, de får. Ellers sker der ikke noget.
Problematisk vokseværk, men…
Rolling Stone Magazines David Fricke er fast SXSW-gænger, og siger, at festivalens volumenmæssige succes på nogen måder er blevet et problem for bandsene:

sxsw06

David fricke – ved jeg, at der ALTID er noget på en festival som  denne, hvor jeg bliver overrasket

– Den store tiltrækning festivalen har – og i stigende grad på bands uden for USA – er selvfølgelig et tilbageskridt, når det gælder muligheden for at tiltrække sig opmærksomhed. Og der skal være en eller anden mulighed for payback, når man investerer så meget i det. På den anden side ér der det største koncentrat af medier og branche, man kan opnå på denne festival, og jeg tror ikke man skal være så fokuseret på direkte afkast af ”investeringen” i SXSW, selv om jeg er af den overbevisning, at det er mere givtigt end evt. at sætte en turné op herovre – for dér ville der ikke være ret mange mennesker som ukendt navn på en torsdag aften. Det er der hér. Så jeg tror, man skal se det som et første trin på en meget lang stige, og at man skal være realistisk:

– Jeg kan ikke se så mange alternativer herovre. Gå ind og gør dit bedste. Tag chancen. Følg den op. Gør du det godt, vil der altid være nogen, der får kendskab til dig – på det ene eller andet plan. Som med The Raveonettes og Under Byen på SPOT Festivalen. Jeg var der tilfældigt, skrev om dem, og det gav omtale. Det er ingen garanti for noget, men det er måden at gøre det på. Personligt ved jeg, at der ALTID er noget på en festival som denne, hvor jeg bliver overrasket – noget jeg synes godt om og vil fortælle om. Og sådan har mange det, siger David Fricke.

Det er næsten umuligt at finde nogen, der siger ham imod. Yebo fra Crunchy Frog, har været med i ”SXSW-galehuset” i mange år, men vender tilbage hvert år:

dørsprækkefolk

Folk-rock i vinduet…

Der findes ikke noget lignende
– I aften var der tre amerikanske pladeselskaber, et par australske, japansk og australsk booking – og David Fricke – til Epo-555’s koncert. Fortæl mig noget andet sted, hvor jeg kan opnå noget lignende. Det kræver slid og masser af forarbejde, og uden det skal man ikke tage af sted. Men jeg tror fortsat at SXSW har sin store værdi – uanset hvad.

Jonathan Morley – engelsk manager for Tina Dickow og The Royal Highness –  ser simpelthen festivalen som et udviklingstrin for de danske grupper:

En test på din formåen
– Jeg synes nogle gange, der er så trygt i Danmark for grupperne. De her ikke den internationale virkelighed inde på kroppen. Men SXSW er virkelig en test på din formåen, og det giver dig chancen for at se, om du indeholder det, der skal til for at kunne gøre sig – eller om du kan lære det, siger Jonathan Morley og fortsætter:

– Her er ikke noget sikkerhedsnet, og der er kun 30-40 minutter til at vise din kunnen. Det ér gamet, man stiller op til, hvis man vil gøre sig i udlandet – og når talen nu falder på SXSW er der også altid et land, der breaker på festivalen. Der har nordisk musik en chance netop nu – fordi den har et godt ry og fordi man lytter til det. Det giver en ekstra eksponering.

Is

Isen fragtes til 6th Street i store sække via
lastvogn.

Så der er ikke andet at gøre. Ikke for musikerne. Og heller ikke for de musiknysgerrige tilskuere. Det er ned i det herlige galehus på 6th Street og omegn igen i sydstats-lummervarmen, hvor isterningerne i lastbiler fragtes til spillestederne i store sække fordi maskinerne i barerne ikke kan følge med, og hvor punkere, metal-folk, skovskjorte-grunge’ere, rock’n’roll-anderumper, latinoer, helt almindelige ”anonymoer” og medie- og branche-folk blender ind og ud mellem hinanden – for at opsnuse det næste store.

Om det så er dansk – må tiden vise…

streetbuskers

Streetbusking a la parte…
metalvindue

Metal i vinduet. . .