_uploads_content_images_3_3074_full

Spleen United på Skand-All tur

Spleen United på Skand-All tur
Erik Barkman Petersen

I starten af september sendes århusianske Spleen United til Tyskland som årets tredje Skand-All band. Over fire tætpakkede dage får den unge støj pop-gruppe mulighed for at prøve kræfter med scener i både Berlin, Hamburg og Köln.

Netop Köln er et nyt bekendtskab i Skand-All sammenhæng. Besøget til Ruhr-staden er blandt andet motiveret af positiv interesse ovenpå Spleen Uniteds optræden på den århusianske Klub Sanz-festival, hvor der var branchefolk fra Köln til stede blandt publikum.

Köln bliver også skueplads for Skand-All turnéens måske største koncert. Her varmer Spleen United nemlig op for engelske Clinic, der har markeret sig stærkt på det seneste – blandt andet som support for Radiohead. I Berlin går turen til klubben Roter Salon, og i Hamburg står den på både branche-fest og koncert på Kurhotel.

To år gamle Spleen United har i øvrigt ingen officielle udgivelser på bagen, men de er i fuld gang med at gøre sig klar til at indspille en album-debut.

Tider og steder

01.09.04 Hoffest vom Neuen Pferdemarkt 23, 18:00, Hamburg
02.09.04 Kurhotel, Hamburg
03.09.04 Roter Salon, Berlin
04.09.04 Underground, Köln (med Clinic)