SPOT Calling tager på talentudvikling i de jyske byer

Niveauet af lokale talenter var bragende højt på Fermaten i Herning, da SPOT Calling on Tour indtog spillestedet i de to første dage af den ugelange sangskriver- og producerworkshop, som er fordelt over tre jyske byer.

Tekst og Foto: Mikkel Wenzel Andreasen

Herning leverede to unge, lovende talenter til sangskriver- og producerworkshoppen SPOT Calling, som gjorde sit første stop på turen, der afvikles over hele ugen.

Og musikken flød fra det øjeblik deltagerne trådte ind på Fermaten i Herning. Allerede efter første dag havde de to lokale talenter, Marie Møller Foged og Lucas Hjøllund, skrevet, sunget og indspillet deres første numre og var på dag 2 i gang med at sætte hver deres andet nummer sammen.

Fra venstre: Claus Holm, Rewan Riko og Hernings talent, Lucas Hjøllund

– Det er fedt, det er pissefedt, men det jeg laver her på campen, er så langt fra, hvordan jeg plejer at lyde. Jeg var ellers mere en akustisk singer/songwriter, så det giver virkelig noget inspiration at prøve den her producerede og elektroniske lydsammensætning, siger Lucas Hjøllund på 18 år, som er et af de to lokale talenter udvalgt til workshoppen.

At give de kommende talenter inspiration og et indspark er en del af motivationen for en af projektets idemagere, Rewan Riko, som er halvdelen af producerduoen Brand New Records, der blandt andet har produceret for Nik og Jay.

– Det, at vi kommer ud og giver nogle unge mennesker et netværk og giver dem muligheden for at prøve at arbejde i en professionel setting med sangskriver-teams, det er utroligt vigtigt for talentskabelsen, siger Rewan Riko inden Lucas Hjøllund bryder ind:

– Jeg er i hvert fald blevet meget mere sikker på, hvad jeg vil med musikken, og hvad mine muligheder kan være.

Musikken som professionelt håndværk skal udbredes

Talentcampen Aarhus Calling blev i år afviklet for tredje år i træk i Aarhus under SPOT festivalen, men det er første gang, at konceptet flyttes ud på vejene og ud til de lokale talenter – nu under navnet SPOT Calling on Tour. Det sker i et samarbejde mellem Aarhus Calling, ROSA, SPOT og spillestederne.

Målet her er at møde de unge musikere på deres hjemmebane og udbrede viden om, hvordan professionel sangskrivning foregår, og hvordan man kan gøre det til en levevej. Det fortæller Line Marie Bach, som er projektmedarbejder på SPOT Calling:

– Vi vil rigtig gerne åbne den verden op for folk, som tror, at Rihanna selv sidder med en guitar og skriver sine egne sange. Vi vil gerne ud med, at sangskrivning professionelt også er en levevej.

Lucas Hjøllund arbejder på dagens tekst – en sang som munder ud i titlen og temaet “Schizophrenia”.

Også selvom det ikke altid er en dans på roser. Rewan Riko fortæller, at selvom de godt selv kan synes et nummer, de har lavet er helt vildt fedt, så skal det det færdige stykke musik også kunne sælges videre.

– I den kreative proces, er det vigtigt ikke at overtænke med kommercielle vinkler, for i sidste ende laver vi produkter, som så skal sendes ud, og så kan vi kun håbe, at andre kan se potentialet i det og samler det op.

Mentorskabet vægter også højt

Workshoppen er bygget op omkring de to lokale talenter, som hver får tildelt en producer, der hjælper med at stykke musikken sammen, og en sangskriver, som støtter i den kreative retning.

Dertil har man hentet den engelske sangskriver Jess Morgan ind, som skifter mellem de to talenter og løbende kommer med input.

Jess Morgan har skrevet musik siden hun var helt lille, og deltog selv på Aarhus Calling-campen tidligere på året. Men selvom hun er der for sangskrivningen, så ser hun også sig selv som en mentor, der ligeså gerne vil rådgive om, hvordan musikverdenen fungerer:

– Det kan være virkelig skræmmende og kræve meget mod at træde ind i et lokale fyldt med professionelle musikere, og sige sin mening. Men det er det man skal. Den musik vi laver, den sker kun, fordi vi er sammen, på netop dén dag vi er sammen, i den stemning som alle er i. Man skal bare forstå, at alle er med på lige fod, siger Jess Morgan.

Lucas Hjøllund konfererer med den engelske sangskriver Jess Morgan.

Og her har workshoppens deltagere, til trods for deres unge alder, imponeret med evnen til at indgå i teams og skabe musik.

– Lucas og Marie er begge med på at være helt åbne og suge til sig af erfaringer. Og selvom vi, mentorerne, er etablerede og har opnået internationale resultater, så putter de sig ikke, men fyrer op for ideerne, siger Rewan Riko.

Træning, øvelse og erfaring er en stor del

Claus Holm, som er den anden del af producerduoen Brand New Records mener, at musik langt hen ad vejen er et håndværk.

– Der er selvfølgelig en kreativ muskel, som er stærkere hos nogen, men under musikskabelsen er det egentlig flere tusind små beslutninger man tager hele tiden, og at lytte efter hvad der fungerer, og der gavner erfaring rigtig meget, siger Claus Holm.

Derfor er Jess Morgans råd til deltagerne på workshoppen også, at der er ingen vej udenom, men at man bare skal kaste sig ud i det, og blive ved med at prøve, for at blive bedre.

– Skriv så meget som du kan, sammen med så mange mennesker som du kan, og vær åben overfor nye indtryk, fordi hver skrivesession kommer til at være anderledes. Nyd processen og lær fra alle. Og så husk på, at der er masser af tid til at finde ud af, hvad man vil og hvem man vil være.

– – –

SPOT Calling on Tour støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik