_uploads_gallery_1_1980_full

”SPOT on #1”: Mere end 500 parisere så på da dansk og norsk musik imponerede

En almindelig dødelig tirsdag aften i Byernes By med masser af tilbud at vælge og vrage mellem for Paris’ musikinteresserede og koncertgængere. Og alligevel dukkede der 5-600 tilskuere og musikbranchefolk op og skabte ægte mylder på det hippe østparisiske spillested La Fléche D’or i aftes, hvor The Broken Beats og I Got You On Tape stod på plakaten sammen med norske Serena-Maneesh og 120 Days under titlen ”SPOT on #1”.
Op mod 600 er et imponerende tal  – også selv om der var fri entré. For som MXDs franske samarbejdspartner David Barat fra Bellevue Management sagde inden løjerne startede:

– Det er blevet en trend her i byen at have gratis adgang, hvis man vil præsentere noget nyt for folk. Til gengæld er der efterhånden så meget gratis at vælge imellem, at der ikke er garanti for, at der dukker ret mange op – eller at publikum bliver: Er musikken ikke god, går man bare….

Sådan gik det ikke tirsdag. Der var ikke bare mange tilskuere fra start i den tidligere stations-bygning for den gamle city-jernbane – de blev også hængende til showcasen arrangeret i fællesskab af MXD og Music Export Norway.

Måske fordi det er franskmændene selv, der har udvalgt grupperne til denne opfølgning på SPOT Festivalen (franske journalister og branchefolk havde såvel Serena-Maneesh, The Broken Beats og I Got You On Tape på deres top 10-liste oven på årets festival). Og fordi Serena-Maneesh allerede er blevet et hipt navn i det franske og f.eks. blev signet til festivalen Les Transmusicales de Rennes og fik agenten Jimmy Kinast fra agenturet 3C som en direkte følge af SPOT Festivalen i Århus.

spot on '1 - paris nov.06

I Got You On Tapes insisterende energi – her
guitarist Jacob Funch – fik tag i publikum.

Danskerne ”varmede op”
Så i går havde de danske navne ”opvarmningsstatus” og spillede begge deres første franske jobs, men det lod de sig ikke tynge af. Og heller ikke publikum.

Sidstnævnte skulle måske lige vænne sig til I Got You On Tape: Overfladisk betragtet virker gruppens udtryk måske monoton, mens sanger Jacob Bellens trisser rundt mellem mikrofon og keyboard. Men som showcasen skred frem, fik de to ”parter” tydeligt vænnet sig til hinanden. Gruppen slappede af, og publikum opdagede ”lagene” – det smukke, det søde, bitterheden, alvoren, humoren, de fine udviklinger, de gode kor, det insisterende tætte samspil, guitar-crescendoerne osv.. Alt det, de gør I Got You On Tape til meget mere end en Berliner-Bowie/Interpol-klon.

Bourges-festival-booker - spot on #1. paris.nov06

Fernando Ladeiró-Marques – tilfreds
Bourges-booker.

– De står helt sikkert for dejlige melodier og en dejlig feeling. Jeg tror den slags musik og udtryk har en god chance over for det franske publikum, sagde Fernando Ladeiro-Marques, booker fra bl.a. Bourges Festivalen umiddelbart efter gruppen var gået af scenen: –  Især syntes jeg de sidste tre numre fungerede rigtigt godt. Det var som om, de sagde til sig selv: ”Nu er vi frie”. Showmæssigt kan man ikke sige, at der skete så meget – men selve musikken…

Den vurdering var Verginie Perrault, booker fra Midem Festivalen, ganske enig i: – Jeg kunne især godt lide sangeren (Jacob Bellens, red.), men også den feeling, der var i gruppen og musikken. Jeg får selvfølgelig mange henvendelser fra bands og acts – også nogen, som jeg hurtigt finder ud af, at jeg ikke er interesseret i.. Men det var ikke tilfældet her – der var talent i deres musik….

booker - midem - spot on #1 - paris. nov. 06

Virginie Perrault – Midem booker glad for
SPOT on #1 og begejstret for Broken Beats.
 

Begejstring for The Broken Beats
Samme Perrault skulle i øvrigt  kun bruge to numre af The Broken Beats’ sæt til at finde ud af, at hun vil have Kim Munk & co. til januars MIDEM Festival i Cannes – så kontaktede hun MXD’s daglige leder Kristian Riis for at tale nærmere.

På scenen gav Munk & co. nemlig endnu en stærk international showcase, hvor franskmændene hurtigt blev overvundet og levede med i Kim Munks’ spilleglade univers inspireret af de sidste 50 års rock og pophistorie.

Allerede i tredje nummer, ”Essentials” var publikum hooked. Også selv om der ”som sædvanlig” var noget, der brækkede ned, og satte gruppens navn i nyt relief: Ved Popkomm i Berlin var det Munks stemme og guitar der faldt ud – denne gang var det en af trommerne, der simpelthen faldt af!

SPOT on '1 - paris. nov.06

Broken Beats i et energisk udbrud. 

Uanset det gik Kim Munks ubehjælpeligt kiksede/charmerende kommentarer og hele gruppen rent ind. Franskmændene smilede og blev mere og mere entusiastiske, og da gruppen gik af efter musical-agtige ”The Break”, var der massivt bifald af en længde, som er meget sjældent hørt ved en showcase.

–    Glimrende melodier. God energi. De har en fantastisk ”stage presence”, spiller så tæt sammen, og så har deres sanger (Kim Munk, red.) en super karisma. Dem vil jeg virkelig gerne have til Midem. Ja, jeg tror virkelig på dem. De vil overraske folk, er jeg sikker på. Og jeg sætter ikke hvad som helst på festivalens program – jeg bliver jo også målt på, om den musik jeg får til Midem holder, og jeg kan ikke leve med, at alle de internationale branchefolk synes, det vi præsenterer er uinteressant, begrundede Virginie Perrault, som i de kommende dage vil gå nærmere i clinch med Broken Beats manager Sarah Sølvsteen for at få en aftale på plads.

spot on #1 - paris - nov.06

Serena-Maneesh -topnavn med
kaotisk optræden.
 

Så var scenen og stemningen ellers sat til nordmændene, hvor Serena-Maneesh’ psykedeliske støjrock, melodiske stunder, sammensmeltning af rent og beskidt – tilsat en kaotisk trippet scene-optræden – gav franskmændene den topnavn-optræden mange af dem var kommer efter. Og selv om der var en vis udsivning inden 120 Days, var der stadig tilpas mange tilbage til at opleve gruppens store langsomt opvoksende musik som altid synes på vej til at eksplodere i et elektronisk stormvejr, men gerne holdes lige under klimaks.

Glade danske ansigter
Der var masser af glade danske ansigter bagefter:  – Jeg har lige tænkt tanken: Var et dansk spillested blevet fyldt ved et besøg fra franske grupper, hvoraf næsten alle er ukendte? Næh, vel? Så det er bemærkelsesværdigt i sig selv, sagde I Got You On Tapes Jacob Bellens og fortsatte: – Jeg synes modtagelsen har været meget positiv, selv om  vi spiller en meget ”rudimentær” musik. Måske er der 100 der kender os nu og 20, der husker os efter i aften. Det er sådan, vi må bygge det op…

– En fed debut i Paris, var Kim Munks konklusion oven på The Broken Beats’ job. –  Vi har haft en meget ”broken” tid i en lang periode, men på det seneste er det virkelig gået op igen, og de 40 minutter i aften var dejlige. Det gør en taknemmelig over at være ude i verden på den måde vi er som musikere, sagde Kim Munk og kunne også fortælle om udlands-job i Østrig 23. november – dagen efter gruppen optræder ved P3 Guld – som Hollands-turné til januar (inklusive Eurosonic Festivalen i Groningen). Og så kan Midem jo komme til….

spot on #1 - paris - nov. 06

120 Days –  opbygning til elektronisk
stormvejr.
 

Ægte fransk interesse
MXD-leder Kristian Riis var meget tilfreds med aftenens forløb: – Jeg synes, det har været en fin udvikling fra sidste års ”SPOT on Denmark”-showcase, og det viser, at vores indsats i Frankrig og opfølgning på det franske branchebesøg ved SPOT Festivalen er rigtig.

– Publikum har været dedikeret, selv om de ikke kendte til musikken – ikke de danske grupper i hvert fald.  Og personligt har jeg fået mange positive reaktioner om alle grupper. Danske som norske. Både fra bookere på Bourges Festivalen og Midem, men også andre branche-folk.

– Så dansk musik har igen vist, at den har kvalitet og kan vække interesse i udlandet. Lige som det store fremmøde – på en tirsdag – viser, at vi franskmændene er interesseret i den musik vi kommer med. De ting lagt sammen viser, at det giver mening  at lave showcases som denne – og at være udfarende på dansk musiks vegne i det hele taget. Vigtigheden af at møde folk face to face, kan ikke undervurderes.

Broken Beats var ”overraskelsen”
MXD’s og Music Export Norways franske samarbejdspartner på aftenen, David Barat fra Bellevue Management får det sidste ord:

– For mig er det gået over forventning. Heldigvis. Der kom 90 procent af de branchefolk, jeg havde inviteret. Og det er meget tilfredsstillende. Men derudover også 10 procent, jeg ikke have forventet – bl.a. journalister fra la Parisienne og det store booking-agency Radical. Og så tror jeg tilskuertallet blev så stort, fordi der var en god samlet rock-profil, og ikke en genremæssig spredt aften – og fordi vi har præsenteret det som en ”klub-aften” med ny trendy musik, man ikke må gå glip af   – og ikke en ”dansk-norsk musikaften”, for det kommer ingen af..

Og så mener jeg personligt at aftenen har været musikalsk spændende – og vellykket. God line-up – gode bands. Serena-Maneesh var det navn folk kendte – i det omfang de kendte nogen af grupperne inden de dukkede op – og publikum fik også en rigtig ”topnavn-koncert” af gruppen. Men det var helt klart The Broken Beats, der overraskede og var den gruppe, der blev ”opdaget”. Dem vil folk huske og tale om, når de tænker tilbage…