Our Broken Garden - på farten

Støj, kor og stille duetter i Kiras store fletværk

Kira Skov i SPOT-samarbejde med Peter Peter, bulgarske korstemmer, Marie Fisker – og Ghost Riders

Kira Skov har været på SPOT flere gange. Først med de nu hedengangne Kindred Spirits, og for to år siden med sangerens nuværende band the Ghost Riders. Men med opsætningen på dette år festival får vi hele pakken af, hvor sangeren med den store stemme har bevæget sig hen gennem de senere år, når hun og bandet suppleres af forvrængede støj-elementer, bulgarsk-melankolske kor-toner og stille, afdæmpede duetter.

SPOT får nemlig lov til at præsentere Kira i samarbejde med punk-legenden Peter Peter, det bulgarsk klingende kor GLAS og så ungdomsveninden Marie Fisker.

– Man kan godt sige, at det her projekt er opstået sådan lidt.. ”det lyder fedt – det kunne jeg godt tænke mig at arbejde med”, forklarer sangeren.

– For nogle år siden så jeg ”Pusher”-filmene. Jeg syntes musikken var fed, og spurgte min kæreste hvem, der havde lavet det. Jeg var nemlig ikke i landet, da de film kom frem, så jeg anede ikke det var Peter Peter. Men så sms’ede jeg til ham, og spurgte om han havde lyst til at samarbejde. Det syntes han var en god idé, og så udviklede det sig over et stykke tid. Jeg sendte musik til ham, som han producerede videre på, sendte tilbage til mig, som jeg lavede nyt til …og nu er vi ved at lave plade sammen. Gennemgående for projektet er, at jeg har rykket på min intuition.

– Det samme med GLAS. En af mine veninder kom hen til mig efter en koncert med GLAS. Hun havde købt en cd med dem, og det faldt jeg bare for med det samme. Jeg kan huske, at jeg som barn var inde i Radiohuset for at høre koncert med et bulgarsk børnekor, og de særlige klange og den måde at synge på har bare siddet dybt i mig siden. Det er langt væk og en helt anden verden – og alligevel er der noget med den tonalitet og melankolske stemning, der taler helt specielt til mig. Så igen var det samme historie: Jeg skrev til dem, at jeg godt kunne tænke mig at lave noget med dem, og den var de med på, smiler Kira.

Så da den københavnske Wundergrund Festival sidste år henvendte sig, fordi de havde hørt om Kiras og Peter Peters samarbejde, fik Kira også inddraget GLAS i projektet – Tine Refsgaard fra koret lavede arrangementer til flere af Kiras numre. Og så fik hun også tilknyttet veninden Marie Fisker til et par stille duetter – de to kender hinanden helt tilbage fra teenage-årene, hvor de buskede sammen på Strøget i København.

SPOT-indslaget bliver en videreudvikling af november-koncerten under Wundergrund. Med Kiras egne ord bliver det smagsprøver på det hun pt. går og arbejder med. Det bliver drama, tyste intense klange, lydkollager flettet ind i hinanden –  sange fra det seneste ”Look Up Ahead” og så det hun går og arbejder sammen med Peter Peter om:
– Det er superspændende og meget inspirerende at arbejde med Peter Peter, og vi er altså i gang med at lave en plade sammen nu. Han er et leksikon i musik, lyde og ikke mindst film historie, og vi har arbejdet os gennem flere forskellige faser. Bl.a. er jeg blevet bombarderet med film, som også har været med til at inspirere mig. På et tidspunkt havde jeg en idé om at lave noget med baggrund i 40’ernes sangtradition, men nu er det blevet noget helt tredje. Det er musikalske steder, hvor jeg ikke har været før. Jeg synes Peter Peter og jeg kan noget særligt sammen. Det er et musikask univers, som jeg er meget opslugt og tiltrukket af lige nu…

– – –
Kira & The Ghost Riders m. Peter Peter og GLAS (feat. Marie Fisker), SPOT Festival 2011