Store orkestre: Har de en fremtid på de danske scener? Og i så fald hvordan?

Manglende musikalsk mangfoldighed og udtryksmuligheder, færre musikalske farver og måske endda frafald af sub-genrer er nogle af de negative kulturelle konsekvenser, der tegner sig i horisonten, hvis ikke de store orkestres forhold forbedres. Men hvordan….? Der var mange meninger, men ingen genveje og lette løsninger da World Music Denmark indkaldte musikmiljøet til møde om problematikken.

”Musik lever mere, når den bliver spillet af rigtige mennesker”, ”Det er altafgørende at man som komponist har mulighed for at fremføre sit værk som det er tænkt”, ”Tror at alle har det sådan, at når vi hører et stort orkester, så bliver det mere nærværende end f.eks. en DJ”, ”Det provokerende svar til grupperne er: lær at sælge billetter, og helst dyre billetter”, ”Hvis man vil ud med sin musik, så spiller man den – uanset om der mangler en tarif”, etc. etc.

Kommentarer og anbefalinger skød i alle retninger, da World Music Denmark – i samarbejde med JazzDanmark, DMF, ROSA, SNYK, Rytmisk Center og Musikparlamentet – mandag 2. september holdt debatmøde i Musikcafeen i Huset-KBH.

Baggrunden var dagens virkelighed for de store orkestre. For hvis det ikke har været tydeligt før, så er det en kendsgerning nu: De store rytmiske besætninger har beviseligt fået det sværere, og har vanskeligt ved at få økonomien til at hænge sammen.

Eksempel: For WMDs vedkommende ophørte en speciel honorarstøtteordning med Kunstrådets Musikudvalg i 2009 omkring støtte til større rytmiske ensembler. Og siden er virkeligheden strammet til – også via den økonomiske krise, som har skåret lukrative lunser som firmafester fra som supplement til de normale koncertjob. Så da WMD i 2011 foretog en undersøgelse af konsekvensen af støtte-ophøret, viste det sig, at der både var en nedgang i antallet af orkestre med over seks musikere, samt at de tilbageblevne både var blevet betalt dårligere og havde fået meget mindre at lave. Og situationen har ikke bedret sig – tværtimod – viser WMDs seneste indspørgen til området, samtidig med at problematikken synes at gælde alle den rytmiske musiks genrer.

The Eclectic Moniker i to udgaver

Derfor den brede opbakning til debatmødet i en pænt fyldt Musikcafé, der startede på den positive klinge, da The Eclectic Moniker begyndte de to timer med at spille nummeret ”Sports” – først i trio-format og bagefter i 8-mandsopstilling.

Til gruppens ros skal det fremhæves, at  fremførelsen ikke var tendentiøs, og at hver version havde sine kvaliteter: trio-udgaven var nøgen, tæt og rock-agtig og gav frontfigur Frederik Vedersø lejlighed at hælde en rigtig god guitarsolo ud af ærmet for at fylde ud, mens den store version med ekstra guitarer, sax, keyboards, percussion, kor m.v. selvfølgelig gav mulighed for anderledes musikalsk svæv med krydrede akkorder og dybere fundament.

Selvom salens modtagelse af begge versioner var meget positiv, lagde Vedersø dog ikke skjul på, at han langt foretrak den store band-udgave: – Jeg synes selv, jeg synger bedre i det større format, og at jeg bliver skudt bedre af sted med stort band, mente han, mens han fik pusten. Og fortsatte argumentationen med at fremhæve, at det i det hele taget at er vigtigt at kunne fremføre sin musik, som man har tænkt den – i stedet for at skulle skære.

Henrik Marstal lagde ud med en musikteoretisk betragtning: ”Der er færre virkemidler at gøre godt med, når man er et lille orkester fremfor et større. Hvis musikken er tænkt til et stort orkester, bliver det næsten en urværksagtig-fornemmelse, når et stort orkester spiller det live. Et mindre orkester er sværere at få til at fungere på de større scener – derfor bruger mange et stort orkester på festivaler og store scener”.

Den musikalske konsekvens
Så var der ellers lukket op for debattens ene spor – den musikalske konsekvens ved at underprioritere de store orkestre: Under ordstyring af Frost Festivals Mikael Pass var Henrik Marstal (Ph.d. i Musikvidenskab, debattør, musiker), Jesper Nordahl (Formand for Dansk Live, næstformand i Københavns Kommunes Musikudvalg, leder af Amager Bio) og Kristoffer Rom (Tambourhinocerus, ArtRebels, tidl. OhNoOno) paneldeltagerne, der skulle sætte diskussionen i gang.

Backtrack kontra store besætninger
Kristoffer Rom var – som de fleste andre – enig med Frederik Vedersø i vigtigheden af at kunne fremføre musikken, som den er tænkt – selv i en musikalsk verden, hvor backtracket har fået en stadig større betydning og har erstattet mange musikere. Både på plus og minus-side.

– De steder hvor det musikalsk og kunstnerisk giver mening kan det være enormt fedt (med backtrack, red,.) Jeg ville virkelig savne til en Mew-koncert, hvis jeg kun hørte én guitar på de store pompøse episke rock-ting – dér vil jeg gerne have de der 30 guitarer, der også afvikles samtidig med. Men det skal selvfølgelig være med musikalsk hensigt at man gør det.

– For mit eget orkesters vedkommende Oh No Ono, lavede vi en plade hvor vi sagtens kunne have brugt 35-40 mand mere, og det havde helt klart gjort det federe for os. Vi stoppede mere eller mindre, fordi det kedede os at fremføre vores sidste plade låst fast til et track. Så det er da klart, at det at være et stort orkester gør, at man kan spille kompleks musik med en kæmpestor frihed, sagde Kristoffer Rom, men understregede også kriteriet i dagens musikbranche med, at et nummer skal kunne fungere på mange forskellige måder – og at man kan spille det to mand på et bookingbureau, så det stadig virker.

Henrik Marstal slog på, at store orkestre virker langt mere som et urværk, der arbejder sammen og referede til et nyligt new yorker-besøg, hvor han havde oplevet et calypso-band med stor besætning, og hvor ovennævnte urværksfornemmelse fortalte ham, ”at der ikke er meget, der kan erstatte det”:

Forskellige forventninger til genrer
Men Marstal påpegede også, at backtrackets indtog først og fremmest var sket på poppens og rockens område, fordi de genrer er de mest forandringsvillige – modsat f.eks. jazzens bigband-musik, hvor backtrack som erstatning for blæserne ville være kunstig og virke utroværdigt. Og derudover har poppens og rockens publikum hurtigt accepteret backtrack i livesituationen:
– Jeg husker en Roskilde Festival for nogle år siden hvor Trentemøller nogen gange stod alene med en lap top foran 40.000 mennesker – man anede ikke om han stod og sms’ede. Men det var helt tydeligt, at folk havde købt præmissen. Og det man også er oppe imod er, at der er et publikum, som er mere forandringsvilligt end vi musikere måske har lyst til at det skal være….
Jesper Nordahl fortsatte i samme spor og mente at publikums forventninger har ændret sig endog meget hurtigt og været hurtig til at tage dj-kulturen til sig, hvor eneste instrument er en lap top, men slog også på at det kommer helt an på musik og genre:

– Der er bands, hvor der SKAL horn med for at få den fede lyd ud, og så er der andre nyere bands, der kan gøre det samme sequenzed, sagde Jesper Nordahl, der dog mente at flertallet af de fremmødte denne aften nok syntes at et stort orkester gør musikken mere nærværende end en dj, ligesom hans holdning generelt er ”at musikken lever mere når den spilles af levende mennesker”. Og så fremhævede Nordahl flere gange den problematik, at vi er sakket bagud i Danmark og at der skal satses meget mere på musikundervisning – allerede i den helt tidlige folkeskole. Danskernes manglende kendskab til musik, instrumenter og musikere er en væsentlig del af problematikken, var hans budskab.

Musikerantallet ikke afgørende for publikum – oplevelsen er!

Undervejs i diskussionen mente indlæg fra salen, at de der betaler, publikum, er ligeglade med om der er 10, 20  eller 30 musikere på scenen. Underforstået: ”Bare publikum får den oplevelse de har betalt for, er de ligeglade med antallet af musikere på scenen”. Og det blev taget op af Henrik Marstal:

”Musikhistorien er rig på eksempler på, at man er blevet nødt til at skrive for mindre besætninger, fordi de store har været for dyre. Eller genrer der er døet ud – og vi kan ikke udelukke, at det sker igen.  Det er gået op og ned før – vi kan håbe det går op igen”. Men samtidig påpegede Marstal, at mange genrer har været tvunget til at genopfinde sig selv – og har gjort det.  Og at der lige nu stilles krav til opfindsomhed og nye præsentationsveje hos de store orkestre – især når klubberne nu ikke vil eller har råd. Så også på den måde ligger presset på musikerne, som må arbejde endnu mere for at gøre sig og deres musik nødvendige, mente Marstal.

Store orkestre har fødekædeagtig funktion

Den debat, og det politiske pres det kan medføre, erklærede Kristoffer Rom sig helt enig i som en nødvendighed:
– Men det første sted (at sætte ind, red.) er da helt klart i forhold til forbrugerne. Store bands har en fødekædeagtig funktion, og hvor det lykkes bands som The Eclectic Moniker eller Efterklang m.fl., at slå bredt igennem med musik med alternativ instrumentering, så bidrager det også til, at lille Peter synes, det er lige så fedt at spille trompet som elguitar, sagde han.

Så mens The Eclectic Moniker satte stikket i til et lille break i debatten, kunne frontfigur Frederik Vedersø som et apropos til ”at være slået bredt igennem” fortælle, at selvom gruppen har hørt til de allermest spillede bands i radioen og bare i løbet af det sidste år har spillet ca. 80 koncerter rundt omkring i Danmark og udlandet, og har gjort en masse for at komme videre, så er de stadig ikke bare i nærheden af at kunne leve af musikken. Derfor har alle i bandet fuldtidsjobs ved siden af, hvilket igen fjerner fokus fra musikken.

Hvad er der råd til – og andre løsninger
Da The Eclectic Moniker havde forladt scenen igen, skiftede fokus fra det kunstneriske til emnet ’hvad er der råd til – og andre løsninger’.

Mikael Pass indledte den del af debatten med en flok spillesteds-citater fra WMDs undersøgelse omkring de store orkestre efter bortfaldet af den ekstra honorar-støtte:
Det er klart, at man … kan diskutere, om musikken er så væsentlig, rent kunstnerisk, at vi skal påtage os en økonomisk risiko” (Voxhall/Atlas).
”Verdensmusik giver altid underskud”
(Stars).
”Realistisk set har vi ikke råd til store orkestre” (Sønderborghus).
”Det er meget enkelt. Før kunne de store orkestre medbringe supplerende tariffer. Det kan de ikke længere. Og vi har ikke 10-11-12 tariffer til rådighed til én koncert. Konsekvensen er, at vi ikke længere kan hyre store orkestre” (Krudttønden).

Trods de udsagn ville Jesper Nordahl nu ikke entydigt acceptere, at tarif-problematikken var den eneste grund til faldet af større bands på spillestederne:

Useriøst af afvise alene ud fra stort antal musikere
– Jeg ville blive vred, hvis en af mine bookere kom og sagde, at de ikke vil booke det der fede orkester, fordi der er mere end seks mand i det. Det synes jeg simpelthen ikke er seriøst. Men man er også nødt til at se problematikken på en anden måde. Hvor populære er de her orkestre – hvor mange billetter kan de reelt sælge. På den måde skal der også være et forhold mellem hvis man er 12 mand på scenen og hvor mange billetter man kan sælge, mente Nordahl.

Bud i alle retninger
Men med afsæt i tarif-problematikken, var der også åbnet op for holdninger og bud i alle retninger.

Er en lavere tarif for upcoming bands en idé for at få pengene til at række længere?” Nej, lød svaret straks fra DMFs Morten Højring, ”for så er vi alle på upcoming-tarif om kort tid. Virkeligheden er at det kun er bal-musikerne og de store rockstjerner, der kan leve af musikken”.

Spil dog hvis man får en tarif eller to – musikken skal jo også drives af lyst. Og ellers kommer man jo slet ikke ud”. Dén udtalelse gav delte meninger – og modstand fra de som mener, at vi så er tilbage ved udgangspunktet med at musikeren må være tilfreds med at sidde hjemme i sin hybel på loftet.

Hvorfor skal Nephew have 1.1 mio. kr. for deres sommershows” – underforstået at mindre hyre ville give flere penge til anden musik – som igen blev modsagt af holdningen om, at musikerne har lov at tjene penge, når de endelig kan.

Det provokerende svar til grupperne er: lær at sælge billetter –  og helst dyre billetter” lød det fra en af de tilstedeværende bookere om den fastlåste situation mellem spillestederne og de store grupper.

Hvorfor skal Danmark have syv symfoniorkestre, når Australien har tre?” – den problematik er røget ud af flasken nu og er blevet tilladt at nævne efter mange års tvungen tavshed, mente Jesper Nordahl – som et emne til omfordeling af musikmidlerne.

Og måske kan man også se på en ensemblestøtte møntet mod de større orkestre”, mente Jesper Nordahl, hvis forslag blev fulgt op af Henrik Marstal, som ikke var imod, men mente at det ville kræve enighed i musikmiljøet og organisationerne imellem, ”fordi der ikke kommer flere midler til musikken og, der derfor bare vil blive skåret et andet sted”.

Den største knast på mødet var og blev dog tarif-diskussionen:

Tariffer er ikke virkeligheden
– Virkeligheden derude er, at hvis man er 9-11 musikere, kan man ikke få job . Honorar-spillestederne siger ”I kan få syv og ikke 11 tariffer”, hvis I vil have jobbet – og orkestrene får derved et problem, når der efterfølgende skal søges om transport-støtte, som udløses af hvor mange musikere der er. De regionale spillesteder er ikke tvunget til at betale tarif, så også her får orkestrene et problem i forhold til transportstøtten. Tariffer er altså ikke virkeligheden, lød det fra salen.

Jesper Nordahl ville som formand for Dansk Live ikke acceptere udsagnene, og kaldte på beviser. Men de mange reaktioner og udsagn fra salen om det modsatte, tydede mere på hverdags-problematik end enkeltstående hændelser. Og ikke kun for store orkestre, men også helt små band-konstellationer. Hvilket fik flere til at opfordre til et reality-tjek af området – også Henrik Marstal, som ud over nytænkning hos bandsene, når det gælder afsætning af deres musik, også luftede en tanke om fleksible tariffer alt efter hvor i karrieren det pågældende orkester står.

Han fik ikke entydig ros for den tanke. Men generelt var der forståelse på mødet for, at nye/ukendte/uetablerede store orkestre ikke kan få job til eksempelvis 11 tariffer på et spillested. Og i den problematik leverede Jens Rømer fra Klaverfabrikken et eksempel, der fik almen anerkendelse – nemlig bookingen af guitaristen John Sund sammen med vokalensemblet Glas:

Andre veje til at få økonomien til at bære
– Med 14 mand ville det give 26-28.000 kr. i tariffer. Og sådan noget kan man ikke skabe overskud på – tværtimod er det en garanti for underskud, sagde Rømer. I stedet, fortalte Rømer, havde Klaverfabrikken aktiveret andre parter i lokalområdet til at gå ind i projektet – og han opfordrede andre til at gøre noget lignende: Lav børnekoncerter på musikskoler og folkeskoler – og lav workshops – for at få projekter som dette og musikken til at leve i det hele taget.

Marstal rundede af med at sige at: ”Kulturel mangfoldighed er ikke noget der giver sig selv. Bag ved ligger det, hvor mange penge Staten vælger at bruge på musik og hvor mange penge har arrangørerne mulighed for at betale. I sidste ende er det altså et spørgsmål om kroner og ører.

Det var en positiv tone på mødet, der gav delkonklusioner, anerkendelse af problematik, forslag om reality-tjek og afsøgning af nye veje til de store orkestres kamp for overlevelse. Forhåbningerne om mere, havde også været jubel-optimistisk – men nu er agendaen i det mindste sat på dagsordenen igen.