uploads_gallery_5_5255_full

Strøm: God stemning og mange mennesker

– Det er gået fantastisk, jeg har været glad hele ugen, siger Rikke Frisk med et stort smil, da hun bliver spurgt om, hvordan hun synes den tredje Strøm Festival er forløbet.´

Grunden til den glæde kan opsummeres i, at der har været mange mennesker hele uge, og at der har været en rigtig god stemning under hele festivalen.

– Det gør mig glad, at der er så stor en spredning i publikummet. Man kan ikke sige, at der er ét bestemt publikum, der tager til Strøm, det er alle slags mennesker, der har været her – lige fra dem, man normalt vil sige var publikummet og så til børnefamilierne. Og det virker ikke til, at der er nogen, der føler, at de ikke hører til her.

Da hun bliver spurgt om, hvad der har været den mest positive oplevelse, svarer hun uden tøven, at det var koncerten i Metroen og hentyder til Trans Metro Express, som blev afholdt i Metroen efter den officielle åbning af Strøm. (læs reportagen hér)

– Det er dét, Strøm går ud på, siger hun om den tætpakkede tur i Metroen.

Andre ting, der har været med til at gøre Rikke Frisks humør godt har været, at alle medvirkende, har arbejdet godt, og at kunstnerne har været glade for at spille på festivalen.

Desuden har festivalen både haft besøg af både P3 og TV-Avisen. Dét mener Rikke Frisk er et udtryk for, at Strøm ikke bare er en nørdet festival, men at den appellerer til et bredere publikum.