uploads_gallery_5_5227_full

Strøm har åbnet for spændingen

 

En forladt cykelkælder under Ørestad metrostation har i løbet af sommeren forvandlet sig til kulturkælder med muligheder for alle der ønsker anderledes oplevelser – eller kan tilbyde ditto. Stedet er døbt ’Under Vand’ og danner denne tirsdag aften midt i august, rammen for åbningen af Strøm. Med tunge beats, intim neonbelysning og grå beton udgør ’Under Vand’ en minimalistisk industriel ramme for festivalens start, der emmer af forventningsfuld stemning til den kommende uges arrangementer.

Og Strøm er en anderledes oplevelse. En musikfestival med højt ambitionsniveau, der fremfor alt drejer sig om at servere elektronisk musik i en ukompliceret og lettilgængelig form for den københavnske befolkning. – Musikken skal ud af klubberne og ind i byrummet,  som kurator og arrangør Pernille Krogh Mogensen formulerer det.

– Med Strøm bliver københavnerne nødt til at forholde sig til elektronisk musik, fordi festivalen foregår i byens rum, og ikke kun i et klubmiljø for de indviede, supplerer Pia Allerslev, der er kulturborgmester i København, og inviteret til at holde festivalens åbningstale. Jesper Nordahl, der har været med fra starten og er leder af Amager Bio følger op, og forklarer at det netop har været intentionen ”at gøre Strøm mindre fragmenteret, så alle får mulighed for at få en god oplevelse, hvor de opdager og tager stilling til musik, de måske ikke kendte i forvejen”.

Københavns kulturborgmester
Pia Allerslev holder åbningstale
på Strøm.

Men Strøm samler også den trofaste skare af electro-nørder, der altid er på, når musikken bliver elektrisk. Og uden dem, ville festen heller ikke være den samme:

Bred appel og nysgerrig
– Det særlige ved Strøm er, at den søger at appellere bredt og vække nysgerrighed. Derfor har vi også sammensat et bredt program, med alt fra dyb, mørk techno til boblende let electronica. Mange af koncerterne er gratis og der er noget for enhver smag. På den måde ønsker vi,  at vise nuancerne i den elektroniske musik og samtidig blive Nordeuropas største udstillingsvindue i den henseende.” uddyber Pernille Krogh Mogensen.
Med et koncertprogram, der bl.a, foregår i Metroen, i Trinitatis Kirke, på Statens Museum for Kunst og Enghaveparken, understreges diversiteten i scenevalget. Naturligvis udgør klubscenerne også en stor del af programmet, der kan ses i fuld udgave på www.stromcph.dk. Kridt danseskoene og sæt stikket i – Strøm kan mere end du tror.

– – –
ROSA, Amager Bio, Wonderful Copenhagen, Vega, Københavns kommune og DR udgør Strøms bestyrelse med Gunnar K. Madsen som ansvarlig formand, der til daglig er sekretariatsleder på ROSA. Derved er ROSA med til at sikre præsentationen af ny dansk elektronisk baseret musik og samtidig bidrage til, at København kan byde på en festival med rødder i den danske musikscene, hvor det netop er musikken der er i fokus – ikke kun festen.

 

Fest på ‘Under Vand’.

Strøm åbner på ‘Under Vand’