uploads_gallery_6_6396_Strøm1

Strøm – ny festival for elektronisk musik

Danmark har fået en helt ny festival: Strøm. Åbningen sker tirsdag aften, hvor det lille eksperimenterende Vesterbro-kultursted Lab i København lægger ramme til et musikalsk møde mellem Bjørn Svin og den 82-årige Else Marie Pade (den første danske komponist, der udelukkende arbejdede med elektronisk musik) – og så lukkes der ned lørdag-søndag bl.a. med stor Public Service- fest i DR Byen, strandfest med canadiske Deadbeat på Amager Strand m.m.

Strøm er en videreudvikling fra sidste års Copenhagen Music Week, hvor Københavns Kommune, DR, Vega, Amager Bio, Wonderful Copenhagen  og ROSA – Dansk Rock Samråd som styregruppe er gået sammen om at udvikle en ny stærk ramme for den elektroniske musik. Rikke Frisk er udpeget som projektleder, og de musikalske samarbejdspartnere er folk fra Culture Box,  Nadsat, ArtRebels, Kill Your Telly, Wundergrund, Stella Polaris m. m. fl.

Berlinske Ellen Allien, belgiske Vive La Fete, førnævnte canadiske Deadbeat,  den franske superproducer Etienne de Crécy, London-produceren Sinden kombineret med danske navne som Bjørn Svin, Krede, Mike Shannon og mange mange flere udgør de seks dages elektroniske løjer. Se dagsprogrammet og yderligere info på www.stromcph.com