uploads_gallery_1_6401_strøm6

STRØM sætter stikket i – igen!

 
I august omdannes København atter til en elektronisk smeltedigel, når STRØM 11.-16. august skruer op for generatorerne: Tunge, dybe basgange og sydende electrosynths vil få parkerne og dansegulvene til at koge, når et stærkt og bredt lineup fyrer den af i Enghaveparken og på de københavnske venues.

Flying Lotus – internationalt topnavn
på Strøm.

STRØM er en elektronisk festival, men ikke i traditionel forstand. Festivalen danner nemlig ramme for mødet med ny elektronisk musik mellem såvel promotere og publikum som det offentlige rum og de bedste spillesteder i København.

I år præsenterer STRØM en lang række internationale og danske kunstnere, der tegner et nuanceret billede af hvad der pt. rører sig på den elektroniske scene. Navne som Flying Lotus (US), Troels Abrahamsen (DK), The Field (SE), Mary Anne Hobbs (UK), Kim Hiorthøy (NO), Gudrun Gut & AGF (DE), Rumpistol (DK), Moon Unit (UK) og When Saints Go Machine (DK) er alle at finde på plakaten.

Netop Flying Lotus – aka amerikanske Steven Ellison – er et af hovednavnene på STRØM. Han er pt. et af de mest efterspurgte navne på den elektroniske musikscene – blandt andet på grund af hans seneste udgivelse ‘Los Angeles’ fra 2008, som er en hyldest og kærlighedserklæring til hans hjemby.

Musikalsk er Flying Lotus vokset op med jazz og brasiliansk musik, stærkt inspireret af sin tante, musikeren Alice Coltrane (ja, dén Coltrane). De seneste år er Flying Lotus slået igennem internationalt, med hjælp fra det engelske pladeselskab Warp, der blandt andet udgiver Aphex Twin, Autechre og Boards Of Canada. Det er noget særligt for STRØM at kunne præsentere Flying Lotus for første gang i Danmark. Han er et stort talent, hvis mix af organisk hiphop, jazzede samples, dyb subbass og smukke elektroniske klangflader influerer på en hel generation af nye musikere.

Troels Abrahamsen – aka
Supertroels, Mockin’bird og
I Know That You Know.

Af de danske hovednavne, er det svært at komme udenom dette kære barn; Han har mange navne – ét af dem er Troels Abrahamsen. De seneste år har Troels, der nok kendes bedst som Supertroels eller frontmanden i Veto, haft fingrene med i masser af produktioner. Både solo under navne som Mockin’bird og I Know That You Know og senest som sig selv, hvor han i maj måned udsendte debutalbummet WHT.

Derudover har han efterhånden opbygget et imponerende CV, hvor han har samarbejdet med navne som Marvel Hill, The Floor Is Made Of Lava, Dúné, Turboweekend, As In Rebekka-Maria og Suspekt.
Troels Abrahamsens seneste udspil er 100% elektronisk, men med mere dybde, tyngde og melankoli end hans tidligere udgivelser. Der er stærke referencer til både minimaltechno og melodisk electronica, og resultatet er et fantastisk flot underspillet album der kun bliver bedre og bedre. Til STRØM stiller Troels Abrahamsen med live trommer og bas – forvent en smuk og massiv koncertoplevelse.

ROSA spiller med
ROSA er igen i år en stolt medspiller på STRØM, hvor vi blandt andet bidrager med sekretariatshjælp, pressearbejde, forberedelse og afvikling. Derudover er ROSAs daglige leder Gunnar K. Madsen bestyrelsesformand hos STRØM.

Husk at koncerterne i Enghaveparken er gratis. Få mere info om STRØM 2009 på www.stromcph.dk, hvor du også kan læse mere om de mange artister, arrangementer, spilletidspunkter og venues.

Kontaktpersoner:
Medlem af kuratorgruppen, Pernille Krog Mogensen: pernille@stromcph.dk, 24465580.
Projektleder Rikke Frisk: rikke@stromcph.dk, 26755620
Bestyrelsesformand Gunnar K. Madsen (ROSA): gunnar@rosa.org, 86128444