Strøm blander musik og arkitektur – og indbyder til børnebaderave

Programmet til den musikalske del af den elektroniske festival er offentliggjort.

STRØM er blevet landsdækkende og helårlig (læs mere HER). Men derfor formår den elektroniske organisation stadig at sammensætte et decideret festival-program, der rækker ud efter de anderledes oplevelser og fantasien – ud over at trække internationale navne til landet.

Det er essensen af det musik-program STRØM netop har offentliggjort, og som foregår i København og på Frederiksberg fra 2 .- 5. august.

Musik og arkitektur
Tag bare eventet 4. august på KPH, hvor Kenton Slash Demon teamer op arkitekterne Lenschow & Pihlmann til en garanteret anderledes koncertoplevelse, der bygger bro i mellem musik og arkitektur. Duoen omkranses af en stål-konstruktion, der er koblet til maskiner på scenen således, at den bliver en aktiv del af duoens performance, og skaber en aktiv audiovisuel oplevelse for publikum. Samtidig vil duoen præsentere splinternyt materiale.

Elektronisk musik er også for børn, siger Strøm – og viser det år efter år.

Børnebaderave
Dagen efter er der bl.a. ”Børnebaderave” i Baunehøjbadet. Strøm mener nemlig at elektronisk musik er for alle – også børn. Og har derfor semmensat et program af musikalske entertainere, der formidler elektroniske toner i børnehøjde. Dels ”Min Kat Den Danser Global Bass” hvor DJ Copyflex fortolker den danske børnesangskat i ny sprød Global Bass-udgave. Der loves 100% danse- og hoppegaranti. Dels ”Vibes Alt for Vilde Børnedisko”, hvor YouTube-kändissen og pædagogen Thomas Vibe tager sit alt for vilde børnedisko med til Bavnehøjbadet. Han har efter sigende en ordentlig stak fløjter i baglommen, så hvis du skal være ligeglad, så vær fløjtende ligeglad. Og så dukker Tykmesteren // Master Fatman også op.

International ambient-koncert i kirken. (Foto: Kim Matthai Leland).

Internationalt i kirken
Et tredje eksempel er ambient-koncerterne i Vor Frelsers Kirke på Strøms åbningsdag, Her er italienske Gigi Masin på programmet med den slags musik, som bl.a. Björk og Nujabes har samplet fra via debut-albummet ”Wind” fra 1984. En elektronisk veteran altså, som ifølge Strøm stadig ”tager lytteren på en tidsløs og overjordisk rejse mod det uendelige og videre”. Og så er den australske duo Wilson Tanner aftenens andet programpunkt, hvis samarbejde er en ”sonisk musik, der fortolker solen, havluften og den blå himmel” med forkærlighed for field recordings og simple melodier med elementer af housemusik og new age-atmosfærer.

Men det er kun udpluk af programmet – se det hele HER.

– – –

Strøms Knowledge-program under festivalen (undervisning og vidensdeling) offentliggøres fredag.

– – –

Foto top: Kenton Slash Demon (Foto: Flemming Bo Jensen).