modeular love1

Strøm School: Knowledge Arena gik over al forventning

Strøm Schools Knowledge Arena i København er slut for i år. Vi har talt med chefen for den musikelektroniske skole, Lars Juhl, om, hvordan skoledagene er forløbet, og hvad der videre står på programmet for Strøm School gennem de kommende måneder

Tekst Olivia Aguilera Malinovsky. Foto: Jonathan Damslund.

Det er nu ved at være nogle dage siden, at Strøm Schools Knowledge Arena i Raahuset i København sluttede for i år, men der er ikke slukket helt for strømmen til den elektroniske musikskole for i år. Vi har talt med chefen for Strøm festivalens særlige Strøm School, Lars Juhl, om, hvordan undervisningen gik i forrige uge i forbindelse med Strøm festivalen, og hvad der fremadrettet står på skemaet for den elektroniske musikskole.

Møder på tværs af lande og ekspertise
– Det er gået over al forventning, svarer Lars Juhl. – Der er netop kommet den synergieffekt, som vi havde håbet på. Det er lykkedes os, at få folk til at mødes og tale sammen om den elektroniske musik og dens mange muligheder på tværs af lande og ekspertise.

Spurgt ind til hvad der specielt fungerede godt, peger Lars på to events:
Det ene var fem-dages undervisningsforløbet CREATE med Tony Nwachukwu fra CDR ((Create, Define, Release platform for ny musik, idégenerering og læring inden for musikproduktion med hovedsæde i London, red.) – især afslutningen om fredage.

– Fredag skulle eleverne fra CREATE spille det, som de havde arbejdet på hele ugen, til en koncert. Mange af eleverne prøvede at krybe udenom, men vi holdt fast i, at de skulle spille deres produkt for et publikum. Hvorfor? Fordi de skulle lære, at måden hvorpå man gør et track interessant, er ved live performance. Så de fremførte deres tracks med et publikum bestående af cirka 70 mennesker.

teaching with technology

Talk med Henrik Sveidahl, Nick Donovan, Tony Nwachukwu og Lars Juhl til Teaching with Technology

Visionære udtalelser
Et andet vellykket event, ifølge Lars, var onsdagens paneldebat
Teaching with Technology, som han ikke bare havde glædet sig mest til, men som også viste sig at blive en enormt inspirerende debat om musik teknologi.

At høre Henriks (Henrik Sveidahl rektor ved Rytmisk Musikkonservatorium, red.) meget visionære udtalelser over for Nicks (Nick Donovan rektor ved The British and Irish Modern Music Institute, red.) håndværksmæssige fremgang var simpelthen så inspirerende, spændende og forskellige at høre på. Efter debatten så jeg dem da også udveksle visitkort.

Og netop etableringen af disse personlige kontakter, er vigtig for Lars, for det er ikke nogle, som kan fremprovokeres: – Kontakterne kommer naturligt, når viben er der, og at arbejde på tværs giver noget ekstra.

Strøm skolen fortsætter resten af året
Når Lars skal pege på de største publikumssuccesser fra den forgangne uge, svarer han, at der på læringsfronten ikke var tvivl: CREATE. Og af events tjekkede han op på publikumstallene:

– For at være lidt mere præcis omkring de to publikumssuccesser, må man sige, at det til dels var Danny Krivits artist talk (Creating Cultural and Social Movements tirsdag aften, red.) med 80 gæster og udtalelser fra alle, der sagde, at det var meget spændende. Derudover var der eventet Music In Public Space (torsdag aften, red.) med et fremmøde på 60 gæster, som samlede chefer fra fire urbane musikfænomener; Distortion, Strøm og Søndagsvenner fra København samt SunFall i London til debat.

Modular love

Der afprøves diverse synthesizere til Modular Love til Strøm Schools Knowledge Arena

I alt, fortæller Lars, kom der over 700 gæster og besøgte Strøm Schools Knowledge Arena.

– Vi skal selv blive bedre og dygtigere, og det bliver man ved at lære – og jeg selv lærte også noget i løbet af ugen. Vi ved, at vi gør det her (Knowledge Arena, red.) igen, for det er jo skægt! Og vi gentager jo det hele igen allerede på torsdag i denne uge: Knowledge Arena flytter til Kroatien til både Dimensions Festival og Outlook Festival. Set-up’et er dog mere løst der, hvor både artist talks og sessions med afprøvning af musikinstrumenter er placeret i ét stort telt. (Knowledge Arena laves, ud over de kroatiske partnere, i samarbejde med SunFall festivalen i England, red.)

Ingen laurbær-hvilen
For ja, man kan ikke sige, Strøm School hviler på laurbærrene: – Vi har aktiviteter i løbet af hele året, siger Lars og fortsætter:

– Vi har mange bolde i luften og en konstant udveksling. Vi har for eksempel et samarbejde med Bandakademiet om Music Maker, som er et talentforløb for unge i efterårsferien. Og Strøm School er jo mere end Knowledge Arena: Hovednerven er Den Elektroniske Skolekoncert, som finder sted på fire skoler i efteråret. Samtidig har vi den månedlige gear-deling samt talks og workshops. I 2015 havde vi 47 events fordelt ud over hele året, og vi fortsætter jo med at gøre det her, for vi har en tro på, at det vi gør, er det rette.

Knowledge Arena kan opleves til Dimensions Festival og Outlook Festival i Kroatien fra næste uge. Hold dig orienteret om de to festivaler her: Dimensions og Outlook

Læs mere om Strøm Schools andre arrangementer i løbet af året her og her

Læs mere om samarbejdet med Bandakademiet om Music Maker her

ROSA er med i baggrundsgruppen for Strøm School, og beklæder desuden formandsposten for Strøm Festival.