_uploads_content_images_3_3779_full

SXSW-evaluering 1: Netværk og rygternes betydning

SXSW-evaluering 1: Netværk og rygternes betydning
Martin Buck

For et band er SXSW et tilbud, man ikke kan afslå. Men det er også en af årets store udgifter. Der er dog muligheder for at holde omkostningerne nede, og en af dem er benytte sig af den texanske gæstfrihed. Hvis man bringer emnet på bane, fastslår texanerne selv så ofte som muligt, at deres gæstfrihed ikke omfatter terrorister. Den omfatter til gengæld enhver form for splejsning mellem barbecue og rock’n’roll; og dermed de nordiske musikere: Danske Powersolo er indlogeret gratis hos et privat par i forstæderne, og lørdag aften er en lille nordisk delegation på vej til privat fest hos et ældre, temmeligt velhavende ægtepar, som har tilbudt gratis logi til et af festivalens norske bands, Surferosa. Det er denne gæstfrihed, vi skal ud og udforske og som skal danne rammen for en tidlig evaluering på vores sidste aften i Texas.

– – – –
Vores skribent Martin Buck rapporterer fra verdens største branche-festival South By SouthWest i Austin, Texas. Dette er den syvende artikel (læs de øvrige via menuen t.h.).
Martin Buck er til daglig redaktør for Mymusic.dk

– – – –
Evaluering over ribs på The Rock Playboy Mansion
Vi kører ud, hvor de store motorvejsloops tynder ud i natten og vejbelysningen forsvinder. Ruller ind i bakkerne uden for byerne, hvor store uforstyrrede palæer ligger omgivet af bilpark, pool og tennisbane. Ruller op på gruset i på en lang indkørsel, hvor over 50 biler holder parkeret. På en afsidesliggende luksusvilla, som værtsparret selv kalder The Playboy Rock Mansion. Langs tennisbanen er der opsat havefakler, der sparsomt belyser de overdådige barbecues, hvor ribs, kylling, gris og pølser ånder tungt ved siden af mos, grønne bønner, baked beans og adskillige sovser. Undervejs har vi fået følgeskab af danske Finn Jansen, der rejser med det norske band, Big Bang. Finn har været lydtekniker for Tim Christensen helt tilbage til Dizzy-dagene og fungerer desuden som manager for forskellige nordiske bands. Han går i detaljen med én af fordelene ved det skandinaviske samarbejde:

Lydtekniker Finn Jansen roser detaljerne
i den skandinaviske indsats
– og går til bords.

– Jeg var inde og vende på The Drink begge aftener, og kvaliteten var meget høj. Lyden var meget klar. Normalt kommer bands jo og spiller på de forskellige barers bag-gear. Og barernes bag-gear er noget gammelt skidt, faktisk en del dårligere end det gear, som man normalt finder i et ganske almindeligt, dansk øvelokale. Men i år har MXD lejet bag-gearet hos professionelle og har eksterne lydteknikere med til at overvåge alle lydprøver. Og her drejer det sig jo om præsentation af lyd, så de skandinaviske bands bliver præsenteret godt. Det er ikke noget, man tænker over, men en flot lyd er jo en kolossal fordel. Det er godt tænkt og gennemført… nikker Finn og disponerer sin grill-tallerken.

Vi spiser i den lune aften, hvor duggen er begyndt at falde i skæret af tennisprojektører. På tennisbanen er der sat en scene op, hvor et coverband spiller ”The man in the box” fra Alice in Chains’ debutalbum. I baggrunden brænder et stort bål, hvor børnene leger med hundene. I pausen bliver der spillet gamle udgivelser med The Cure. Ikke just det man forventer sig af texanske velhavere. Senere går Surferosa på med et set, der modigt er ligeså voldsomt og respektløst som deres gig på The Drink. Værtinden danser og sender håndkys op på scenen. Værten kredser om scenen med et videokamera og et stort smil. Børnene råber ROCK’N’ROLL i pauserne mellem numrene.

I spa’et: Til venstre Surferosa’s bassist Ziggy
– til højre sangeren Mariann. I midten?
Deres udsendte…

Erykah Badus rygte-eksperiment
Senere har vi droppet Erykah Badus midnats-koncert på Austins Music Hall til fordel for spabadet, den høje texanske måne og et par refleksioner. Vi er kommet for langt udenbys, vi er for trætte og flere og flere plumper i karret, efterhånden som aftenen køler ned. Som et plaster på såret overværede jeg tidligere på dagen Clear Channels interview med selvsamme Badu i anledning af hendes 10-års jubilæum på SXSW, hvor hun blev opdaget i 1995. Badu har siden solgt mangedobbelt platin i staterne, hun vandt sin første grammy for årets bedste r&b- album, det skæve “Baduizm” i 1998 og har flere gange indtaget hitlisten, Billboards 1. plads over bedst solgte albums.

Hun spillede den incestramte Rose i Lasse Hallströms Oscarvindende filmatisering af Irvings “Æblemostreglementet” og med sin bevægelige, sydstats-spirituelle indfaldsvinkel til kunsten, er hun blandt de kunstnere, som kritikerne skæver til i håb om fornyelse i den super-kommercielle r&b-genre i USA. Hun er på SXSW for at lancere Jay Electronica, som hun har signet på sit pladeselskab. Hun fortæller:

– Nu har jeg signet Jay og andre folk, hvis talent simpelthen er for åbenlyst. Men det var faktisk ikke derfor, jeg startede selskabet (Control Freaq Records. red). Dengang ville jeg simpelthen se, om der var nogen puls i de årer, som får informationen til at rejse i undergrunden. Det var et forsøg – og med r&b-branchens generelle tilstand i tankerne, var jeg ikke håbefuld, da vi startede.

Rygternes betydning
Badu holder en lille pause, som om hun lige skal beherske sig og fortsætter:

– Vi startede rygterne om vores nye undergrunds-label på gaden i Houston og i en enkel pladebutik og ville se, hvor lang tid, der gik inden rygterne nåede tilbage til os. Efter to dage havde kunstnerne opsporet os og efter fire dage blev jeg kontaktet af min manager og et pladeselskab i New York. Jeg indså, at budskaber spredes hurtigt… word of mouth travels fast.. siger Badu.

Og dét udtryk er jeg rendt ind i mange steder på SXSW. Managere, pr-bureauer, musikere, barmænd og munden selv: den menige koncertgænger. Man kunne frygte, at managers og pr-folk vender tilbage til termen word of mouth, når de ikke helt kan stå til ansvar for den rolle de varetager og den arbejdsindsats de gør. Kvalitet kan ikke holdes nede, er grundstenen i den tanke, som Teiturs manager, Christian Ulf-Hansen udtrykte det.

Om noget af det er en anbefaling eller en decideret markedsføring, kan være svært at afgøre og må bygge på den enkelte rygtesmeds eget ry. Men hvis man et øjeblik ser på, hvordan man selv reagerer, når man bliver anbefalet noget musik fra en person, hvis smag man stoler på, er det sandt. Problemet er bare, at masse- og velproduceret lort dårligere kan holdes nede, når det bliver markedsført grundigt. På det område venter revolutionen stadig. SXSWs og lignende festivalers evne til at indtage hele byer i en slags rock’n’roll-osmose er et skridt i kvalitetens retning.