_uploads_gallery_2_2618_thumb

Syv danske bands håber på afkast af hollandsk festival

Alphabeat, Volbeat, Veto, Gypsies, The Kissaway Trail, WhoMadeWho og As In RebekkaMaria er med ved den internationale Eurosonic Festival, der foregår torsdag og fredag i hollandske Groningen.

Eurosonic har ry for at præsentere toppen af de europæiske bands, der er på vej op, og festivalen har tidligere været affyringsrampe for danske orkestre som Under Byen (2004) og Oh No Ono (2007) som begge fik masser af branchekontakter ud af deres Eurosonic-koncerter – og mange givtige/vigtige festivaljobs, fordi Eurosonic også er mødested for festivalsammenslutningen ETEP (European Talent Exchange Programme).

To af de danske bands – Alphabeat og WhoMadeWho – får desuden mulighed for en æterbåren eksponering i en række europæiske lande, fordi de efter indstilling fra DR og ROSA/MXD er udvalgt til den pulje af grupper som EBU (Den europæiske radiosammenslutning) optager og tilbyder til festivalens deltagende radiostationer til enten direkte transmission eller senere udsendelse.

Danmarks Radios Carsten Holm rapporterer fra festivalen på P3 nu på søndag i tidsrummet 18.00 til 24.00 – og vil i den kommende uge omtale Eurosonic på dr.dk/musik-sitet, lige som MXDs og ROSAs sites vil berette om de danske gruppers deltagelse.

Det ”danske program” ved Eurosonic:

Torsdag 10. januar
20.00 As In RebekkaMaria (Huis de Beurs)
20.00 The Kissaway Trail (Huize Maas)
21:30 Alphabeat (Grand Theatre – main stage)

Fredag 11. januar
22.15 Veto (News Café)
23.00 Volbeat (Minerva)
23.45 WhoMadeWho (Vera)
00.30 Gypsies (Grand Theatre – main stage)