Teitur: – Det nye er at det færøske nu opfattes som en værdi

Teitur om sin sangskrivning – og om den opblomstrende internationale interesse for færøsk kultur

Af Henrik Friis

Tag Nordic Noir tv-serierne. Tag det nordiske køkken. Eller tag design, arkitektur, mode, kunst og musik m.v. Alt sammen genstand for stærkt øget international opmærksomhed i disse år – og med tillægsgevinst i interesse for den nordiske samfundsmodel, miljøpolitik og bæredygtighed, kampen for ligestilling, kulturstøtten osv.

Den interesse og efterspørgsel er også nået ud i Nordatlanten og til Færøerne, hvor sangeren Teitur Lassen har slået rod (igen) gennem de seneste syv år, efter at have ført en omskiftelig tilværelse i bl.a. København, Sverige, USA og London, da den internationale musiker-karriere skulle etableres.

Det ér karrieren for længst blevet. Så sent som i forrige uge var han i New York for at markere udgivelsen af albummet ”Confessions” lavet i samarbejde med den amerikanske komponist Nico Muhly og udgivet af det velrespekterede plademærke Nonesuch (Emmylou Harris, Randy Newman, Laurie Anderson etc.). Og så er der også alle de internationale koncerter gennem de seneste mange år.

Når selv mindre samfund som det færøske klarer sig så godt internationalt i disse tider og ligefrem er genstand for en øget efterspørgsel, så peger Teitur især på én ting:

– Jeg tror svaret ligger i sproget, siger Teitur gennem en knitrende telefonlinje fra Tórshavn – stadig med jet-lag i kroppen fra USA-turen.

– Vi har vores eget sprog, og derfor kan vi holde fast i traditioner og vores kultur. Det, der er nyt er, at det færøske nu opfattes som en værdi. For første gang oplever vi nu, at folk udefra kommer til os, og spørger: ”Hvordan gør i?”. Så pludselig har vi fået en helt anden selvsikkerhed heroppe, og oplever en anden respekt, for det vi laver. Og som er i høj kurs ude i verden. Som at spise den mad, vi selv fanger og laver, at komme hinanden nær, at leve i og med naturen. Den slags er i høj kurs ude i verden med globaliseringen og så videre, ikke?

teitur_7-by-paw-gissel

Teitur – bor igen på Færøerne igen efter alle årene ude, da karrieren skulle lanceres. (Foto: Paw Gissel)

Lokal mad på et sølvfad
– Bare tag vores mad. Den har vi måske ikke set så meget op til. Jo, selvfølgelig har vi godt kunnet lide vores mad, men det har altid været meget finere at gå på en græsk restaurant her i Tórshavn end at spise vores egen mad. Men nu er det vendt på hovedet, ikke? For hvad sker der, når man laver vores virkelig mærkelige mad og serverer den på et sølvfad? Så begynder vi selv at kunne se, at vi har nogle ting med meget høj kulturel værdi, som giver os en styrke og en glæde og en livsværdi. Så jo, der ér kommet en ny opmærksomhed omkring, hvad vi kan heroppe, siger Teitur, og peger også på naturen som en grund:

– Ikke at Færøerne har mere natur end ved Vesterhavet, eller Nordnorge … eller whatever. Det er bare det, at her ér man i naturen og man laver et samfund som ér i naturen – et samfund, som har alt det et samfund skal have. Her på Færøerne har vi en hel samfundsstruktur, som er bygget op på samme måde som andre samfund. Men: det ligger ude i naturen. Og dét er spændende. For her er det naturen og vejret, der bestemmer, siger han.

Som teenager var Teitur selvfølgelig optaget af de musikalske strømme udefra: Guns’N’Roses, Metallicca – og fra barndomshjemmet var der musikken med The Doors og især The Beatles.
Men Teitur er ikke i tvivl om, hvad der er hans egentlige musikalske baggrund:

– Min indgang til musik har været, at man synger sange sammen. Salmer og forskellige folkesange – når man er til fester. Man oversætter også meget sangene fra de andre nordiske lande, synger dem på færøsk – og gør det efterhånden til en national identitets-ting. Vi synger utroligt meget heroppe, og det er også meget sådan, jeg har lært at spille. Altså at akkompagnere den slags musik og synge med på den, forklarer Teitur om sin interesse for sangskrivning.

Så det har også overskygget inspirationen udefra – fra det engelske og amerikanske?

National-sang har country-baggrund
– Jamen, i virkeligheden er det jo nok en blanding. En af de største sange vi synger heroppe, og som virkelig nærmest er en national sang – en uofficiel nationalsang – den hedder ”Fagra Blóma”. Men den er egentlig amerikansk, hedder ”Blue Eyes Crying in the Rain” og blev gjort berømt af Willie Nelson. Men på Færøerne tror vi jo, det er vores egen, siger Teitur om sangen – og ærgrer sig i øvrigt over, at han ikke fortalte den historie til Willie Nelson, da han for år tilbage mødte ham i Texas.

– Men sådan er det nok. Meget musik er alle mulige ting, som har sneget sig ind, og som man derefter farver på sin helt egen måde, for at få sin egen tone med i det. I virkeligheden tror jeg, mange af vores sange på Færøerne stammer andre steder fra. Mange er fra Norden. Og mange sange vi synger i Norden, og som vi synes har en nordisk melodi, ja, de stammer egentlig fra Tyskland – hvor de sikkert er kommet en helt andet sted fra, ikke? Sådan tror jeg meget musik skabes. Man tager en masse forskellige steder fra og bruger det, der passer ind i det, man selv har gang i, ikke?

teitur-2-by-simon-harsent

Teitur – mener han gør meget mere gavn ved at være ude at spille end at sidde derhjemme. (Foto: Simon Harsent).

Musik drevet af teksten
Ud over den færøske tradition, er der ét udenlandsk navn, der trænger sig på, når det gælder Teiturs sangskrivning, nemlig Leonard Cohen. Teitur havde altid interesseret sig meget for sangens form og opbygning af sange – harmonier, akkorder og sådan noget.

– Men når jeg hørte Leonard Cohen, var det pludselig en musik, der var drevet af lyrikken – mere end de andre ting. Og det var noget, jeg syntes var meget spændende, da jeg selv begyndte at skrive sange: At man lægger meget vægt på ordene – ikke bare en lyd eller en tilfældig sætning, men en decideret historiefortælling. Dét var noget, der vendte det hele om for mig, siger Teitur og fortæller videre om sin egen sangskrivning og søgen:

– Det jeg gør, er at kombinere ordene og fortællingerne – skriver de sange, som ikke nødvendigvis er afhængig af en bestemt lyd eller en bestemt måde at skrive det på. Jeg vil gerne skrive sange, som kan klare sig på alle mulige måder. Lige som de sange, der har fundet deres vej til Færøerne, og som folk vælger at synge i alle mulige sammenhænge. Hvor kommer det fra? Hvad er det lavet af? Hvad er det der gør, at den musik kan overleve i så mange forskellige sammenhænge? Det er dét, jeg interesserer mig for.

En ”flyttefugl”
Med udgivelsen af førnævnte ”Confessions” er Teitur nu ni albums og langt over 1000 koncerter henne i karrieren, og måske er der skruet en smule ned for aktiviteterne med kone og barn kommet til. Men ellers er han lige sulten og nysgerrig:

– Jeg rejser stadig meget. Jeg tror, jeg er sådan en ”flyttefugl”, og som kunstner tror jeg det er vigtigt altid at sætte spørgsmålstegn ved den verdensopfattelse som er – og som bliver banket mere og mere fast, jo ældre man bliver. Det er enormt vigtigt, at man ser at ”Sådan kan man også gøre det” – at der er flere sandheder og vinkler.

– Og jeg kan gøre meget mere gavn ved at være ude og spille min musik end at sidde hjemme. Jeg synes det er en moralsk forpligtelse at tage ud med musikken og dele den med andre. For at skabe ny musik, er jeg nødt til at dele den, siger han og konkluderer:

– Mit ønske er, at man kan mærke, musikken er min egen. At den gør en forskel – og at den kan være nyttig og bruges af andre.

– – –

Teitur-foto i top: Paw Gissel.