The Foreign Resort gør klar til at indtage udlandet

Danske The Foreign Resort har lavet en aftale med det San Fransisco-baserede pladeselskab Three Ring Records – derudover tager de på turné i både Europa og Nordamerika.

The Foreign Resort, der tidligere i år udgav sit debutalbum ”Offshore” i Danmark, er nu klar til at indtage udlandet. De har netop skrevet under på en kontrakt med det amerikanske pladeselskab Three Ring Records, der vil udgive bandets debut i USA til oktober.

Udgivelsen vil blive fulgt op af en række koncerter på den amerikanske vestkyst, hvor gruppen  blandt andet skal spille i San Diego i Californien og i Vancouver i British Columbia i det vestlige Canada.

Inden da skal de spille i Berlin til Klub Skråls arrangement på Bang Bang Club 25. juni, og de skal spille som hovednavn til den italienske festival Caino Fest 28. august – præcis samme dag som ”Offshore” bliver udgivet i Italien. En udgivelse, der er kommet i stand, da bandet også har skrevet kontrakt med det italienske pladeselskab Black Nutria.