_uploads_gallery_1_1547_full

The Great Escape – danske koncerter i engelsk badeby

I dagene fra 18. til 20. maj 2006 er der premiere på en ny festival i den sydengelske ferieby Brighton. The Great Escape, som festivalen hedder, hviler på nogle af de samme principper som SPOT Festivalen i Århus. Det engelske arrangement præsenterer i nærheden af 100 acts på 14 spillesteder i det centrale Brighton, men er også en branchefestival med paneldebatter og foredrag om emner, der har relevans for både nationale og internationale branchefolk.

Udvalget af koncerter udgør The Great Escape-festivalens bud på, hvilke kunstnere, der i øjeblikket besidder stor kvalitet og har potentiale – og heriblandt findes fem danske navne:

Torsdag var en travl dag set med danske øjne: Figurines, Spleen United, Tina Dickow, Kira & The Kindred Spirits spillede alle en koncert på forskellige spillesteder i den charmerende sydengelske by – The Royal Highness spiller deres koncert fredag aften.

Figurines’ koncert på spillestedet The Zap var festivalens første. Trods lidt problemer med lydforholdene på den kompakte venue ved stranden i Brighton, optrådte bandet i vanlig selvsikker stil og fik hurtigt tag i det oplagte publikum. Koncerten, der var velbesøgt, var Figurines’ første på engelsk grund, og ifølge bandet en optræden, som kan være første spadestik til en eventuel britisk fremtid for bandet.

Kira & The Kindred Spirits – solid performance
på Sumo

Et andet sted i byen leverede Kira & The Kindred Spirits en overbevisende koncert på spillestedet Sumo. På trods af et noget begrænset fremmøde brillerede bandet med en solid optræden og Kiras performance – der blandt andet sendte sangerinden ud midt blandt publikum i flere af koncertens sidste numre – efterlod tilsammen et indtryk af en intim og charmerende koncertoptræden.

Også synth-rockerne fra Spleen United, der op til festivalen var blevet fremhævet som et ”must see” af flere engelske branchefolk, leverede en solid performance på det lille spillested The Albert – fyldt med et medlevende publikum.

På Red Roaster indtog Tino Dickow scenen ved 22-tiden. Det varede ikke mange minutter, før hendes blide jyske charme indyndede sig hos de omkring 50 publikummer, der var mødt op til en halv time i selskab med de finurligt velspundne popsange.

Efter koncerten fortalte hun, hvordan hun nyder igen at spille koncerter, efter at hun har brugt den seneste tid i sin lejlighed i England på at skrive nyt materiale. Desuden var hendes fornemmelse, at Brighton danner den perfekte ramme for denne type showcase-festival i England.

Alt i alt byder Brighton i disse dage på en debuterende musikfestival med en lang række spændende kunstnere godt hjulpet på vej af en idyllisk ramme. Festivalen er seneste skud på stammen på den engelske musikscene, hvad angår præsentation af nye talenter og minder i sin form om norske By:larm, hollandske Eurosonic – og altså den danske SPOT Festival.