_uploads_gallery_1_1153_full

Ti år på kanten af eksistensen

Under Byen er synonymt med brydninger, bekymringer, kriser, selvvalgt kaos – og en samarbejdsform, der er så krævende og besværlig, at de fleste andre ville flygte skrigende: Gruppen sætter gerne sig selv på spil – og helst på mange måder samtidigt. Men efter ti år på kanten af eksistensen synes Under Byen i dag at stå med styrket selvtillid, sammenhold og fremtidstro. Både på cd og live. Også når det gælder de livsvigtige udlands-forhåbninger…

De otte Under Byen-medlemmer er spændte. Forventningsfuldt spændte. Her i slutningen af oktober har musikerne indspillet de sidste spor til det kommende og blot tredje album. Men de ved ikke, hvordan det ender med at komme til at lyde…

Jo, de ved godt, det kommer til at vise helt nye facetter af gruppen. Ord og begreber som råt, poppet, enkelt, kompliceret, uforudsigeligt, organisk, live-agtigt, stort, småt, tyst, voldsomt, nyt, genkendeligt m.m. trænger ind  og ud mellem og gennem hinanden, når man lytter til de foreløbige optagelser, gruppen selv har stået for gennem de seneste fire måneder.

Men nu venter næste vigtige fase. Mixningen – hvor målet er, at grundsporene skal have yderligere karakter. Planen er at sende tre numre til tre forskellige mixere, som skal komme med hver deres bud på, hvordan den  nye cds karakter skal være. Altså sender gruppen endnu en gang sin identitet og sit  særpræg lige durk ud i  armene på eksperimentet og det uprøvede. I positiv forventning om nyt  spændende og uopdaget land.

Uanset resultatet af mixningen – det skal foreligge til januar og cd’en udgives 6. marts på Morningside Records – synes udspillet allerede på forhånd at blive en ny, tyk streg i sandet for gruppen. En væsentlig delkonklusion oven på det mest turbulente par år i Under Byens 10 år lange historie, som i forvejen ikke har været fri for store  omvæltninger:

Med farvel til en af bandets hjørnestene og grundlæggere. Med yderligere udskiftninger i bandet. Med vigtige karriere-afgørende beslutninger efter stor intern uenighed, som var ved at slide bandet sønder og sammen – og fra hinanden. Og så alligevel med et resultat, der virker som om, denne ”mærkelige” musikalske organisme er blevet endnu sikrere på benene og aldrig har stået bedre rustet til at møde forventningerne. Også dem, der stilles fra det store udenlandske marked, som i høj grad skal sikre gruppens fremtid.

Anders - Roskilde, 2004

Anders – Roskilde, 2004

Omvæltningen i 2003
Går vi godt to år tilbage, starter denne tumult-agtige periode for alvor. Gruppen åbner SPOT 09 Festivalen i maj 2003 – præsenteret fra scenen af Rolling Stoneredaktøren David Fricke, som faldt pladask for Under Byen (og The Raveonettes) ved SPOT Festivalen i 2002, og gruppens dengang nye cd “Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen”, som Fricke efterfølgende kaldte sin ”favoritplade”.

Til stede ved SPOT 09 er også det amerikanske management-selskab/online-distributørne The Orchard, der året før greb chancen og brugte Frickes ros af The Raveonettes som løftestang til en   verdensomspændende kontrakt med Columbia og ditto turnévirksomhed. Amerikanerne vil bruge akkurat samme taktik i forhold til  Under Byen.

The Orchards interesse fanger Under Byen på det gale ben. Gruppen er på dette tidspunkt først ved at vågne bare en smule af sin Tornerose-søvn, når det gælder udlandet. Blot et halvt år før havde Under Byen krydset grænsen for første gang – for et enligt job i Prag. Siden var det kun blevet til en forlænget weekend i Tyskland via ROSAs Skand-All-initiativ, der har som formål at skabe de første spæde kontakter til det store marked i syd. Ellers intet.

– Gruppen var overhovedet ikke afklaret om udlandet på det tidspunkt, fortæller Jesper Majdall, der traf gruppen for første gang i forbindelse med Skand-All-koncerterne i marts 2003, hvor han agerede chauffør og problemknuser. I dag er han gruppens manager.

– De havde ikke rigtigt nogen aftaler eller planer. Ingen manager. Og på samme tidspunkt meddelte den  daværende pr-medarbejder, at vedkommende ikke mente ”at kunne gøre mere for gruppen”. Men efter
Skand-All-turen syntes Kristian (Riis – fra Skand-Allprojektet, red.) og jeg alligevel, at der skulle ske noget. Og vi tilbød at hjælpe…

De to går så småt i gang med arbejdet – først og fremmest baseret på et godt tysk kontaktnet – og sikrer gruppen job på den prestige-fyldte, tyske festival Haldern. Men The Orchard spøger også i kulissen, og i forbindelse med SPOT 09 og tiden efter ”markedsfører” amerikanerne massivt deres interesse og internationale planer for Under Byen. Både over for band og danske medier.
Splittet gruppe
Det frister selvfølgelig flere i den delvist uforberedte gruppe – at kunne leve af sin musik efter mange år på et  rent indkomst-minimum! Men det ender også med at splitte de otte medlemmer i tre fraktioner. En del, der er tilhængere af at forfølge de drømme, amerikanerne skitserer, en del, der er neutrale, og en del, der er modstandere.

Amerikanerne skubber på henover sommeren – bl.a. i forbindelse med Roskilde Festivalen – uden dog at  komme med et decideret tilbud. Indtil et 30 sider langt kontraktudkast dukker op kort før to Under Byen-jobs, som The Orchard har sat i værk på den store amerikanske CMJ-messe i New York i oktober. Men Orchard stiller én   betingelse for, at CMJ-jobbene kan blive til noget: Gruppen skal underskrive kontrakten.

– Vi var alle fristet af Orchard. Vi var alle forpulet meget i tvivl, husker violinisten/savspilleren Nils Gröndahl. Og det støttes han i af trommeslageren Morten Larsen:

– Efter SPOT 08 ville nogle englændere have os til at synge på engelsk. Dét var let nok at afvise. Men Orchard ville have os, som vi var. ”Lav jeres ting”, sagde de. Og det gjorde alt sværere. Jeg troede ikke på, at de ville snyde os. Og alle vidste også, at det var et tilbud med nogle muligheder, som man ikke får hver dag, siger Morten Larsen, som var på ”ja-holdet” – bl.a. sammen med percussionisten Anders Stochholm.

Mens gruppen diskuterede indbyrdes, var Jesper Majdall gået i gang med at oversætte de 30 siders kontraktudkast med paragraffer og dertilhørende. Det tog fire dage, mange liter kaffe – og en stang smøger.

– Men da jeg så havde resultatet, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg forelagde gruppen et sammendrag. Ud over at jeg mente, at The Orchard slet ikke forstod gruppens psykologi, og at det ville destruere gruppen, sagde jeg, at de blev røvrendt, hvis de skrev under. At de blev stavnsbundet. Og kort efter kom akkurat samme dom fra Mikael Højris (Dansk Musikerforbunds kontraktekspert, red.). Det styrkede selvfølgelig min vurdering – og min position i forhold til gruppen, siger Jesper Majdall.

Gruppen endte med at drage til CMJ med løfte til The Orchard om, at selskabet ville få en procentdel, hvis det kunne sikre bandet kontrakt med et major-selskab i forbindelse med messen. Og der var da også masser af branche-fremmøde til de to koncerter. Men efter et afsluttende møde med Orchard op til hjemrejsen var sagen stadig uafklaret, og kort efter gruppen kom hjem, bakkede den ud:

– Tanken om at spille 50 job på to måneder var såmænd ikke så afskrækkende endda. Det, vi ikke ville kunne holde til, var ”den store maskine”. Tanken om, at omkostningerne bliver SÅ enorme, før der overhovedet kan tænkes musik. Der skal SÅ stort et salg til. Det ville blive et kæmpepres, siger Nils Gröndahl.

–  Der er ingen tvivl om, at det var cool business fra Orchards side. Men jeg tror godt, de kunne have skabt en tilværelse, hvor vi kunne leve af det, siger pianisten og komponisten Thorbjørn Krogshede. – Til gengæld tror jeg ikke, vi kunne have holdt til at knokle på den måde hele tiden. Og så er jeg i øvrigt ikke tilhænger af   Raveonettes-trippet, hvor det er et brand, der pushes op. Kunstigt. I stedet for at lade musikken vokse naturligt …

Stine, Morten L., NIls, Morten S. - Silence, Sverige, 2005.

Stine, Morten L., Niels, Morten S. – Silence, Sverige, 2005.

Selv Morten Larsen ombestemte sig: – Jeg var villig til at løbe risikoen. Men nej-sigerne var bange for kravet om, at vi skulle levere, levere, levere. Hele tiden. Og den argumentation kunne jeg godt købe…

Det, der fulgte, var et enormt tomrum. Flere i gruppen siger lige ud, at de ikke vidste, om den eksisterede ugen efter. Jesper Majdall mener, at gruppen var ved at falde fra hinanden. Morten Larsen sammenfatter:

– Det var en voldsomt turbulent periode. Og det tog ekstremt lang tid at beslutte det. Til sidst havde vi helt glemt at lave musik, for i stedet snakkede vi og holdt møder. Vi havde følelsen af, at vi ikke havde spillet i et halvt år. Men det gode var, at vi var begyndt at savne musikken…

Eksplosionen i Groningen – uden forberedelse
Majdalls strategi gik i stedet ud på at bygge et tysk og dernæst europæisk marked op. ”Vi var grønne og naive. Men vi troede på det”. Belønningen kom. Bandet blev signet til ROSAs/DRs/VenueFondens danske aften på Eurosonic Festivalen i hollandske Groningen i januar 2004.

På det tidspunkt var gruppen dog faldet hen i den vanlige gænge, hvor længere pauser var helt almindelige. Der skete ikke så meget – på nær et par december-job i Norge og Danmark: – Her bagefter kan vi godt se, hvor vigtigt det var, og at vi egentlig burde have forberedt os helt anderledes. Vi anede ikke, hvad vi gik ind til. Vi var så dumme og uvidende dengang, siger Morten Larsen om perioden, der ikke engang ligger to år tilbage. – Vi ville egentlig øve en gang inden, men kunne ikke rigtigt overskue at pakke grejet ud for en enkelt aften og endte med at tage af sted uden forberedelse – i forvisningen om, at vi bare skulle gøre som i Norge. Og i øvrigt havde vi alle så travlt med forskellige eksamener på det tidspunkt… Jeg husker, at Jesper helt lakonisk sagde til os: ”Jamen, det styrer I selv…”

– Et hvilket som helst andet band havde haft tjek på det. Og da vi kom derned, kunne vi godt mærke på de andre grupper, at det hér var vigtigt. Alligevel tog vi ikke særlig notits. Og måske var det i sidste ende alligevel meget godt, for ellers havde vi nok fået for mange nerver på. Det har før hæmmet os…

Koncerten var en succes. Ikke kun musikalsk, hvor gruppen spillede en blændende showcase, som måske var den mest velbesøgte rent branche-mæssigt under festivalen: Den legendariske, nu afdøde engelske DJ John Peel sendte direkte til BBC fra koncerten, det berømte tyske musikprogram Rockpalast filmede og interviewede gruppen, hollandske og belgiske medier lovpriste gruppen i stort opsatte artikler, og koncerten sikrede deltagelse på festivaler i Norge og Belgien, turné i Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig – bl.a. med deltagelse på Les Femmes S’en Mêlent-festivalen – samt aftale med booking-bureauet Imperial og pladeselskabet Telescopic i Frankrig. Hvorefter hurtigt fulgte flere licensaftaler om udgivelse af “Det er mig der holder træerne sammen” i diverse europæiske lande.

– Ja, det hele eksploderede med Eurosonic i januar 2004, mindes Jesper Majdall, der i øvrigt – sammen med Kristian Riis – skrev under på en management-aftale med gruppen på vej i bandbussen til Groningen. Efter ni måneders frem-og-tilbage-snakken og frivillig rådgivning ville de to have en afgørelse – og fik det.

Den aftale blev samtidig indledningen til et år med et sandt turné-raseri for gruppen, der spillede næsten 60 koncerter – tre gange mere end i 2003, der i forvejen var et klart rekordår – og de fleste i udlandet. For at forfølge og udbygge alle de nyopståede udenlandske kontakter. Men det var også et helt nyt og uvant turné-liv, som fik konsekvenser…

En særlig organisme
Under Byen har langt hen ad vejen været en speciel organisme. Gruppen blev skabt i 1995 af Henriette Sennenvaldt og Katrine Stochholm. De to kendte hinanden fra årene på Haldum-Hinnerup Skolen og de første, de rekrutterede, var Katrines bror Anders (percussion) og Morten Larsen, der gik på Hadsten Amtsgymnasium sammen med Katrine og tidligere havde spillet sammen med hende i Katrines gruppe The Same:

Rollelisten:
Henriette Sennenvaldt – sanger, tekstforfatter (1995-)
Morten Larsen – trommer (1995-)
Anders Stochholm – percussion, trommer, accordion, harmonika, guitar (1995-)
Nils Gröndahl – violin, sav, lapsteel (1997-)
Sara Saxild – bas (1998)
Thorbjørn Krogshede – piano, orgel, bassklarinet, komponist (1999)
Stine Sørensen – percussion, trommer, kor (2004-)
Morten Svenstrup – cello (2004-)
Katrine Stochholm – melodica, piano, kor, komponist, tekstforfatter (1995-2004)
Anders Præstegaard – bas (1996-1998)
Anna Budtz – cello (1996-1997)
Poul Rørkenfeldt – violin (1996-1997)
Myrtha Wolf – cello (1997-2004)

– The Same var cirkus-agtig musik med blæsere og stor besætning. Og på engelsk. Men Under Byen skulle være på dansk, med strygere – og det skulle være stille. Det sidste var vigtigt. Der kørte store tinnituskampagner dengang, og det var vi en reaktion på, siger trommeslageren om starten, hvor en bassist, en cellist og en violinist efterhånden blev fundet.

– Vi havde aldrig set strygere før, og jeg kan huske,  at vi bare sad og stirrede på celloen, første gang det  instrument var med ved en øveaften. Hvordan skulle jeg f.eks. spille trommer, når man også skulle kunne høre strygerne? Det gav noget helt nyt at tænke på for os.

De første år var meget hyggebaseret, og gruppen mødtes med meget spredte mellemrum. Når man havde lyst. Der var ingen traditionelle karrieremål som koncerter og plader. Bare trang til at lege med musikken. Der var ingen ambitioner. Og intet øvelokale. Gruppen øvede hjemme hos medlemmerne: – Det var 100 procent for vores egen skyld – det var vores egen lille, hemmelige klub, som Morten husker det. Han selv fik afløb for den mere rockede interesse i andre sammenhænge – bl.a. som medlem af den allerførste udgave af Hush.
Oplæg – og så jam-agtig videreudvikling
I Under Byen stod Katrine eller Henriette for teksten og Katrine for melodi-oplægget. Og så skulle de øvrige byde ind, hvorefter musikken blev udviklet sådan lidt jam-agtigt. Men ellers skete der ikke så meget, ud over at gruppen i maj 1996 via bekendte til Katrine blev opfordret til at spille et job i det dengang nye kulturhus i  Hinnerup – som opvarmning til Holger Laumann. De penge, det job gav, blev brugt på en første demo-indspilning (Puma, red.), og det var først med de tre numre i hånden, gruppen opdagede, at man kunne noget specielt, husker Morten: – Det at komme i studiet og skille lydbilledet ad. Det at høre Henriettes vokal og de detaljer, der var i hendes stemme. Det var virkelig en øjenåbner. Tænk, at hun sang så fedt… og at vi lød på dén måde…

På det tidspunkt var Nils Gröndahl kommet med. Katrine havde fundet ham helt tilfældigt, en dag han spillede violin for sjov på Strøget i Århus, og han husker også gruppen som ”et vel gøglet foretagende”.

– Vi famlede rundt, og der var ikke samling på det. Men det var alligevel spændende nok til, at jeg blev hængende, siger violinisten, der kom fra en lidt rå og punket rockbaggrund. Og så begyndte der trods alt også at ske noget. Selv om tempoet var umiskendeligt Under Byen’sk.

Puma affødte en del interesse. Bl.a. på P3. Og samtidig hørte gruppen om noget, der hed ROSA, og sendte Puma ind sammen med ansøgning om turnéstøtte. De fik de – sammen med Marie Frank og en række andre bands, der alle havde pladekontrakt: – ROSA vidste bare ikke, hvad de skulle stille op med os. Og omvendt, husker Morten Larsen. – Vi kom fra et helt isoleret miljø uden kontakter og øvede hos hinanden – modsat de andre grupper, der via øvelokaler og jobs havde mange forbindelser. Vi havde ingen liveerfaring og ville kun kunne samle en håndfuld tilskuere på en turné.

I stedet blev ROSA og gruppen enige om at bruge pengene på endnu en promo-indspilning, ”Veninde i Vinden”. Den kastede straks job af sig på SPOT 05 Festivalen. P3 viste mere interesse. Og Århus Kommune gav 30.000 kr. i støtte. Pludselig var det, som om en hel verden åbnede sig.

Nils, vega, 2004.
Nils – Vega, 2004.

Revolutionen Manne
Her tog Under Byen endnu en af sine skelsættende beslutninger. Gruppen ville bruge de 30.000 kr. på en  producer til gruppens første hele album, Kyst. Og de besluttede sig for at ”skyde over målet” med det samme. De sendte demo og forespørgsel til Manne Von Ahn Öberg – Stina Nordenstams daværende producer – hvis lyd alle var meget glade for. Og ved et rent tilfælde – en dag Mannes sekretær var ude – kom de direkte igennem til produceren selv, da de ville følge op på forespørgslen. Han lovede at høre på det… og endte med at sige ja.

Det blev en revolution. Manne gav gruppen to muligheder: At indspille musikken, som den lød, så han efterfølgende kunne lave lidt producer-finesser ved det. Eller at indspille på hans betingelser. Gruppen valgte det sidste – de ville gerne lære nyt og følte, at pengene ellers ville være spildt:

– Men det var meget radikalt, siger Nils Gröndahl: – Han tvang os til at spille sangene i halvt tempo. Eller endnu langsommere. Folk blev væltet omkring (han pillede bl.a. det halve af Morten Larsens trommesæt ned, red.). Og der endte med at være stor uenighed. Nogle syntes, det var den fede vej – andre ikke.

– Når man udsætter sig selv for så voldsomt et eksperiment, skal man også først lære at håndtere det.  Indtil da havde vores pladeindspilninger været noget rod. Katrine havde haft nogle ideer til, hvordan sangene skulle være, men resten var meget udefineret. Vi var jo mange – og med mange meninger. Men med Kyst blev det alvor. Det var dér, vi fandt ud af, hvad vi kunne med det band. Det var her, jeg for alvor fandt min rolle i bandet. Og mange ting faldt på plads for os bagefter, siger Nils.

Gruppen tog direkte hjem og spillede koncert på Train i Århus. Godt øre i hovedet af omvæltningerne. – Vi spillede et møg-job – ingen sagde noget som helst bagefter, for vi vidste, at der var ”folk” blandt publikum, og vi var nede, siger Morten Larsen. Men da Steffen Brandt og Bo Andersen fra Århus Musikkontor kom ind i omklædningsrummet, skiftede stemningen: – De var begge meget tilfredse og ville signe os til deres nye pladeselskab Have A Cigar og udgive plade – så hurtigt som muligt. Så glemte vi alt det dårlige…

Sara, Silence, Sverige, 2005

Sara – Silence, Sverige, 2005.

“Kyst”, ros – og ny uro
I 1999 blev “Kyst” udgivet – til masser af presseroser og mere omtale. Men samtidig opstod der ny uro i bandet. Katrine kunne ikke overskue at skulle turnere i det omfang, der efterhånden tegnede sig. Hun ville nøjes med at være studie-medlem – og så optræde sporadisk live. Thorbjørn Krogshede, der hang ud med gruppen og kendte Katrine fra universitetet, blev hentet ind i stedet, for at fylde live-rollen ud. Han havde spillet jazz og klassisk før. Men aldrig rock.

– Jeg syntes, det var gode kompositioner. Jeg kunne godt lide den rolle, klaveret havde i musikken – dengang var det meget bygget op omkring klaver-figurerne. Og det gik stærkt. Jeg blev sat til at lave arrangementer med det samme. Det var en stor ting… Og så var det et vildt fedt orkester at komme med i. Arbejdet var rimeligt  brainstorm-agtigt. Og det var meget forskelligt fra sang til sang, hvad der skete. Det er det stadig.

Med tiden blev Katrines rolle i gruppen sværere og sværere. Hun var stadig fuldgyldig medlem og skrev sange (og har to kompositioner med på den nye cd). – Katrine skulle ”skubbes ind” på mit område, forklarer Thorbjørn. – Og det var på sin vis fint nok. Men det er svært, når man som gruppe har flyttet sig efter at have spillet mange koncerter. Det er svært at ”gå tilbage”, når man ikke længere er samme sted.

Af samme grund virker Katrine Stochholms endelige afgang fra gruppen sidste år også som en gradvis, naturlig og logisk udvikling. 2004 gav yderligere udskiftninger i bandet. Percussionisten Anders Stochholm måtte melde pas til de hastigt voksende turné-forpligtelser på grund af sit lægestudie. Han er kun med i studiet nu. Og kort efter meldte Myrtha Wolf fra for at vende tilbage til sine studier i Schweiz.

I stedet blev Stine Sørensen, kendt fra Strumm, spurgt om hun ville  overtage Anders Stochholms live-tjans. Og efter en måneds turné blev hun bedt om at blive fast medlem. Senere var det var den 21-årige MGK-studerende Morten Svenstrup, der bød sig til – han havde hørt om den ledige cellist-tjans fra en veninde, og mailede til gruppen… Tre uger efter lød svaret: ”Kom og spil”.

Let at falde ind i
Fælles for alle tilkomne – gamle som nye – er, at de kalder gruppen utrolig let at falde ind i. Stine Sørensen øvede med Morten Larsen i starten, hvorefter Thorbjørn sluttede sig til, inden de øvrige kom med: – Det er jo en stor gruppe – Myrtha mødte jeg først, da jeg skulle spille mit første job. Men det var ikke svært at falde ind – det var  spændende. Og nu fik jeg et stort orkester forærende med strygere, piano og det hele. Noget, jeg længe havde drømt om.

Morten Svenstrup har det på samme måde: – De har virkelig været gode til at tage mig ind. Og meget afslappede. Jeg kan huske, de sad udenfor og spiste saltfisk, da jeg mødte dem første gang. Vi snakkede bare. I starten øvede jeg egentlig kun med Nils – så kom resten gradvist på. Og det svingede fint. De spurgte hurtigt, om jeg ville træde ind: De skulle spille jobs til Leonard Cohen-hyldest og i udlandet. Bl.a. den store Popkomm-messe i Berlin, husker cellisten, der aldrig nåede at blive nervøs, før han var kastet ud i en  månedlang turné. Og dermed var eks-MGK-studerende.
God – men krævende sangskrivning
Som den øvrige gruppe er de to ”nye” meget glade for gruppens arbejdsmetode omkring sangskrivningen, hvor besværlig den end er. For hver af de otte medlemmer kan byde ind. Ikke kun på egen rolle, men også det, de øvrige spiller.

– Vi snakker ekstremt meget i bandet – og gerne om mindre detaljer, siger Stine. – Men det handler meget om at lave huller til andre i stedet for selv at fylde dem ud. Vi fylder på og tager af – fylder på og tager af. Skærer væk og spiller det simpleste. For det er det sværeste.

– Det er meget følelsesladet og tungt for alle, siger Morten Svenstrup: – Og ikke alle ville kunne gøre det. Signe fra Jomi Massage – som vi har samarbejdet med – har direkte sagt, at hun slet ikke ville kunne holde ud at lave musik på den måde! Men det er altså vigtigt: Hvor lange skal stykkerne i musikken være, før de forandrer sig. Man skal jo kunne forstå dem – men de må jo heller ikke være kedelige…

– Vi bruger ufatteligt meget tid på at finde ud af, om vi alle tænder på det, siger Thorbjørn. – Man kan
kommentere alt – det er helt vildt. Det gælder alle. Lige fra de ”gamle” til de to nye – til Anders Stochholm, som har skullet redefinere sin rolle, nu Stine er blevet percussionist. Men det fungerer. På Under Byens egen mærkværdige måde.

Stine - Vega, 2004

Stine – Vega, 2004.

NATO – ikke veto
Ingen kan nedlægge veto – men man kan ”lægge sig i NATO”! Og så må de andre indrette sig. Men det sker sjældent.

Thorbjørn erkender, at arbejdsformen og indsigelserne kan være irriterende: – Men man kan også vænne sig til, at det er irriterende…

I forhold til den kommende cd fandt han dog ud af én ting. Det duer ikke at komme med et færdigpakket  nummer: – Den normale arbejdsmetode er, at Henriette kommer med en lap papir – måske en serviet – med en tekst. Så kommer jeg med et melodisk oplæg, som vi så alle arbejder videre på. Men i et tilfælde havde jeg angivet arrangement og puls – og havde lagt strygerstemmer m.m. på hjemme på computeren. De andre fik et mindre chok, da jeg præsenterede det. Dét kunne de simpelthen ikke, Når de ikke kunne arbejde med nummeret fra nul.

– Stemningen var trykket, hver gang vi tog nummeret op, så jeg endte selv med at fyre sangen. Til gengæld gav det så en masse energi. Jeg gik direkte hjem og skrev det fedeste nummer bagefter, ”Samme Stof Som Stof” (med på den kommende cd, red.).

Helt specielle tekster
Ingen er til gengæld i tvivl om, at Henriette Sennenvaldts tekster er helt specielle, og at de stadig udvikler sig. Ofte forstår Thorbjørn dem knap, men de sætter stemninger i gang i ham.

– Ved den nye cd har hun overhovedet ikke taget hensyn til, at der skal sættes musik til. Det er meget som digt. Meget kompromisløst. Meget spændende.

Flere af gruppemedlemmerne siger rent ud, at meningen måske først går op for dem langt henne i forløbet. Måske endda først efter mange koncerter med nummeret – bl.a. fordi koncentrationen omkring selve musikudtrykket er så stor.

– Jeg tror ikke, der er nogen i Under Byen, der virkelig forstår den musik, gruppen spiller. Men der sker noget, når man sætter de mennesker sammen i et studie – eller på en scene, siger Jesper Majdall.

Manageren tror, gruppen kan blive stor – måske lig det, islandske Sigur Rós har oplevet. Han kalder resultatet af de uundgåelige udskiftninger meget heldige og synes, bandet er meget homogent nu. Den nye cd har været den hidtil letteste at lave. Og så er alle indstillet på at turnere. Hvor det før kunne være et mareridt at køre hjem bare fra et job i Hamburg, fordi nogle var for utålmodige, går en 18-timers non-stop tur i en lille tur-bus fra Grenoble i dag smertefrit.

Diskografi:
Puma – ep (1997)
Veninde I Vinden – single (1998)
Gå ind i Lyset – single (1999)
Kyst – album (1999)
Remix – minialbum (2001)
Ride – single (2002)
Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen – album (2002)
2 Ryk Og En Aflevering – soundtrack/album (2003)
Live At Haldern – ep (2004)
Remix 2 – album (2004)
Nyt album (6. marts 2006)

Skal bandet fortsat udvikle sig, er en øget udenlandsk efterspørgsel dog også livsnødvendig. Herhjemme er indtjeningsmulighederne begrænsede, og flere af medlemmerne er oppe i 30’erne og har levet på en sten i mange år. De ønsker ikke rigdom, de håber bare at kunne leve stille og roligt af musikken. Men de mange medlemmer er bekostelige – der er gerne ti med på tur, når lydmand og manager tælles med. Så da gruppen sidste år stod uden percussionist og cellist live, foreslog Thorbjørn ganske forsigtigt, at man kunne prøve at undvære dem. Men blev stemt ned med det samme.

Vil leve af musikken
Jesper Majdall ser dog lyse tegn i horisonten. Den kommende cd bliver meget live-agtig. Nogle af optagelserne er rabiate: Hele gruppen samlet omkring én stereo-mikrofon for at give musikken live- og bandfornemmelse. Det tror han vil glæde i udlandet, hvor man er faldet for gruppens koncerter.

– Det er et mål at kunne leve af det. Og det gælder om at finde den gyldne mellemvej med det kommercielle. Vi sætter måske mange radiostationer af med musikken, men der er potentiale i at gå andre veje. Vi kan spille steder som VoxHall, små punk-klubber, kulturhuse og Statens Museum For Kunst. Ikke bare herhjemme, men også i udlandet.

– Sidste år var vi tæt på at turnere for meget i udlandet – men det sociale sammenhold bar igennem. Nu gælder det om at finde mere ”eksklusive” scener til gruppen. Hvor effekten er den samme – eller større, siger Jesper Majdall, der skal ”shoppe” den nye cd overalt i Europa – også England. Og forventer at følge op med turnéer.

Oven på cd-udgivelsen venter Les Femmes-festivalen i Frankrig igen til april (nu som topnavn) og tre danske
jobs. Fulgt af ”så mange af sommerens festival-jobs som muligt”. Bagefter? Club-tour. Anywhere!!

Ingen Henriette-interviews
Med den sideløbende PR er der dog en lille detalje. Henriette Sennenvaldt giver ikke interviews længere. Først opgav hun at sidde over for journalister rent fysisk Siden er også interviews pr. mail blevet droppet på grund af uheldige oplevelser.

– Det fungerer bare ikke, siger Jesper Majdall: – Henriette er stærk på ord. Men på en anden måde. Kun én gang har jeg hørt, det er lykkedes – da en belgisk bekendt fik lov til at interviewe i radioen: Han indledte med: ”Do you think you are closer to the Moon or to the Sun”. De havde en lang, fin snak…

– Men ellers er der andre i bandet, der må klare det. Det betyder helt klart, at vi mister interviews eller får mindre omtale, når forsangeren ikke vil træde frem. Og min frygt er, at hun uberettiget bliver opfattet som en slags alf, og at folk begynder at snakke om ”hvorfor”. Men så er det min udfordring at komme ud over det…
– – –
Læs yderligere om Under Byen på www.larsdideriksen. com/underbyen – et ”fansite”, som indeholder udførlig diskografi, koncert-liste m.m. om gruppen og dens medlemmer. Nuværende som tidligere.