_uploads_content_images_3_3561_full

Tiger Tunes licens-udgives på store europæiske markeder

Tiger Tunes licens-udgives på store europæiske markeder
Erik Barkman Petersen

Efter en helhjertet live-indsats syd for grænsen kan århusianske Tiger Tunes snart underskrive en licens-aftale med den tyske afdeling af V2. De sidste formaliteter mangler stadig at falde på plads, men V2 har lagt tigrene på deres hjemmeside, så det må vist siges at være officielt: Tiger Tunes’ debut-album vil snart være til at købe både i Skandinavien, Tyskland, Østrig og Schweiz.

Hele 45 koncerter spillede Århus-orkestret i Tyskland i 2004 – godt hjulpet af en engageret manager, som de i parentes bemærket kom i kontakt med i forbindelse med en ROSA-arrangeret Skand-All turné. Undervejs fangede en A&R-mand fra independent-selskabet V2 en Tiger Tunes-koncert i Berlin, og de snarligt afsluttede forhandlinger blev indledt allerede i efteråret.

Bandet nævner selv navne som Grandaddy, Stina Nordenstam, Underworld og Mercury Rev blandt dem, de nu deler pladeselskab med. Kvintetten vil følge op på licens-aftalen med endnu en Tysklands-tur som support for de lokale indie-favoritter Wir Sind Helden – og længere ude på horisonten venter album nummer to, som V2 forhåbentlig vil udnytte deres option til også at udgive.