_uploads_gallery_9_931_full

Tilfredse danskere i Popkomms vadested

Tilfredse danskere i Popkomms vadested
Henrik Friis

Isoleret betragtet var både bands og arrangører ved lørdagens Crunchy Frog-showcase under Popkomm-messen i Köln tilfredse som aftenen forløb: pænt fremmøde – også af ”almindelige” mennesker som supplement til branchefolkene med korslagte arme – men alt i alt lod det sig ikke skjule, at messen står midt i tid, hvor alt er til revision. Også Popkomms fremtid og eksistens.

– – –

Messe-krise og besøgsnedgang på mellem 30 og 40 procent i forhold til sidste år. Det er det eftermæle, der tegner sig i kölner-pressen oven på den 15. Popkomm-messe, som efter sigende ikke en gang rundede de 10.000 besøgende i år (sammenlignet med 14.000 i 2002). Dels som udtryk for den generelle krise i musikindustrien. Og deraf med accept af at Popkomm efter 15 messer i Köln næste år – med nye ejere i ryggen – flytter til Berlin i forsøget på at genvinde balancen, hvis den ikke helt skal fejes af bordet i forhold til storebroderen MIDEM i franske Cannes.

Fornemmelsen af nedgang kunne Jesper Rofeldt fra pladeselskabet Crunchy Frog også nikke genkendende til: Ikke blot syntes han, at ”der var mærkbart færre deltagere og længere mellem standende på selve messeområdet”. Mange af de sædvanlige branche-fæller Crunchy Frog ellers mødes med og kender, var også udeblevet.

Nedgangen ærgrer især Jesper Rofeldt, hvis den betyder at MIDEM ender med at blive eneherskende i Europa, når det gælder store internationale musikmesser, for Popkomm har trods alt altid profileret sig på masser af deciderede klubkoncerter rundt om i domkirkebyen – ved siden af selve messe-delen:

– Dét naturlige klub-miljø, hvor de lokale musikfans også dukker op, har MIDEM (I Cannes. red.) slet ikke. Her har man mere fornemmelsen af at spille for et branche-publikum – og de danske delegerede, siger Jesper Rofeldt, der trods alt fik holdt mange ”vigtige og gode møder”, men som ser frem til at prøve kræfter med den berlinske udgave af Popkomm næste år.

Skal han se på Crunchy Frogs egen showcase – støttet af ROSA – på Köln-messens sidste aften, lørdag, er han ”60 % tilfreds”:

– Vi havde foretrukket fredag i stedet for sidste aften, hvor mange messedeltager var taget af sted. Men når det så er sagt, må vi sige at fremmødet var pænt – der var både aisatiske, franske og spanske pladeselskabs- og branche-repræsentanter – og heldigvis også mange lokale ”almindelige mennesker”, fortæller Jesper Rofeldt, der havde Learning From Las Vegas og Powersolo med fra pladeselskabet sammen med Tiger Tunes som ”special guests”.

Learning From Las Vegas – i færd med
at servere materiale fra gruppens kommende cd.

Rune Mielonen fra Learning From Las Vegas, syntes koncerten gik rimeligt: et afventende publikum, men alligevel ”rimeligt modtaglige”. Dog kunne han ikke helt bedømme, om publikum stod og ventede på at gruppen skulle blive færdige, så natdiskoteket kunne gå i gang….

– Men det får en til at fokusere på musikken, og den øvelse og erfaring det giver at stå over for et fremmed publikum i et fremmed land, kan ingen tage fra os.

Tiger Tunes – i fuld gang med
gruppens allerførste udlands-job.

Claus Hedegaard fra Tiger Tunes var endnu mere ”glad i låget” – koncerten var gruppens første udenlandsjob overhovedet – og en oplevelse:

– Der var nok flere mennesker end vi havde forventet – når man tænker på at vi spillede tidligt som aftenens første band. Og modtagelsen var også fin. Vi vidste jo, at det ville været et ”tough crowd” (med branche-folk og afventende publikum, red.) – lidt lige som at spille i København. Men vi havde også barberet showet ned til 30 minutter, siet balladerne fra, så ingen skulle kunne kede sig. Det var essensen af vores musik – med ”Fool for you” og ”Pancake America” placeret på ”strategiske steder” under i den halve time, siger Claus Hedegaard.

Kasper Bock fra gruppens pladeselskab Birds Hits Plane kunne også kun være tilfreds. Der var både interesserede europæiske indie-selskaber til koncerten samt en konkret ”varm” norsk kontakt, der skal dyrkes i den kommende tid.

– Vi var jo rimeligt grønne i messe-sammenhæng, men kasetede os ud i at få folk til at møde op, så snart vi var kommet til Köln. I det hele taget er den networking vi er startet på at bygge op supervigtig for os, siger Kasper Bock.

Yderligere to grupper – The Movement og Kashmir – medvirkede ved Popkomms afdansningsbal i Köln.