_uploads_gallery_9_953_full

Tina Dickow-cd ud i USA, England – og Norge

–   Jeg regner ikke med, at jeg skal lave meget andet end at turnére i 2006. Det er det, vi arbejder på netop nu, siger Tina fra London-lejligheden, der ser ud til at blive en sjælden base for sangeren mange måneder frem.Tina Dickow får travlt i 2006. Oven på udgivelsen af ”In The Red” 30.  januar i USA, England og Norge – foreløbig  – regner sangeren og singersongwriteren med at det alene ”bliver til fire-fem” solo-turnéer i staterne i løbet af det kommende år, hvortil gerne skulle komme masser af jobs på det europæiske kontinent.

– I USA udsender vi via det lille selskab Defend Music, der distribueres af landets største independent-distributør Caroline – og så har vi ansat et pressefirma i det næste halve år til at arbejde for os, lige som booking-firmaet William Morris skal sørge for koncerterne, siger Dickow, der er meget fortrøstningsfuld omkring USA, og véd fra tidligere, at William Morris er dygtige til at skabe live-jobs for hende ”de rigtige steder”.

– I England er det sværere: der skal man gerne have pressen i tale før man får jobs, og pressen skriver ikke så gerne om noget med mindre det i forvejen er kendt – eller bliver spillet i radioen. Men nu har vi sendt cd’en ud via distributions-firmaet Backs og har så hyret henholdsvis et pressefirma og så tre ”pluggere” som skal sørge for at musikken bliver spillet i både tv, samt national og lokal radio.

Specielt den engelske presse vil have stor betydning for Tina Dickow. Ikke bare i England, men også  i det øvrige Europa, hvor en ”god” pressemappe, vil gøre vejen for Tina og ”In The Red” ganske meget lettere, selv om cd’en også skal udsendes dér i løbet af året –  uanset den engelske reaktion.
I Norge bliver der dig ingen problemer for singersongwriteren: Der har Bonnier allerede slået til og udsender samme dag som i USA og England. 

Tina Dickow giver i øvrigt koncert herhjemme i slutningen af denne måned:

19.11 Frederikshavn, Det Musiske Hus.
24.11 Horsens Ny Teater.
25.11 Århus, Train.
26.11 Aalborg, Studenterhuset.
01.12 Esbjerg, Tobakken.
02.12 Odense, Rytmeposten.
03.12 København, Store Vega