Tone klar til at indtage Europa

Tone – med det borgerlige navn Sofie Nielsen – har haft god vind i sejlene siden hun udgav albummet ”Small Arm of Sea” i Danmark i 2008. Nu er det Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland, der får mulighed for at stifte bekendtskab med Tone, da albummet udkommer i de fire lande 16. oktober. Bag den europæiske udgivelse står det Berlin-baserede danske pladeselskab PonyRec og det store distributionsselskab Indigo.

En del musikmagsiner i de nævnte lande er netop nu ved at anmelde pladen, mens enkelte allerede har gjort det. Blandt de hurtige er Hollands største musikblad OOR – og de sparer ikke på superlativerne. De kalder blandt andet albummet ”en sand opdagelse” og trækker liner til Coco Rosie og Portishead, og sammenligner desuden også Tones vokal med ingen mindre end Billie Holiday. Så det ser generelt ud til, at hollænderne er glade for Tone. Foruden den positive omtale er videoen til nummeret ”I Am Long” også kommet i rotation på den store musikkanal 3VOOR12.

I kølvandet på udgivelsen tager Tone fra mandag 19. oktober på en to uger lang turné, hvor hun skal spille 12 koncerter i Tyskland. Med på turnéen har hun VJ Kristian Ravn-Ellestad.