Gipfeltreffen-deltagerne - set fra venstre.: Thorsten Freese/Believe Digital, Michael Bisping/A.S.S. Concerts, Jesper Mardahl/Promus, Tom Jensen/DME, Martin Schumacher/Nettwerk Music Group, Christian Hald Buhl/Factory 92, Gunnar Madsen/SPOT Festival/ROSA , Thomas Rohde/MXD, Mik Christensen/Mermaid Records, Jesper Bay/Body Of Work, Yan Mangels/FKP Scorpio & Factory 92, Jakob Sørensen/branchekonsulent, Jesper Reginal/Crunchy Frog, Thomas Bredahl/Heartbeat Management, Manuel Amian/Cargo Records & Stephan Thanscheidt/FKP Scorpio.

Topmøde mellem dansk og tysk musikbranche bekræfter musikeksport-potentialet syd for grænsen

Gipfeltreffen betyder topmøde! Og topmøde var der tale om, da en række tyske og danske musikbranchefolk forleden satte hinanden i stævne under nærmest isolerede forhold på Schackenborg Slotskro. Nu foreligger rapporten med konklusionerne.

Det tyske musikmarked er igennem de senere år blevet et af de vigtigste for dansk musik. Talrige danske artister er faste indslag på festivaler, spillesteder og klubber overalt i det store land – der i øvrigt også er et af verdens største musikmarkeder.

Dette store tyske marked sværger stadig til fysisk musikdistribution. Det fysiske salg udgør i dag over 70% af det samlede musiksalg, hvor tallet i Danmark nu er nede på cirka 16%. Derfor er det tyske marked aldeles attraktivt, for man kan rent faktisk stadig kan tjene penge på at sælge sin musik dernede. Læg dertil, at vi taler om over 85 millioner mennesker, et stærkt decentralt land hvor hvert forbundsland har sin egen mediestruktur (radio/tv og dagblade), flere primære byer; Hamburg, Köln, München – ud over hovedstaden, Berlin.

Derfor er det blevet endnu vigtigere for os, at arbejde med at styrke vores relationer, indsigt, netværk og kompetencer med den tyske branche – for der er stadig mange udfordringer for de danske aktører, der kommer fra en mere digital dagligdag og virkelighed.

De udfordringer var baggrunden for, at MXD, SPOT/ROSA, Factory 92 og Promus, forleden startede det første af forhåbentlig flere såkaldte ”Gipfeltreffen” (topmøder), hvor en række tyske og danske branchefolk mødes og ”sætter hinanden på dagsordenen”.

Det første ”Gipfeltreffen” havde deltagelse af Thorsten Freese/Believe Digital, Michael Bisping/A.S.S. Concerts, Jesper Mardahl/Promus, Tom Jensen/DME, Martin Schumacher/Nettwerk Music Group, Christian Hald Buhl/Factory 92, Gunnar Madsen/SPOT Festival/ROSA , Thomas Rohde/MXD, Mik Christensen/Mermaid Records, Jesper Bay/Body Of Work, Yan Mangels/FKP Scorpio & Factory 92, Jakob Sørensen/branchekonsulent, Jesper Reginal/Crunchy Frog, Thomas Bredahl/Heartbeat Management, Manuel Amian/Cargo Records, Stephan Thanscheidt/FKP Scorpio & Malte Erbs/PDH Music

Der er nu samlet en mini-rapport med de primære konklusioner fra ”Gipfeltreffen”, som bl.a. konstaterer, at dansk musik i den grad er på ”radaren” for den tyske branche: Vi er tæt på, arbejder professionelt, leverer høj kvalitet og er på den måde ”an extra asset of fine repertoire for the market”. Læs rapporten her:

– – –
”Gipfeltreffen” blev støttet af Statens Kunstfond, og fandt sted i Møgeltønder i ”æ grænseland”!