Total Hip Replacement i studiet – inden de åbner sæsonens første E-Tur

Total Hip Replacement klar til tur til 11 jobs på efterskolerne.

Tekst og foto:  Lise Bjerg

I næste uge indleder Total Hip Replacement 2017-18 sæsonen af E-Tur – danske grupper på turné på danske efterskoler – men inden da er de draget en tur i studiet, og ROSA har været med på ”en kigger”.

Lige nu er bandet ved at indspille bas og trommer, som producer Dennis Ahlgren sidder og arbejder med inde i studiet i et hus, hvor studiet ligger ude i haven i noget der minder om en gammel tyskerbunker / indgang til Narnia.

Der er en varm og sprudlende energi fra de unge funky fyre, og overalt ligger der kabler og dimser til instrumenter. Drengene sidder og hepper på hinanden, når det går rigtig godt.

Dennis Ahlgren er producer på gruppens nye numre.

Udenfor får vi en lille sludder med et af medlemmerne, som fortæller om gruppens forventninger til den kommende tour.

”Vi glæder os til at spille en masse koncerter, hvor vi får gang i folk og til at se en masse steder”, siger Victor West, som er forsanger i gruppen. Han fortæller også, at det bliver spændende at interagere med de unge publikummer og mærke deres energi oppe på scenen.

Efter Total Hip Replacement drager The Warmongers, Farveblind og Moses: ”Andreas” på E-Tur i perioden frem til jul.

Total Hip Replacements E-Tur går til:
29. august: Himmerlands Ungdomsskole
30. august: Horne Efterskole
31. august: Vejstrup Efterskole
4. september: Femmøller Efterskole
5. september: Aarhus Efterskole
6. september: Rudehøj Efterskole
7. september: Klejtrup Musik Efterskole
12. september: Galtrup Musik – og Idrætsefterskole
13. september: Herning Friskole kl.12.30
13. september: Vrigsted Efterskole kl.19.30
14. september: Østhimmerlands ungdomsskole