_uploads_gallery_5_5231_full

Trans Metro Express – det er ikke nogen stillekupé!

Den strømlinede hvide metro glider nærmest lydløst ind på Vestamager metrostation. Perronen er fyldt med mennesker, nogle uvidende om indholdet af den togtur de snart skal på – de fleste spændte og forventningsfulde. Inde i toget har Mikkel Metal, Thomas Knak (aka Opiate), Bjørn Svin og Fuzzy linet op med turntables, laptops, højtalere, gaffatape – og en jungle af ledninger.

Tiden går. Metrotoget er mere end propfyldt, og temperaturen har for længst passeret 40 svedige  varmegrader. Der skåles, hujes og piftes. Lidt som i et IC3 tog, fyldt med fodboldfans. Og så alligevel ikke – folk er ikke fulde, bare glade. Og svedige.

Strøm på vej ned i undergrunden.

Anledningen er åbningen af årets Strøm Festival. Fire hotshots på den danske elektroniske musikscene er i gang med at forvandle en ellers uskyldig tur med metroen til et anderledes møde med byen. Et møde hvor rytme, dyb bas og flerstemmig vokal skal akkompagnere byens, naturens og undergrundens æstetik.

Det lykkes at skabe en fantastisk stemning i toget, hvor alle griner og fester til stor forbavselse for hundredevis af forgæves ventende passagerer på de forskellige perroner. Musikken spiller, men ikke så højt. ”Sshhh” lyder det fra flere, når musikken overdøves af feststemte passagerer. ”DET ER IKKE NOGEN STILLEKUPE!” råber et kor af venner som svar. Det er sjovt, og de har ret – men musikken er svær fordybe sig i, når 400 mennesker i et alt for lille metrotog fejrer, at Strøm Festivalen er i gang.

 

Fuzzy – elektronisk veteran
med til Strøm.

Sanseoplevelse
Ideen er ellers god nok. At skabe en unik rejse- og sanseoplevelse gennem København med musikalske stemningsbilleder under togturen. På samme måde som koncertaktuelle Kraftwerk gjorde det i 1977 på albummet “Trans Europa Express” – en hyldest til den europæiske industrialisering, hvor jernbanenettet nu bandt nationer og kulturer sammen på kryds og tværs.

– Det er lidt ærgeligt, at der er så crowded, og at musikken ikke er højere. Ideen er jo vildt fed,  folk var virkelig tændte, og den elektroniske ambient passede perfekt til turen. Måske kunne man have det i alle tog mellem 19 og 21 næste gang – så ville flere få mulighed for at få en rigtig fed oplevelse, forklarer Christian ’Julle’ Jensen fra København, der glæder sig til flere anderledes oplevelser under Strøm festivalen, der varer frem til 16. august.

Læs mere om kommende Strøm arrangementer og om ’Trans Metro Express’
www.stromcph.dk
www.m.dk/tme (her kan du også streame ’Trans Metro Express 2009’ af Thomas Knak, der giver en fornemmelse af turen)
Eller: http://www.youtube.com/watch?v=0S0n0c9EW6E.

Det er ikke nogen stillekupé!!!

Varmt tog under byen…

Christian Jul Jensen på elektrisk togtur.