_uploads_gallery_1_1965_full

TRAX: Alsidighedens galla

Musikalsk spændvidde, eksperimenter og offervilje var nøgleord, der var med til at karakterisere TRAX Galla-koncerten i Randers lørdag aften, hvor årets solister/bands, deres særligt inviterede gæstesolister og DR Big Band var samlet for at sætte punktum for TRAX.

Konferencier Carsten Holm bød ved 20-tiden de tilstedeværende og P3-lyttere i hele landet velkommen til det, der skulle vise sig at blive et særdeles velspillet og underholdende musikshow.

Det skulle gøre ondt….
Psychobilly-bandet Powersolo skød koncerten i gang med  ”Mean Old Cat” og ”Action” – og fik fra starten sat bevægelse i salen. Powersolo var lige landet ind efter en tre uger lang turné i Tyskland og Frankrig (de skal tilbage til Frankrig og nye shows om en uge), men trioen havde stadig saften og kraften i behold og fandt sig åbenbart godt til rette på de skrå brædder med det 19-mand store DR Big Band i ryggen.

Powersolos Kim Kix gav sig 100 procent

Det blev efterfølgende til en charmerende country-duet med gæstesolisten Dorthe Gerlach fra Hush i ”Mr. Marsman”. Men den helt store oplevelse kom via forsanger Kim Kix’ maniske og selvopofrende performance i coverudgaven af Screamin’ Jay Hawkins-nummeret ”I Put A Spell on You”, hvor han –  nærmest som offer for voodoo –  hamrede hovedet i gulvet, slæbte knæene hen over brædderne og vred sig som en ål i salt.

–  Jamen, man bliver altså nødt til at korsfæste sig selv i det nummer. Men er nødt til at slå sig, hvis det bare skal lyde lidt hen af den sjæl og smerte, der er i Hawkins’ original-udgave. Så jeg kommer hjem med bule i panden og hudafskrabninger på knæene – jo, den fik faktisk alt hvad jeg havde i mig, sagde Kim Kix efter koncerten. Stadig lidt tummelumsk oven på oplevelsen – men overvejende glad. Også for den oplevelse det var, at have hele det store big band i ryggen.

Martin Hall og Andrea Pellegrini i duet

”Fest-dæmperen” Hall
Efter Powersolo havde pisket op i stemningen, tog en veloplagt Martin Hall depechen og lovede at lægge en dæmper på festen!

Der var helt sikkert dømt stilskifte, men nogen dæmper blev det ikke til. For med et opsigtsvækkende tysksproget første nummer, ”Verschwendung”, med smag af (stræk-)march og Brecht stod det klart, at vi var ovre i en hélt anden musikalsk arena. Og en helt anden måde at bruge big band på.

Hall valgte også at lave en indfølt udgave af evergreen’en  ”Moon River”, og sammen med sin gæstesolist, mezzosopranen Andrea Pellegrini, gav han en bombastisk og dramatisk udgave af hans egen sang ”Another Heart Laid Bare”.

Martin Hall var da heller ikke bleg for at benytte lejligheden til en humoristisk politisk anekdote, nemlig da han byggede op til nummeret ”Brainwash” med historien om den kontroversielle og excentriske texanske guvernør-aspirant Kinky Friedman, der har i planerne at gå til valg med det dumsmarte slogan ”Vote for Kinky Friedman – Why The Hell Not!?”.

Hall, der har eksperimenteret med utallige former i sin karriere, overtog guvernør-sloganet ved TRAX-finalen i Randers. Han har aldrig spillet med big band. Men det tog han på fanden-i-vold’sk vis som en udfordring:

Paw Lagerman på nummeret
“Ten Miles”

– Det er et lidt surrealistisk projekt for mig – og en diametral kontrast til TRAX-koncerten i København, hvor jeg havde eget band og et klassisk ensemble med. Men det er også en kæmpe udfordring. Og når big band’et åbner for sluserne kan man virkelig mærke, at det er ampere de lukker ud, sagde Hall, der havde valgt balladeklassikeren ”Moon River” fordi det er et af hans tidligste musikalske minder. Overhovedet.  Men som også kom forbi swing og (førnævnte) march undervejs i koncerten:

– Jeg har helt ærligt taget projektet som en ”playground” – positivt ment. Og kunne faktisk godt tænke mig at arbejde med big band igen, erkendte Hall bagefter. Dance-pop med big band
Dancepop med big band? Jo, man kan!

Efter en pause i aftenens program trådte Lina Rafn og Infernal ind på scenen og gav en ny-arrangeret og jazz’et version af ”From Paris to Berlin”, hvor bigbandet dannede et anderledes swingende fundament for det storsælgende dancehit, og som covernummer havde Rafn valgt ”Big Spender” kendt fra Shirley Bassey, hvilket Rafn udførte i bedste vampede natklub-stil. Paw Lagerman, den mandlige halvdel af Infernal, trådte til på klaver på det melodiøse nummer ”Ten Miles”, der også bød på rapperen Clemens, hvis energiske og lynhurtige mundlæder satte et nyt aftryk på sangen.

– “Big Spender” skyldes min fortid som ballrom’er (danser), fortalte Infernal-sangeren Lina Rafn. – Og i det hele taget er det en barnedrøm, der går i opfyldelse, at have sådan et band i ryggen. Af samme grund har vi også valgt at lave en bigband-version af “From Paris To Berlin”, når vi nu endelig har muligheden, i stedet for at spille det som vanligt,. Bare tag blæser-introen til nummeret. Det lyder fuldstændigt som disco 90’er-blæs – det lyder så fedt, sagde sangeren inden makkeren Paw Lagerman tog over:

– Ja, nu får nu får nummeret en anden følelse. Det her er lidt som at medvirke i en fed gammel film i halvanden times tid – og så være ude igen, sagde den mandlige del af Infernal, inden den virkelige verden ventede igen: For lige efter Infernals del af Gallaen hastede de to og resten af bandet videre til Hammel hvor en “normal” discoteks-koncert ventede.

Natasja begejstrede med
sin hurtige vokal-rytmik

Letbenet caribisk livsglæde
Der blev også taget mere end godt imod reggae/rap-sangeren Natasja, der indtog scenen som den sidste af årets fire TRAX-kunstnere. Hun havde Miss Mukupa og Teresa Jackman med sig som korsangere. Og sammen med bandet gav de tre en gallaoptræden, der emmede af letbenet caribisk livsglæde.

Ét af numrene, Natasja havde valgt til koncerten, var sangen ”Smuk og Dejlig”  – kendt fra Anne Linnet og ”Shit og Chanel” – som blev leveret i en ny swingversion, godt hjulpet på vej af Natasjas karakteristiske, hæse, dybe og suverænt rytmiske  vokal. En sang Natasja havde valgt “simpelthen fordi jeg tit og ofte har gået og sunget den for mig selv i de sidste 20 år”.

Natasja skulle lige vænne sig til at bassen og perkussionen ikke var nær så fremtrædende i bigband-formationen som med hendes eget orkester. Men uanset det, har det været en stor oplevelse:

– Det har været som at få et spark – en kæmpe oplevelse. Man står og bliver helt svimmel deroppe. Big bandet har været så søde og så varme – og så har de lavet nogle dejlige og smukke arrangementer til mine sange. I det hele taget synes jeg TRAX er en stor anerkendelse af min musik, som jeg er meget glad for.  Og jo – jeg vil meget gerne arbejde med bigband igen. På forhånd var jeg lidt bange for, at det ville blive for  “jazz’et” – men det skete slet ikke…

Jokeren lukkede festen med manér

Det danske jazz-landshold
Tilsammen leverede årets mangefarvede TRAX-hold et galla-show af kaliber, ikke mindst båret frem af, hvad aftenens konferencier Carsten Holm døbte ”Det danske jazz-landshold”: DR Big Band.

Men! Carsten Holm havde et sidste trumfkort i ærmet. For ind på scenen stormede Jokeren og fik publikum op af stolene med landeplagen ”Havnen”.
Han brød sig ikke om, at folk skulle sidde ned til festen: ”Hiphop er en kontaktsport”, proklamerede han og hev Mukupa og Jackman tilbage ind på scenen som kor på det gamle hit ”Spændt op til Lir”. Dermed afrundede han TRAX Galla 2006, der hele vejen igennem var en underholdende musikalsk hybrid-oplevelse.