TRAX Galla – nu med Big Band!

TRAX Galla – nu med Big Band!
Erik Barkman Petersen

Lørdag aften kulminerede TRAX 2004 i en stor TRAX Galla på Randers’ Værket. Fire solister med gæster, det 19 mand stærke DR Big Band i ryggen og randrusianske Hush som opvarmning.

——–

– Den næste sang kender I måske. Selvom jeg kunne dårligt selv genkende den, da jeg hørte den i det arrangement første gang! indrømmede Kira Skov.

Stedet var Værket i Randers og på scenen stod Kira med det 19 mand store DR Big Band. Sammen leverede de sangerindens egen ”Losing You” i et helt nyt, big band-beriget arrangement – og hvis Kiras kommentar kunne lyde skeptisk, udstrålede hun stor tilfredshed fra scenen. Akkurat som Randi Laubek gjorde det tidligere på aftenen:

– Det er en gave at høre sine sange i helt nye arrangementer og spillet af så dygtige musikere! betroede sangerinden til Værkets Store Sal.

Claus Hempler duetterer med Dicte

I alt fire solister fik det glatte big band-lag lørdag aften: Kira, Randi, Claus Hempler og Tue West. Dertil kom gæster som Dicte, Mark Linn og Drengene Fra Angoras Henrik og Kåre. Oven i købet agerede randrusianske Hush opvarmningsband – i tråd med de foregående fire Trax-koncerters ”Coming Home”-tema – så der var tale om en varieret musikalsk oplevelse:

Tue West spillede trommer for DR Big Band.
Randi Laubek gav en tyst og inciterende udgave af sin egen ”Madness Sadness”.
Henrik Solgård og Kåre brillerede med deres ”Den Forfærdelige Musefælde”.
Claus Hempler og en vampet Dicte sang duet til en swingende standard.
Kira rullede sig ud med Mark Linn i den endnu uudgivne ”My Joy Is Not Yours To Steal”.
Og det hele sluttede med en småkaotisk men velfortjent ”Rabalderstræde”.

Den DR-transmitterede koncert lignede en gedigen publikumssuccés. Både solister, musikere og P3’s blinkende ”applaus”-lygter fik helhjertede bifald med på vejen. Også Jan Sneum fra DR Rytmisk var begejstret.

Tue med DR Big Band i ryggen

– TRAX har altid handlet om at sætte spot på live-musikken udenfor København, og det mener jeg er vigtigt. Men i år er der desuden blevet plads til en eksperimenterende form, hvor musikerne virkelig har været villige til at lege med og sætte deres udtryk på spil. Det er der kommet nogle rigtig spændende koncerter ud af, mente Sneum.

Til forskel fra tidligere år er koncerterne ikke blevet live-transmitterede – altså lige med undtagelse af lørdag aftens Galla. Der skulle være plads til eksperimenter, mente DR, også dem der ikke lykkedes. Til gengæld har uddrag fra koncerterne fundet vej til P3s eftermiddags-programmer, og så er der blevet sendt timelange uddrag fra dem på ugedagen efter de fandt sted. Alt sammen har været med til at højne TRAX’ profil og – erfarer Sneum – har fungeret fint i sendefladen.

Hos ROSA – DRs medarrangør på TRAX – udtrykker den daglige leder Gunnar Madsen tilsvarende tilfredshed. Både med det musikalske udbytte og med, at arrangementet endnu engang fik dokumenteret idéen i at satse på koncerter placeret i hele landet, fremfor kun i storbyen.

– Og så vil jeg også gerne kreditere vores lokale samarbejdspartnere, såvel Værket som Voerså Hallen, Medborgerhuset Gubben, Rødovregaard og Højby Hallen. De har alle leveret et flot stykke arbejde, fastslår Gunnar Madsen.

Trax er et mangeårigt samarbejdsprojekt mellem Danmarks Radio og ROSA, der har til formål at sætte fokus på rytmisk livemusik – særligt udenfor de vanlige kulturmetropoler. Lyt til bidder fra årets koncerter på DRs hjemmeside – følg linket til højre på denne side.