_uploads_gallery_3_380_full

Tre danske eksport-esser til international festival

Tre danske eksport-esser til international festival
Henrik Friis

Dansk rockmusik er repræsenteret med tre af de pt. mest efterspurgte navne set med internationale øjne – Junior Senior, Superheroes og The Raveonettes – ved denne uges Eurosonic Festival i Groningen, Holland.

Festivalen er årets første internationale samling inden for musikverdenen og er ikke blot et vigtigt udstillingsvindue i forhold til pladeselskaber, tourmanagements etc. Eurosonic er samtidig festivalen, der nyder særlig bevågenhed af EBU (The European Broadcasting Union), hvorfor de deltagende grupper har chance for at blive blandt de udvalgte, som kan få millionvis af lyttere – og dermed altså også nye fans og nye markeder.

Som sædvanligt har Danmarks Radio og ROSA – Dansk Rock Samråd støttet de deltagende danske grupper, som er valgt af arrangørerne ud af de forslag DR og ROSA fællesskab har peget på. Junior Senior og Superheroes skal – sammen med belgiske Starfighter – spille på klubben Minerva fredag aften, mens The Raveonettes samme aften skal give koncert på Vera.

Superheroes – til Groningen for anden
gang.

For alle tre danske grupper falder deltagelsen perfekt. Junior Senior er netop i gang med en lancering over det meste af Europa via kontrakten med Universal Music – hvor især hittet ”Move Your Feet” er esset. Superheroes har for få dage siden fået sit seneste album afsat til Benelux-landene via licens-aftale med mærket Play It Again Sam. Og for The Raveonettes er hele dette forår eet langt fremstød efter aftalen med Columbias internationale afdeling i New York, som foreløbigt kulminerer med udsendelsen af debut-albummet i maj.

– Eurosonic er en vigtig begivenhed. Mange fik f.eks. øjnene op for Superheroes, da ROSA og Danmarks Radio præsenterede dem i Groningen første gang i 1999 – eksempelvis det største bookingfirma i Holland, Mojo, som siden har arrangeret mange koncerter og festival-jobs med gruppen, fortæller Yebo fra Superheroes’ danske pladeselskab Crunchy Frog.

The Raveonettes – foråret er én
stor international lancering.

Superheroes’ guitarist Asger Tarpgaard har også fine Eurosonic-minder: – Det var et af vores allerførste udlandsjobs, da vi var der i 1999 – men en fin oplevelse. God by, gode spillesteder og mange tilskuere alle vegne. Siden har vi haft pæn succes i Holland – og også en del eksport af den forrige cd ”Igloo”, men med den nye licensaftale, skal vi have lavet et nyt fremstød Det bliver en koncert med vægt på uptempo-numrene og det mere opsigtsvækkende. For med så vildt mange navne på en enkelt festival er der ikke meget tid til at overbevise, siger guitaristen.

Ud over de tre nævnte grupper deltager Envelope (på spillestedet Beurs) og S.P.E.C.T.R.E (på USVA) i fredagens Eurosonic-program i Groningen – begge støttet af ROSA – og lørdag er endnu en dansker i aktion, når den internationale Eurosonic Festival omdanner sig til Noorderslag Festivalen med fokus på hollandsk musik. Her går Jan-Erik Stig på Oosterpoorts Music Mekka-scene med sit hollandske band At The Close of Every Day.

EurosonicNoorderslag er kendetegnet ved at være et arrangement på musikkens betingelser, som byder på over 120 nationale som internationale grupper, der spiller på byens 25 små og store scener – alle i øvrigt utroligt velbesøgte fra start til slut. Derudover er der internationale seminarer og debatter.