Selene Munòz og Marie Key under årets Udenfor Sæsonen på Bornholm.

Udenfor Sæsonen blev et tilløbsstykke

Med fortællingen og historien i højsædet blev der for 12. gang afholdt Udenfor Sæsonen i forbindelse med Bornholms Kulturuge. Alle tre koncerter var udsolgt.

Bornholms Kulturuge 2013 er nu vel overstået og dermed er Udenfor Sæsonen afholdt for 12. gang. Steffen Brandt, til daglig forsanger i TV-2, samlede denne gang et hold, hvor historien og fortællingen var omdrejningspunktet. Holdet bestod af sangeren Marie Key, danseren Selene Munòz, forfatteren Stine Pilgaard og Steffen Brandt selv. Alt sammen akkompagneret af et orkester under ledelse af Christoffer Møller og Gustaf Ljunggren.

Gunnar Madsen fra ROSA – Dansk Rock Samråd udtrykker – som del af arrangørgruppen – glæde ved årets arrangement: – Vi er meget tilfredse med dette års udgave, og med udsolgte huse ved alle tre forestillinger (i Gudhjem, Aakirkeby og Rønne, red.) kan vi konkludere, at publikum virkelig har taget konceptet til sig.

– Det er traditionelt svært at samle alle elementer – sang, dans, fortælling – under ét, men vi har efterhånden et set-up, der fungerer og som publikum også kan lide, afsluttede Gunnar Madsen om dette års vellykkede shows.

Vi har her nedenfor samlet billeder fra Udenfor Sæsonen 2013.

Steffen Brandt og Selene Munòz på scenen i forbindelse med 2013-udgaven af Udenfor Sæsonen.

Søren Høst, Selene Munòz og Steffen Brandt fra Udenfor Sæsonen årgang 2013.

Fortællingen var kodeordet under dette års udgave af Udenfor Sæsonen. Her er det Søren Høst på saxofon.

Stine Pilgaard i færd med at fortælle.

Selene Munòz danser til toner af Steffen Brandt og Udenfor Sæsonens orkester.

Dette års udvalgte til Udenfor Sæsonen.