file0355_cropped

Udenfor Sæsonen: En foranderlig tradition

Udenfor Sæsonen kører nu på 14. år og er efterhånden en fast tradition og stærkt eftertragtet publikumssucces i forbindelse med Bornholms Kultuge. Men det gør ikke projektet forudsigeligt. For som altid har projektets musikalske ankermand Steffen Brandt overtalt en række nye spændende kunstnere til at sætte vanen på spil og i stedet lade hver enkelts musik blive taget op til ny revision og blive fortolket I dette specielle samarbejde.

Det gælder også holdet I 2015, hvor sangerne Carl Emil Petersen (Ulige Numre) og pop-sangerinde Signe Svendsen er sammen med cellisten Josefine Opsahl og den prisvindende bornholmske guitarist Mikkel Egelund Nielsen – begge fra den klassiske verden. Her er lagt op til tre koncert-dage, hvor der søges efter nye nuancer, vinkler og fornemmelser i det ellers velkendte materiale. Hvor alle medvirkende bygger bro mellem deres respektive baggrund, udtryk, alder og genrer. At Kulturugens 2015-tema er “SANS” ser således ikke ud til at blive et problem…

Om årets medvirkende:


Den prisvindende guitarist Mikkel Egelund Nielsen er født og opvokset på Bornholm. Han er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og Musikkonservatoriet i Köln. Mikkel har optrådt ved utallige festivaler og har været finalist ved flere internationale koncerter. Vigtigst af dem er 1. pladsen ved London International Guitarist Competition. Det er en af de største priser en dansk guitarist har vundet.

Josefine Opsahl er cellist og har allerede høstet international anerkendelse. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og vandt for nyligt den internationale klassiske musikkonkurrence i Slovenien. Josefine har medvirket i mange forskellige musiske sammenhænge med sin cello, hvor hun konstant udfordrer den klassiske genre.

Carl Emil Petersen er forsanger i bandet Ulige Numre, der har været et af Danmarks stjerneskud de seneste år. Deres første single ”København” blev en ren landeplage i radio og på YouTube. Carl Emil og band har modtaget diverse priser for rockmusikken, heriblandt P3’s Guldpris som P3 Talent. Statens Kunstfond tildelte for nylig Carl Emil et stort legat og skulderklap for hans sangskrivertalent.

Den talentfulde Signe Svendsen har de seneste mange år fundet succes som solo-artist med to dansk-sprogede albums. Det seneste ”Kun De Faldne Rejser Sig Igen” fra 2013 fik fine anmeldelser og blev nr. 1 på hitlisten over mest downloadede albums. Ellers kendes hun også fra adskillige turnéer med Niels Hausgaard.

De fire – og Steffen Brandt – bakkes op af bassisten Jeppe Skovbakke, trommeslageren Jeppe Gram, keyboardspilleren Christoffer Møller, og multiinstrumentalisten Bent Clausen.

Udenfor Sæsonen arrangeres i samarbejde af Musikhuzet Rønne, ROSA – Dansk Rock Samråd og Steffen Brandt.

Årets program for Udenfor Sæsonen:

17. september, Scala, Gudhjem.

18, september, Kyllingemoderen, Almindingen.

19. september, Musikhuzet, Rønne.