Udenfor Sæsonen banner

Udenfor Sæsonen: Vanebryderens vugge – Nye toner af det genkendelige

Årets Udenfor Sæsonen tager traditionen tro fat i, at udfordre vanens fængslende begrænsninger – Udenfor Sæsonen nyfortolker velkendte sange, og har igennem 15 år givet et anderledes musikalsk tilbud, som del af Bornholms Kulturuge. Denne omgang udgør besætningen solisterne Katinka, Marie Hageltorn Christiansen, Mathias Heise, Lis Sørensen og selvfølgelig også Steffen Brandt.

Af Michael Schade    

Bornholms Kulturuge nærmere sig med hastige skridt, og derved kommer årets Udenfor Sæsonen også nærmere, 22. – 24. september. Det er nu 15. udgave, der skal igangsættes og intet tyder på metaltræthed, tværtimod forventes projektet at udvise lige så stor uforudsigelighed som de forgangne år. Som altid er nyfortolkning kernen af Udenfor Sæsonen, den evige søgen efter at bryde de stavnsbundne vaner, som hindrer musikalsk udvikling.

Steffen Brandt har gennem alle 15 år været kunstnerisk leder for projektet, og vanen tro har han allieret sig med en lille håndfuld artister, som i fællesskab danner grundlag for den musiske parlør. Dette år ledsages Steffen Brandt af Katinka, Marie Hageltorn Christiansen, Mathias Heise & Lis Sørensen. Nogle af disse navne kender mange – andre er måske relativt ukendte for de fleste. Det er det forudsigelige ved Udenfor Sæsonen: at de deltagende artister er vidt forskellige steder i deres karrierer.

De fem artister akkompagneres af nogle af landets bedste musikere – Gustaf Ljunggren (saxofon) Christoffer Møller (piano), Jeppe Gram (trommer) og Jeppe Skovbakke (bas)

Årets solister

Katinka, sangerinde i bandet af samme navn, vandt Karrierekanonen i 2015 og har ikke kigget sig tilbage siden. Katinka gør sig bemærket hos sit publikum med sin karismatiske sceneoptræden, krydret med en nærværende vokal, hvilket bl.a. har resulteret i optræden ved kronprinseparrets prisuddeling.

Ved ovennævnte optræden deltog og akkompagnerede korsangeren Marie Hageltorn Christiansen også. Marie synger, foruden i Katinka, i flere klassiske kor, heriblandt de Musikvidenskabsstuderende kor MUKO, Akademisk Kor og Vokalgruppen Oktober. I øvrigt vender Marie hjem i forbindelse med Bornholms Kulturuge, da hun er født og opvokset på Bornholm.

Mathias Heise så Amin Jensen udfolde sig på en mundharmonika i underholdningsprogrammet ”Hit Med Sangen” og dét var startskuddet til Mathias’ fascination af mundharpen. I dag er Mathias én af få mundharpister i Danmark inden for jazzen og blev den første i dansk historie, som blev optaget på rytmisk konservatorium med mundharpe som hovedinstrument. Mathias har gjort sig bemærket ved at modtage priser og vinde adskillige titler over de seneste fire år. Heriblandt Rødovre Musikpris, Verdensmesterskabet i kromatisk jazz-mundharpe og DPA’s komponistkonkurrence ”Årets nye jazzstjerne”.

Gennem fire årtier har Lis Sørensens stemme præget den danske musik med hjertenære og melodiske sange. Ved et hurtigt kig på Lis’ bagkatalog tegnes der et billede af en artist, som over 40 år har formået at følge med tiden og genopfinde sin lyd, igen og igen. Derudover rummer bagkataloget også adskillige klassikere som ”Stille før storm”, ”Mine øjne de skal se” og ”Verden i farver”. I løbet af sommeren lægges sidste hånd på et længe ventet studiealbum, som forventes at udkomme til oktober. Publikum kan derfor gøre sig forhåbninger om, at høre en lille smagsprøve af Lis’ seneste arbejde.

Spilleplan

22. September: Frem, Svaneke – læs mere her
23. September: Christianshøjkroen, Kyllingemoderen, Aakirkeby  – læs mere her
24. September: Musikhuzet, Rønne  – læs mere her

 

Udenfor Sæsonen arrangeres i samarbejde mellem Steffen Brandt, Musikhuzet Rønne og ROSA – Dansk Rock Samråd.