_uploads_gallery_5_5836_thumb

Udenfor Sæsonen blander kortene igen op til 10 års-jubilæet

Da Udenfor Sæsonen startede i 2002, blev det lanceret som en række duo-koncerter, hvor danske sangere, kendte såvel som ’endnu ikke kendte’, fortolkede hinandens sange. Dette skete desuden på en række utraditionelle koncertscener i det Bornholmske landskab, “hundredevis af kilometer udenfor sæsonen”, som Steffen Brandt dengang udtalte.

Koncerterne Udenfor Sæsonen har på denne måde hele tiden haft som mål at udsætte både den optrædende kunstner og publikum for utraditionelle og uvante koncertoplevelser. Nu på tiende år i træk kan festivalen selv siges at være blevet en tradition, men med nye kunstnere hvert år kan publikum aldrig vide, præcis hvad de skal forvente sig.

Gunnar Madsen fra ROSA har været med i samarbejdet omkring Udenfor Sæsonen siden starten, og han udtaler:

 

_uploads_gallery_5_5837_thumb

Kira Skov – endnu en stor kvindelig stemme på programmet.

Plads til eksperimentet
– Det er vigtigt, både for publikum, men især også for de udøvende musikere, at der ved visse koncerter i løbet af deres karriere, er plads til at eksperimentere. Man undgår at gro fast i rutinen, og musikerne er med til at udfordre og udforske sig selv, ved at gå ind til et samarbejde som man ikke kender resultatet af på forhånd. På den måde opfatter jeg Udenfor Sæsonen-koncerterne både som arbejde og som refugium for musikerne, forstået sådan, at de både bliver hyret til at levere, men også får lejlighed til at blive klogere på sig selv, gennem de nye konstellationer.

– Da vi startede i 2002, var det egentlig ønsket fra Kulturugens side, at der skulle laves et stort koncertprojekt.  Vi foreslog i stedet, at vi brugte hele øen og udforskede utraditionelle spillesteder, og det har vi holdt fast ved.  Steffen Brandt har været fast kurator siden starten, og på den måde holder Udenfor Sæsonen over årene en klar profil –  som en rød tråd, der forbinder de mange vidt forskellige koncerter og kunstnere.

 

Jakob Bro –  spiller ofte med
internationale jazzstjerner, men
tager også gerne til Bornholm.

Steffen, Sanne, Kira og Jakob
I år danner Steffen Brandt, der også har været at finde blandt de optrædende gennem alle årene, par på scenen med en af de helt store kvindelige sangere fra sin generation, nemlig Sanne Salomonsen. Sanne Salomonsen sang i musicals fra helt ung og indspillede sin første plade i 1973, men brød igennem til hele Danmark som sangerinde i Sneakers. Hendes sidste plade ”Unico” er fra 2009.

Med sig på scenen har Steffen og Sanne derudover to andre musikalske profiler, Kira Skov og Jakob Bro, der har markeret sig i løbet af nullerne både nationalt og internationalt. Kira Skov er kendt fra Kira and the Kindred Spirit, og sang duet med Lars H.U.G. til Rock’n’Royal før kronprinseparrets bryllup. De seneste år har hun været engageret i flere samarbejder med producere og sangskrivere, både Peter Peter, fra Sort Sol, og John Parish, kendt fra sit arbejde med PJ Harvey.

Jakob Bro er en af de nye danske jazz-musikere, der for alvor markerer sig gennem sit samarbejde med de helt store, internationale artister. Hans seneste plade ”Balladeering” fra 2010 gæstes af blandt andet Bill Frisell, Lee Konitz, Paul Motian og Ben Street, og han har fire gange modtaget en Danish Music Award, blandt andet for Årets bedste jazzudgivelse.

Udenfor Sæsonens
musikalske kurator, Steffen
Brandt.

Nyt backingband
– I år er den største forandring, at vi har sagt farvel til vores backingband, der ellers har ageret baglinje og support for solisterne i de sidste fem år. Vi har været glade for at have Jeppe Gram, Jeppe Skovbakke, Christoffer Møller og Gustav Ljunggren med i bandet, men Udenfor Sæsonen prøver tit og ofte at gå nye veje, og i år er dét den vej, vi har valgt, fortæller Gunnar Madsen.

Det nye backingband, der skal spille solisterne op og frem på scenen, er alle kendt fra vidt spredte grene af det danske musikmiljø. Nicolai Munch-Hansen er bassist, og har spillet med Tim Christensen, John Tchicai og Jens Unmack, men er også samarbejdspartner med Kira Skov. Amerikanske Ned Ferm, saxofonist, spiller både jazz og avantgarde, og har spillet sammen med danske artister som Alberte, Povl Dissing og Nikolaj Nørlund. Både basunist Mads Hyhne og pianist Søren Kjærgaard har først og fremmest udforsket jazzens udtryksformer, mens Jakob Høyer på trommer har spillet med både The Raveonettes, og senest sammen med Caroline Henderson i forestillingen ”Love Songs” på Det kgl. Teaters Gamle Scene.

Udenfor Sæsonen vil i år finde sted tre aftener på tre forskellige koncertsteder:
Torsdag 22. september kl. 20.00 – Strandhotellet, Strandpromenaden 7, Sandvig
Fredag  23. september kl. 20.00 – Kyllingemoderen, Christianshøjkroen, Segenvej 46,  Almindingen
Lørdag 24. september kl. 20.00 – Gallakoncert, Musikhuzet Bornholm, Store Torv 6, Rønne