_uploads_gallery_7_711_full

Under Byen remixer Rammstein

Under Byen remixer Rammstein
Erik Barkman Petersen

Når Rammstein udgiver tredie single fra deres ”Reise, Reise”-album – ”Ohne Dich” – vil Under Byen være at finde på tracklisten. Det århusianske støj pop-orkester optræder nemlig med en totalt ommodelleret udgave af single-nummeret, hvor den originale vokal er forvrænget og størstedelen af instrumentalsporene er erstattet af bandets egne indspilninger fra Sweet Silence-studiet.

Rammstein pegede selv på Under Byen, da der skulle findes kunstnere til at remixe ”Ohne Dich”. De havde fået fingre i et Under Byen-album via århusianernes kontakter på den tyske afdeling af Universal Music – og sekstetten kunne lide, hvad de hørte. I alt findes fire-fem remix af ”Ohne Dich” på singlen, bl.a. et af det østeuropæiske kult-orkester Laibach.

”Ohne Dich” udkommer i Danmark en gang efter nytår, men i Tyskland ligger den klar allerede den 22. november. For Under Byen er det noget nær perfekt timing, fortæller manager Jesper Majdall:
– ”Det er mig der holder træerne sammen” udkommer i Tyskland i februar, og det her er en god mulighed for at få noget forhåndsomtale. I den sammenhæng er det også vigtigt, at remixet lyder mindst lige så meget af Under Byen som af Rammstein, forklarer Majdall.