Urpremiere af Musik på Hjemmebanen bragte musikken hjem til folket

Et helt nyt projekt, en garvet musiker og et publikum på hjemmebane: Det lyder som en simpel kombination, og skal man tage den første koncert i rækken som en indikator, så er Musik på Hjemmebanen en succes – med mod på mere.

Tekst og foto: Mikkel Wenzel Andreasen

”Jeg sagde til min plademand i morges, at hvis der kun kommer fem i aften, så placerer vi dem alle heroppe foran på første række,” griner Ester Brohus til en scenebygger, som svarer:

”Der er jo udsolgt – der kommer over 70 og lytter med i aften.”

”Jamen det er jo fantastisk,” stråler Ester, og klasker et stort high-five afsted.

Og der skal heller ikke gå længe, før det lille forsamlingshus en kold februar-aften er fyldt til bristepunktet med forventningsfulde beboere fra Frydenlund boligforening.

Der er lavt til loftet og trange pladser i det lange lokale, hvor Ester Brohus og hendes producer, guitarist og gode ven Mikkel Bøggild laver de sidste lydprøver inden koncerten skal i gang. Det er et helt simpelt setup: Ingen forstærkere eller elektrisk snyd, blot akustiske instrumenter og en stærk, retningsbestemt mikrofon, som opfanger hver en lille lyd på scenen.

Som Mikkel Bøggild senere fortæller publikum, så giver det bare “en mere ægte lyd”.

Og det er den ægte oplevelse, som Musik på Hjemmebanen gerne vil give til beboerne i boligforeningerne, i første omgang i Aarhus, men forhåbentlig også i resten af landet senere. Og det løfte har båret resonans blandt aarhusianerne.

Selvom Musik på Hjemmebanen er et nyt projekt, så er tilmeldingerne strømmet ind. Projektet retter sig mod, at bringe musikken ud af byen og hjem til folk i deres boligforeninger, men koncerterne er ikke begrænset til beboerne. Alle kan købe en billet. Og det er netop hvad alle har gjort.

Levende kontakt med publikum
Klokken halv otte en mandag aften er publikum placeret. Scenen er sat med kunstige stearinlys, ru trækasser og store persiske gulvtæpper. Guitar, dobro, banjo og mundharmonika står i deres stativer og blinker i scenelyset. Allerede inden duoen går på scenen er der en stemning der siger intimitet og autenticitet.

Ester Brohus med akkompagnement præsenteres og indtager først scenen og derefter hele lokalet. 40 års musikerfaring gør sig gældende, og Ester Brohus gør også sit for, at komme publikummet ved.

”Hvis der er nogen spørgsmål undervejs, så skal i bare stikke en finger i vejret, og så tager vi dem,” starter Ester med at sige, og der går heller ikke mange sekunder før, at der bliver spurgt fra tredje række:

”Der var én, der spurgte mig, om du er københavner, og det sagde jeg nej til – men hvor er du egentlig fra?”

”Jæ’ er wendelboer – det ær bå’e Mikke å jeg,” dræver Ester Brohus tilbage med et drilsk smil. Og så er koncerten i gang.

Ester Brohus på vokal og guitar, Mikkel Bøggild der skifter mellem sine strenginstrumenterog en hyggelig kemi mellem de to, når de stimler sammen om den ene mikrofon til deling.

Personlig musik til et nært publikum
Gennem hele aftenen ping-ponger både Ester Brohus og den banjospillende Mikkel Bøggild med publikum samtidigt med, at hun hjemmevant fletter små anekdoter ind mellem sine numre fra et imponerende bagkatalog.

”Da jeg var en lille pige i mine hjemmesyede kjoler, da fyldte musikken meget i vores hjem. Og jeg troede, at det var helt normalt at være ude og spille hele tiden,” fortæller Ester Brohus, da hun præsenterer sit næste nummer:

”Mine forældre ville altid skrive i min kontaktbog til skolen, at jeg ikke havde fået lavet lektier, fordi jeg var med ude og spille, og læreren ville altid bare svare med et ”ok”. Sådan var det. Forældrene er her ikke mere, men det er minderne,” Sådan indledes ”Missing You”, et melankolsk nummer om savn og glæde.

Personligt touch
Det personlige touch af både en tæt sceneoptræden og tekstunivers gør sit til, at aftenen bliver en god oplevelse for alle.

Efter koncerten kan Ester Brohus og Mikkel Bøggild træde ned fra scenen til store klapsalver og til en masse mennesker, som med en gennemsnitsalder på godt 50 år, alligevel træder tæt til, og både tager selfier og får skrevet autografer.

Til venstre: Jane Irmins, til højre: Lise Kjærgaard Modsen

”Det var helt fantastisk! Jeg har ikke set Ester siden start 90’erne, hvor hun spillede på Peder Gift her i Aarhus. Og det var rigtig godt at se hende sådan her ude i et forsamlingshus; jeg har selv siddet i bestyrelsen i en anden boligforening, og sådan en koncert vil vi da også have,” siger en tydeligt begejstret Lise Kjærgaard Modsen.

En begejstring som hendes medkoncertgænger og veninde Jane Irmins deler:

”Jeg vandt faktisk min billet i en pakkeleg fra min veninde,” siger hun, mens hun smiler skævt til Lise inden hun fortsætter:

”Men det er virkelig rart at kunne komme ud til noget, som man gider høre på, og endda ligger tæt på hjemmet.”

Aftenens hovedperson, Ester Brohus, kan også se tilbage på en succesfuld aften, hvor der er blevet bragt noget musik og glæde ud i de danske forsamlingshuse:

”Det har været sjovt, og det er godt, når folk der kender hinanden – eller måske ikke helt kender hinanden endnu –  kommer ud og laver noget hyggeligt sammen. Og så bliver lokalerne jo også brugt,” siger Ester Brohus.

Og lokalerne bliver i hvert fald brugt over de næste dage, hvor fire forskellige beboerhuse spilles op. I denne omgang med Ester Brohus, men håbet er at der er mange flere og vidt forskellige koncerter i vente i de små beboerlokaler landet over. Som supplement til fødselsdag-festerne.