_uploads_content_images_3_3757_full

Varmen fra de kolde egne

Varmen fra de kolde egne
Af Martin Buck

Det gør ikke det store, at baren lugter fælt af mavesyre. Eller at 10 store fjernsyn kører med stum baseball og overkulørte boksekampe i baggrunden. Allerede fra kl. 20.00 torsdag aften, hvor Islandske Ske går på, begynder folk at strømme ind fra gaderne, der i anledning af St. Patricks Day flyder over af grønne striber og en del røde udrykninger. Og de nysgerrige bliver belønnet, for den – første – nordiske aften viser sig at blive varieret, intens og den ser ud til gå rent ind. Om aftenens gæster er blevet klogere på en decideret nordisk tone, er svært til at sige, men den skandinaviske varme er der nok af.

– – – –
Vores skribent Martin Buck rapporterer i disse dage fra verdens største branche-festival South By SouthWest i Austin, Texas. Dette er den tredje reportage (læs de øvrige via menuen t.h.) og Martin Buck vil i de næste artikler fokusere yderligere på festivalen og dens betydning – og på de danske bands deltagelse. Martin Buck er til daglig redaktør for Mymusic.dk

– – – –

Lydtekniker Stig Kamonen (th) og
guitarist Kjetil fra det norske band,
Surferosa, foran den skandinaviske
højborg, The Drink.

Hvis der er premierenerver i den skandinaviske delegation, er de svære at spore. Exportchef Kristian Riis i front lader sig ikke sådan ryste, hverken af den morderiske texanske trafik, forskellige administrative knuder eller af forventninger til succes. Som en del af det danske team har Riis hyret de to bunderfarne nordmænd, Stig Kamonen, der har været lydmand for A-Ha og for Kaizers Orchestras Europa-tour, og Ane Serigstad, der er en dreven stage-manager. Begge har tidligere været med på SXSW og de er med til at katalysere en god ro blandt de skandinaviske bands. Stemningen er rolig. Dørmændene dasker rundt, gear slæbes ind til aftenens program, der byder på Ske (IS), Tina Dickow, Low Frequency in Stereo (N), epo-555, Powersolo og 22 Pistepirkko (FIN).

Ti minutter i otte er baren stadig nærmest tom, men mens klokken slår 20:00 begynder folk at komme med programmer i hænderne. Pigerne fra pr-bureauet, Girlie Action, står ved indgangen og hverver folk ind. Senere lykkes det deres forlægger at hverve publikum fra den lange kø til Kasabian. Den skandinaviske historie bliver fortalt på gaden og folk kan lide den. Islandske Ske leverer et uensartet, men meget medrivende set og får folk til at svede med en sær Pixies-agtig rock-afart. De får deres velfortjente bifald og bliver opfordret til at gå på scenen igen, men det er underforstået, at der ikke er tid til ekstranumre. Hvilket måske tager en smule af live-charmen, men det er en fornøjelse for publikum. Tidsplanen bliver holdt overraskende godt over hele byen, hvilket giver den grundige festivalgænger noget så sjældent som muligheden for at lægge en plan, der holder.

To ekstra skandinaver på visit

Tina Dicow er det bedst kendte danske
navn i de amerikanske branchekredse
– her under koncerten på The Drink.

Når en koncert er færdig, bliver folk som suget ud. Det samme sker efter Ske. Delegationen på den skandinaviske højborg, The Drink, bliver et øjeblik fjerne i blikket. Men et kvarter efter er Tina Dickow klar og baren er fuld. Teitur, som spiller fredag bliver anbefalet af mange kritikere, men Tina Dickow er det bedst kendte danske navn i de amerikanske branchekredse, fortæller Inge fra Girlie Action:
– Vi oplevede, at de fleste sagde: “Okay, kommer hun? Stiller hun op alene eller er der band med?” Så de kender hende godt i de indre kredse af branchen og hun har fået godt fat, udtaler Inge Colsen fra pr-bureaet, Girlie Action. The Drink er da også fuld af begejstrede amerikanere, der svømmer hen til kvintettens tight’e og to-stemmigt kærlige songwriter-stil.

Den norske trio, Low Frequency in Stereo, hypnotiserer publikum med et instrumentalt rock-set, som er lige dele mekanik og rockabilly. Den skandinaviske lejr summer bagest i lokalet, høje over udviklingen. Lyden er god, kvaliteten er svedig og publikum bliver hele acts igennem. Før epo-555 skal på, kigger Sune Wagner og Sharin Foo fra the Raveonettes forbi. De skal selv spille på Emo’s Main Room i morgen, fredag og igen lørdag til en mere privat fest, men de er ikke en del af den MXD-ledede skandinaviske lejr.

Sharin Foo og Manoj Ramdas fra The
Raveonettes “hang ud” på den første
skandinaviske aften.

– The Raveonettes er et godt eksempel på de forskellige grader af udvikling i et band, som vi er opmærksomme på i MXD. Når de er nogenlunde velorganiserede og evt. har noget materiale ude og et lille selskab i ryggen kommer de til os. Når de har succes og et større selskab i ryggen, behøver de ikke MXDs hjælp. Vi hjælper dem gerne, men det er en god udvikling, at de klarer tingene selv gennem deres manager og deres pladeselskab. Det er en generel indstilling hos MXD, at bands selv skal tage den første og største del af initiativet, fortæller Kristian Riis.

Lyden af succes
epo-555 døjer med sløje monitorer for første gang i løbet af aftenen, men griber publikum med deres tvedelte energi. Epos forsanger Mikkels overvældende imødekommenhed og keyboardspiller Camillas tilknappede charme er elegant. Bas og trommer med store indforståede smil. Efter koncerten er der lidt knurren i krogene over lyden, men bandet har udsigt til en lang solrig køretur til vestkysten og L.A. efter aftenens show. De danske musikere lader i det hele taget til at have undgået de nye post 9/11 arbejdsvisum-regler, som foreskriver quick turnaround. Hvilket betyder, at man skal forlade landet, så snart en kontrakt er ophørt.

Powersolo – stærk og morsom kost
på scenen

Således også aftenens næste band, Powersolo, som døjede med tekniske vanskeligheder på The Piano i New York tidligere på ugen. Det samme sker i aften, men de overlever i kraft af deres voldsomme og voldsomt morsomme scene-energi. Med de to stærke guitaroriginaler, brødrene Kim Kix og Bo og stand-in på trommer, Jesper “Yebo” (pladedirektør for Crunchy Frog) leverer de et kraftfuldt set, som magnetiserer gadens racetrack-entusiaster indenfor og hensætter folk til støvede eftermiddage med brændt gummi og smørrede smil.

Den nordiske desperation kommer først på banen til sidst på aftenen, hvor 22 Pistepirkko går på og langsomt, grænsende til det modvillige får bygget en hård energi op og slutter en stor skandinavisk showcase af med aftenens eneste ekstranumre. Især de tidligere hårdt rockede numre går rent ind hos det efterhånden udtrådte publikum, mens skandinaverne blandt publikum får fjerne øjne ved finnernes smukke, hjemsyge ballader. Publikum fik måske ikke de mest nordisk prægede acts at se, men sammensætningen af bands var tilpas kontrasterende, kvaliteten var overbevisende og især de forskellige bands evne til at inddrage publikum, trak aftenens acts et godt stykke over gennemsnittet.

Klokken 2:00 er aftenen erklæret overstået. Det gælder hele byen. Alle barer hælder publikum ud i gaderne med varierende grader af håndfasthed. Berusede folk, som vil gøre hvad som helst for at komme ind og få en sidste øl, mens bag-gearet pakkes sammen. En kamp for pizza-slices uden nåde og om taxaer som gjaldt det livet. En tilfreds Chevy over lange strækninger med enorme motorvejs-loops. Sirener til at matche en klar tone i øret. Hvilket åbenbart også kan være lyden af succes.

– – –
Læs mere om Teiturs og The Blue Vans færd ved fredagens nordiske showcase på The Drink i morgen.