_uploads_gallery_1_1188_full

Veto, norsk rock’n’roll, metal og ny jazz til SPOT

Veto er et af dansk rocks mest omtalte nye navne i længere tid – både på grund af heftig sceneoptræden og på grund af stærkt omtalt ep og nu senest cd’en ”There Is A Beat In All Machines”, der netop er sendt på markedet. I disse dage er gruppen i gang med sit første udlandseventyr – ved den prestige-fyldte amerikanske South By SouthWest-festival i Austin, Texas  – og nu kan sløret samtidig løftes for, at Veto spiller ved årets SPOT Festival 2.-3. juni i det centrale Århus.

Og der kommer mere af rock-skuffen til SPOT. Fra den mere alternative afdeling suppleres Veto af henholdsvis I Am Bones’ skramlende lo-fi og I Got You On Tapes mere døsige stemninger, der således binder en smuk sløjfe på en ”alternativ” festivalpakke, der i forvejen består af epo-555, Campsite, Pluto og Sterling.

Norske Animal Alpha har høstet store roser i
hjemlandet for deres energiske blanding af
metal, funk og teatergalskab.

Men årets SPOT byder også på rock af den mere hårdtslående slags, når norske Animal Alpha og danske As We Fight, Rock Hard Power Spray og Volbeat (sidstnævnte ”Årets håb” ved 2006-udgaven af musikkritikernes egen award-uddeling, Steppeulven) gør deres til at fortælle, at der er liv i den mest bastante del af scenen anno 2006.

Helt så hårde i filten er norske Bigbang ikke – de har til gengæld  sikret sig en del opmræksomhed via en ny rock, der har særlig forkærlighed for slut-60’ernes/start- 70’ernes amerikanske scene – og Øystein Grenis personlige, varme sang som ekstra plus på toppen.

Og så har årets SPOT i øvrigt også de nysgerrige antenner ude, når de gælder de nye strømninger, der hvor rocken møder jazzen. Ligesom sidste år samarbejdes der med arrangørerne SunShip og Dansk Jazzforbund om programmet, som i 2006 kommer til at omfatte fem koncerter:

Once Around The Park, der i 1997 modtog en
Grammy for deres debut, spiller på SPOT 2006.

Once Around The Park, der tilbage i 1997 modtog Grammy’en “Årets Danske Jazzplade” for debutalbummet “Unity”, har siden opbygget et solidt publikum til lyttevenlig jazz udført med stor variation og tilført diskrete henvisninger til bl.a. rock, pop og surf. Slaraffenland hører til de mere uhøjtidelige – udgangspunktet er stadig jazzen, men der bliver flittigt lånt fra stilarter som shoegazer, postrock og støjrock. Netop støjrock og jazz er også grænselandet hvori Bandapart skaber melodiøse klangflader, tommeslageren Emil de Waal, som har medvirket på et utal af moderne jazzudgivelser, solist-debuterer med stor fantasi i Emil de Waal Plus, og Sun Ship-programmet bliver kompletteret af avantgardepop fra fællesnordiske Sekten, der veksler mellem instrumental- og sangnumre med to svenske sangerinder i front