2015 portrait by Birk Kromann

DMA Blues-vinder: – Det er en blåstempling der har stor værdi, specielt i udlandet

Mike Andersen fortæller om at opnå anerkendelse og være splittet mellem et liv med turnéer og et hjem med familie
Tekst af: Heidi Nannberg

I aftes, 23. september, løb Danish Music Awards Blues af staben. Blandt årets vindere var Mike Andersen, der vandt i kategorien “Årets Danske Bluesudgivelse” med albummet ”Home”.
Det var en stolt vinder, der tog telefonen. Glæden kunne stadig høres i hans stemme, mens resten af bandet, der var på vej mod Aarhus i tur-bussen, snakkede i baggrund:

– Først og fremmest bliver man stolt af at få den form for anerkendelse. Jeg er specielt glad for juryens udtalelser, de har virkeligt forstået, hvad albummet handler om, siger den 37-årige blues-guitarist og sanger. Og fortsætter: – Prisen er med til at opretholde momentum – det er klart, at sådan en blåstempling betyder meget.

Selv beskriver sangeren og guitaristen prisen som ”Danmarks svar på en Grammy, og det har stor værdi i udlandet”.
Udlandet var da også noget juryen havde lagt vægt på. Om albummet hed det blandt andet: “Albummet har potentiale langt udover Danmarks grænser”. Mike Andersen har da også allerede slået igennem i Norge, hvor han sammen med sit band har spillet adskillige koncerter. Når det kommer til fremtidsplaner, spiller også udlandet en væsentlig rolle: I starten af det nye år står Tyskland øverst på turnéplanen.

Mike Andersen

Foto af: Christian Bardrum

Et studie i en kælder og 12 kopper kaffe
”Home” skiller sig ud, fra de albums Mike Andersen tidligere har udgivet. Denne gang er albummet blevet indspillet og produceret af Andersen selv, og som navnet antyder har alt dette fundet sted i hans eget hjem. En beslutning der var mere eller mindre tilfældig:

– Det startede med, at jeg indrettede et studie i kælderen, hvor jeg kunne skrive sange som et form for arbejdsværelse, fortæller han.  Senere begyndte flere af bandets medlemmer at komme forbi en gang om ugen, for at arbejde på pladen:

– Da vi begyndte at indspille demoer, opdagede vi, at det kunne noget. Det var tæt, intimt og nærværende.

Ifølge ham selv har det da også sat sine spor på pladen, som  “får en anden sound, på godt og ondt.” Som Andersen selv giver udtryk for, har albummet en anden lyd end sædvanligt:

– Man kan ikke få en særlig ambient lyd, når man spiller i en kælder, siger han og fortæller at der – til forskel fra tidligere album  – er blevet skraldet nogle lag af. Og det gør noget ved musikken at ”man kan sidde i sit hjem med 12 kopper kaffe fra dagen før”.

Omgivelserne har også sat sit præg på sangteksterne. Mike forklarer, at alle i bandet er nået til en fase i deres liv, hvor de har små børn. Når de vender hjem oplever de ”en rastløshed og en lyst til at komme ud og spille musik igen”. Så ”Home” sætter ord på kærligheden til at turnere og den uundgåelige hjemve og savnet af familien, der opstår, når man er væk.

_____
Foto af: Birk Kromann; Christian Bardrum