Volbeats afløsere overbeviste

Igen i år havde Eurosonic valgt at henlægge uddrag af den mere hårde del af programmet til Academie Minerva i udkanten af centrum. Et kunstakademi med hvidkalkede vægge, højt til loftet og sædvanligvis plads til fordybelse og kontemplative betragtninger over statisk kunst. Tilsæt en omgang dansk metalpunk og du får den ultimative kontrast serveret – hvad måtte have været lige præcis Eurosonics mål med den overraskende opsætning.

Fredagens koncert var dog ikke med det danske band de fleste havde ventet ville stå klar på den lyse scene. Allestedsnærværende Volbeat havde nemlig meldt afbud, formentlig fordi de samme aften modtog prisen for P3 Lytterhittet med “The Garden’s Tale” ved P3 Guld hjemme i Danmark. Det gav til gengæld plads til et mindre beskrevet hårdt rockende islæt, Gob Squad, der i november skrev pladekontrakt med hollandske Mascot Records, der netop også udsender Volbeat i Europa.

Og fremmødet til afbudsbandet var ganske pænt, med en overvægt af folk fra branchen, der tydeligvis var kommet for at høre, hvad Gob Squad havde at byde på. Og ikke ulig Volbeat diskede kvartetten op med en solid gang tempofyldt rock i den hårde ende, men med mere punk iblandet og med fine melodiske strukturer spundet omkring den tekniske ekvilibrisme genren fordrer. Og forbindelsen mellem de to bands er da også til at få øje på. Gob Squads frontmand Thomas Bredahl indtrådte nemlig som guitarist i Volbeat for lidt mere end et år siden.

Efter koncerten fangede vi Evert Wubben fra Mascot Records for at spørge til baggrunden for deres nye danske signing.

– Vi hørte selvfølgelig om Gob Squad gennem Volbeat og Thomas, og kunne mægtig godt lide ham som forsanger og bandet i det hele taget. Det virker generelt som om der kommer en masse god hård rock fra Danmark i øjeblikket, og det holder vi selvfølgelig øje med, fortæller Wubben bekræftende om den nuværende danske metalbølge, over telefonen lørdag formiddag.

Det hårdtarbejdende band foreviget efter koncerten på
Eurosonic.

Ude over hele Europa
Gob Squad udgiver deres tredje album “Watch The Cripple Dance”, i slutningen af januar. Et album, der er blevet til over det sidste års tid og er indspillet med den tidligere Hatesphere-frontmand Jacob Bredahl bag knapperne. Og som med Volbeat udsender Mascot også Gob Squad i hele Europa.

– Vi er ikke interesserede i kun at udsende dem i Holland, så det skal ud i hele Europa, hvor især Tyskland er et nøglemarked. Derfor havde vi også inviteret en stribe bookere til koncerten på Eurosonic og fik mange positive reaktioner efterfølgende, så det ser lovende ud.

Gob Squad gav nu også alt, hvad de havde i sig med deres lidt atypiske setup, hvor rollen som forsanger skifter mellem Thomas Bredahl og bandets anden guitarist, Stauning. Det lover godt for den halvstore turné bandet efter pladeudgivelsen drager ud på, først i Tyskland og Belgien, inden det er Danmark, der står for tur. Allerede i den 25. og 26. januar kan Gob Squad dog opleves til dobbelt release-fest på dansk grund på henholdsvis Lades Kælder og Musikcaféen i Århus. Så hvis Evert Wubbens afsluttende forudsigelse i telefonen om, at Volbeat i løbet af et par år bliver Danmarks største band, holder stik, så skal Thomas Bredahl nok få sit at se til.
Gob SquadEurosonic – Academie Minerva, Fredag 11. januar