_uploads_gallery_1_1954_full

Wundergrund: Sultne på eksperimentet

Lad mig lige høre det ”A” du spillede der en gang til.

”A”? Hvaffor et ”A”? Hvad mener du…..?
Nå, nej du bruger jo ikke noder. Kan du ikke lige spille de dér 220 hz igen…?

Dén lille kommunikationsstump mellem to af Wundergrund Festivalens samarbejdspartnere fortæller ganske præcist, hvad der sker i disse dage under festivalen i København, hvor den klassiske musiks ensembler møder rytmiske solister i alle afskygninger – og på adresser langt fra den klassiske verdens..

En frase som ”modsætninger mødes og sød musik opstår” er nok rigeligt slidt, men at det bliver til nogle ”givende sammenstød” er indiskutabelt. Tag nu bare gårsdagens koncert på Loppen på Christiania, hvor blæserkvintetten Carion gav koncert med en af den elektroniske scenes store troldmænd, Bjørn Svin.

Morten K. Josa

Carion – her Niels Dittmann – gav Bjørn Svin
ensemble-mæssigt modspil.

Begge ”parter” ivrede allerede inden koncerten om glæden ved samarbejdet – som begge ligeledes håber vil fortsætte.

– Wundergrund er en god mulighed for et ensemble som vores til at prøve kræfter med noget helt nyt. Ved koncerten i går (mandag, red.) med Andy Roda, var det nok mest Roda, der tilnærmede sig vores verden, fortæller Carions fagotist Niels Anders Vedsten Larsen om samarbejdet med soulsangeren omkring Schubert’s ”Winterreise” – special-arrangeret til lejligheden.

Bagateller for viderekomne
–  Men med Bjørn Svin er det noget helt andet. Vi har i lang tid gerne villet ”gøre noget ved” komponisten György Ligeti’s ”6 bagateller”, som vi længe har spillet, og den ide var Bjørn med på. Man kan sige, at han har lavet en komposition, som han så lægger oven i Ligeti’s – men det er vel at mærke en komposition uden nodeforlæg (Bjørn spiller ikke efter noder, red.). Og i det hele taget har samarbejdet været méget spændende for os, siger fagotisten.

Wundergrund

Bjørn Svin og Carion – stor musikalitet og
spøjse indfald.
 

Bjørn Svins og Carions vidt forskellige tilgange til musikken har været helt gnidningsfrit. Kun i et enkelt tilfælde var der ”sprogvanskeligheder”. Carion forstod simpelthen ikke Bjørn Svins tilføjede musik til en af Ligeti-bagatellerne. Men da de gik i dybden med kompositionen forstod alle hvorfor: Partituret til stykket fortalte tydeligt hvor taktslaget skulle ligge –  men da Bjørn Svin ikke læser noder men udelukkende havde lyttet til musikken, havde han simpelthen fået en anden opfattelse af nummerets puls.

Med problematikken opklaret rettede Bjørn Svin hurtigt hans Ligeti-tilføjelse til, og alt i alt har han fundet arbejdet med den klassiske verden og Carion i særdeleshed spændende:

– Det er ekstremt udfordrende for mig og meget givtigt, siger Bjørn Svin.

–  Og hvis vi får muligheden, kunne jeg godt tænke mig at gå meget mere i dybden og detaljen – og gøre det hele meget mere raffineret end dette korte forberedelses-forløb har givet mulighed for. Det vil ske hvis vi f.eks. får lov til at lave en pladeindspilning med musikken. Nu må vi se om vi får tilladelsen – ellers må vi finde noget andet. Vi vil i hvert fald gerne fortsætte sammen, siger Bjørn Svin, der pt. indspiller for både sit danske og engelske pladeselskab – når han ikke er på farten som solist (sidste weekend Berlin – den kommende i Birmingham).
Carion tror og håber også på en fortættelse med Bjørn Svin, men også med Andy Roda. Og så synes de fem musikere tillige, at mødet med de rytmiske spillesteder har været sjovt:

wundergrund

Bjørn Svin – legebarn bag
isenkrammet.
 

Anden tilgang til musikken
– Rockpublikummet har en anden tilgang til musikken. De lytter efter. Men modsat det klassiske publikum som sidder og lytter til kompositionerne er til ende, oplever vi her udråb undervejs. Eller at folk går op og køber en øl. Havde de siddet og snakket under musikken havde det været noget andet. Men de generer ikke – og de er opmærksomme, siger Vedsten Larsen.

Tirsdagens job var ensemblets første på Loppen. Ja, faktisk havde kun to af de fem været på Christiania-spillestedet før. Men publikums-modtagelsen var meget imødekommende og interesseret. Og folk sad stille og lyttede – trods de styrtdykkende temperaturer både uden- og indenfor, som ellers kaldte på kuskeslag og anden højlydt bevægelse.

De 15 minutters samarbejde omkring Ligeti-bagatellerne var da også aftenens mest vellykkede. Ikke at forklejne Carions solo-stykker – eller Bjørns Svins –  som lagde op til samarbejdet. Eller anden halvdel af dobbeltkoncerten, hvor legebarnet Bjørn Svin indgik i et mere svævende/nørdet og intellektuelt samarbejde med den klassisk-/jazz-uddannede electronica-udøver Jens Hørsving.

wundergrund

Jens Hørsving og Bjørn Svin – sluttede aftenen
på Loppe af.
 

Men de seks korte bagateller var så forskellige i stemning, farve, tempo, temperament, opbygning m.m. at det klart viste flest nuancer: Med de fem energisk-tændte klassiske musikere foran deres mikrofoner og en krumbøjet, hoved-op-og-ned-nikkende Bjørn Svin i evig krops-groove over sit elektroniske stykke isenkram. Og med nuancer til fordybelse og yderligere understregning af det klassiske oplæg – og så en dejlig portion godt sete udbrud og latterfremkaldende humoristiske tiltag, som kun kan resultere i yderligere nedbrydning af skellene.

Fortsættelser
Og Wundergrund ender utvivlsomt i ”fortsættelser”. Ikke ”kun” med Carion og Bjørn Svin,  Carion og Andy Roda samt Bjørn Svin og Jens Hørsving: SNYK-leder og Wundergrund-arrangør Mette Dinesen kunne også fortælle at både Thomas Knack og Anders Remmer ser ud til at ville fortsatte tirsdagens samarbejder med Pace og at Jomi Massage og Zoom overvejer hvordan legen kan fortsætte.

Eller som SNYKs ”elektroniske” bestyrelsesmedlem Carl Bjerre Skibsted sagde: – Tiden er bare så moden for den her slags samarbejder, at man kan spørge sig selv om, hvorfor det ikke er sket før…

– – –
Wundergrund-festivalen er arrangeret af SNYK – Sekretariatet for Ny Kompositionsmusik i samarbejde med ROSA – festivalen fortsætter frem til 12. november.