Ålands Julia Clara kaster sig gerne ud på de store våger

Den lyse indie-stemme fra Åland havde sin hidtil største koncert-oplevelse i går, da Días Nórdicos ramte Montevideo i Uruguay for fulde huse. Her fortæller den ålandske musiker om karrieren – og baggrunden.

Af Henrik Friis, Días Nórdicos, Montevideo, Uruguay.

– Det har været min bedste koncertoplevelse – nogensinde.

Sådan lød den smilende, glade og umiddelbare kommentar, da ålandske Julia Clara havde stillet den skinnede, røde Gretsch-guitar fra sig og var trådt fra projektøreres lys ud i tusmørket.

Scenen var taget af Centro Cultural de Espana i Montevideo. Tilskuerområdet på 4. salens hyggelige udendørs terrasse var propfyldt, med lang kø i både vestibule og ude på fortovet for at opleve fire ”ukendte” nordiske navne ved Días Nórdicos’ debut i Uruguay.

– Det var det hele: stemingen, de glade ansigter og publikumsreaktion – og så dén udsigt, sagde hun og pegede ud på Montevideos skyline i solnedgangslyset, som var backdroppet til denne sydamerikanske sommeraften.

julia-clare

Julia Clara med masser af tilskuere og Uruguays skyline i soldnedgangen. (Foto: Lene Prang)

I karrierestarten
Den 20-årige sanger med den lyse, klare stemme er stadig bare lige i starten af karrieren, og Latinamerika-rejsen er den første sammenhængende turné for hende internationalt. Men det ryster ikke ålænderen. Hun suger til sig – både fra koncerterne, samt de workshops med argentinske musikere og Teitur, som det er blevet til under denne Días Nórdicos-turné.

Og suge til sig har hun gjort, lige siden børneårene på Åland, hvor hendes familie flyttede til, da hun var to år. Først violin-spil fra 5-års alderen, og som 12-årig smed hun fiolen fra sig for at spille guitar – og kastede sig over el-guitaren med det samme: – For havde jeg valgt akustisk guitar, var jeg kommet på den klassiske afdeling på Ålands Musikinstitut, som hun siger.

– Så blev jeg bare kastet ud i det med en gruppe med en flok 15-årige drenge, og skulle få det til at fungere. Det var ”scary”. Men det lærer man af, smiler Julia, som også har fået den melodiske/harmoniske interesse via sideløbende deltagelse i kor.

Musikinstituttet ér stedet på Åland, hvor musikinteresserede blandt de i alt 28.000 indbyggere tyr til, hvis de vil lære musik; instituttet har især været med til at gøde jorden for flere senere internationale operasangere, og et par navne gør sig også uden for Åland på det rytmiske felt (og så skal vi ikke glemme litteraturen og en prisvindende forfatter som Ulla-Lena Lundberg, red.)

Så Julia kløede på – uden for musikinstituttet på restauranter i forbindelse med hoteller, for bortset fra en enkelt mindre klub, er der ikke noget decideret musikmiljø på øen.

th-juliaclara2

Røg og damp – og tilskuer-koncentration på toppen af det spanske kultur-center.

Videre – efter musikinstituttet
Så når mulighederne på musikinstituttet er slut, så må man rejse for at komme videre.
Men hvor de fleste tager til moderlandet Finland eller mest Sverige – Åland er svensksproget – så rejste Julia helt bevidst til England.

– Jeg skulle bare væk. Jeg er stadig meget glad for Åland, men jeg trængte til en helt anden inspiration. Så jeg tog til Brighton (British and Irish Modern Music Institute, red.), for også at blive bedre til engelsk. Og den skole var virkelig god for mig: Man blev simpelthen tvunget til at skrive én ny sang om ugen – og derefter optræde med den. Og det gav god øvelse. Det var også der, jeg begyndte at optræde solo.

Og nu hvor den engelske tid er ovre, har hun kastet sig ud i ”Musik og event management”-uddannelsen i Hultsfred/Kalmar – ikke for at gå ind i selve den del af branchen, men for at lære den at kende. Så man skal ikke lade sig narre af den let generte fremtoning – Julia ved hvad hun vil.

Afdæmpet, men aktiv
Det har denne Latinamerika-tur også vist: I workshop-samarbejderne har hun klart involveret sig aktivt og selvtillidsfuldt med både akkorder, melodier og tekst – dels med argentinske Mariana Päraway. Dels i kvartetten med Teitur og argentinske Lucio Mantel og førnævnte Mariana.

– Det er utroligt, hvor godt man kan forstå hinanden musikalsk, selv om man kommer fra to forskellige verdensdele. Mariana og jeg ser ens på rigtig mange ting – også uden for musikken – og får hun sin vilje over for sine producere og pladeselskab, får den ene sang vi har lavet under cowrite-sessionen også lov at være med på det album, hun er ved at indspille i denne tid. Det har været meget givtigt, og vi vil gerne fortsætte sammen på et eller andet plan.

Hverken svensk eller finsk
– Åland? Jeg skal ikke tilbage til Åland nu. Måske når jeg blive gammel og får brug for ro, griner hun.

Men det betyder ikke, at hun fornægter Åland, og selv om hun jo taler svensk og nu har levet i Sverige i halvandet år, føler hun sig heller ikke svensk. Og slet ikke finsk: – Jeg har lært at tale finsk, og kan grammatikken fint, men når jeg er i Finland, spørger de mig, om jeg ikke vil sige det på engelsk i stedet, griner hun og fortsætter:

Så selv om det er lidt svært at pege på, er det jo tegn på at Åland HAR selvstændighed og en selvstændig kultur. Så jeg er ålandsk! Og nordisk. I arbejdet med Mariana, sagde hun tit at jeg er så mørk i tonen, mens hun er så lys. Det grinte vi af – men det er nok rigtigt, at det er anden del af vores identitet. Vi har også mørket, det kolde vejr og isolation med – ud over lyset, tænker hun…

– – –

Julia Clara optræder såvel solo som med mindre band, og har netop udgivet en ep’en “Still Dancing” – med planer om kommende album.

– – –
Días Nórdicos støttes af Statens Kunstfond og Nordisk Kulturfond

kunstfond-kulturfond
Arrangeres med støtte fra / i samarbejde med BrandBase Innovationsnetværk, Nordens Institut på Åland,  pladeselskabet Tutl og sangskriverforeningen på Færøerne.

 

dn-2016-logoer